Af Louis Bülow
Igennem generationer har stolte sønner og sande helte fra folkets dyb i Grindsted skrevet sig ind i de historiske annaler som nationale skikkelser og sikret sig selv, deres hjemstavn og barndommens land en vis berømmelse for eftertiden.
Rundet af stoute hedebønder og missionsfolk i små kår med bibelske traditioner og kristenkultur dybt forankret taler vi om besættelsestidens modstandsikoner, om kulturpersonligheder og kendte navne fra sportens og musikkens verden – alle med rødder i Grindsteds bondemuld, derude, hvor kragerne vender.
Blandt dem finder vi en gudsbenådet musiker og amatørbokser fra Grindsted, der med en sand landeplage skrev sig ind i dansk populærmusiks historie og opnåede en helt unik position som komponist og tekstforfatter.
Det var helt tilbage omkring 1950, at den lokale malermester Ejvind Skov – for ham var det – i anledning af Grindsted Amatørteaters årlige revyforestilling skrev og komponerede tekst og musik til tidens hit Hedepigen. Kun sølle tre minutter varede sangen, der skulle give sin ophavsmand et stort gennembrud og for tid og evighed sætte Grindsted på det musikalske landkort.
Ejvind Skov – Kilde: GrindstedArkivet
Det var Ejvind Skovs hustru Anne Grethe Skov, der første gang fremførte den iørefaldende sang for et begejstret publikum i det vestjyske, men også store pladeselskaber i Hovedstaden fik ørene op for malermesterens talent som sangskriver.
Den tids populæreste danske sanger Gustav Winckler lagde billet ind og indspillede Hedepigen og Den lille sigøjner på en singleplade i 1952. Også den kendte pianist og sanger Victor Cornelius udgav Hedepigen som single, ligesom sangeren Povl Flatau-Petersen, som dengang lavede en del plader med Svend Nicolaisens og Sid Merrimans danseorkestre, indspillede sangen.
Kilde: GrindstedArkivet
Det med musikken startede tidligt for Ejvind Skov, der allerede som dreng havde spillet ude til arrangementer med sin far Laust Skov, leder og dirigent for FDF Musikkorpset i Grindsted. Senere fik han sit eget orkester og skrev og komponerede i tidens løb en lang række sange, blandt dem Ringkøbingvalsen og Hedens Melodi.
Den sidste komposition havde Ejvind Skov skrevet i anledning af den store Midtjydsk Udstilling i Grindsted i 1936, der tiltrak 130.000 gæster fra nær og fjern, blandt andre kronprinseparret Frederik og Ingrid samt statsminister Thorvald Stauning.
Ejvind Skov, der stille sov ind i 1985, 74 år gammel, var livet igennem en legendarisk ildsjæl i lokalsamfundet i Grindsted og med i front i et væld af foreninger som Dansk Musikerforbund, Grindsted Amatørteater, Teaterringen, Grindsted Håndværkerforening og Grindsted Atletklub.
Han blev hædret i mange sammenhænge og huskes for sin store indsats indenfor blandt andet boksesporten som bokser og anerkendt dommer, der tør siges at være et kapitel for sig.
Max Schmeling – Kilde: Wikipedia
Ejvind Skov yndede at fortælle løst og fast om boksesportens legendariske ikoner som den tidligere verdensmester i sværvægtsboksning Max Schmeling, der blev set ikke alene som Tysklands største sportsmand gennem tiderne men også som et dybt respekteret og godhjertet menneske, der sluttede sit liv som landets måske mest gavmilde filantrop. Der var landesorg, da han døde.
Hans storsind og generøsitet viste sig f. eks. i hans mangeårige venskab med ærkemodstanderen i bokseringen Joe Louis, som han støttede økonomisk, efter at han var gået konkurs med en kæmpe millionskattegæld.
Diskret og regelmæssigt overførte han igennem flere årtier penge til vennen i USA, og da Joe Louis døde i 1981, sendte Max Schmeling en check på USD 5.000 til hjælp til begravelsen.
Max Schmeling talte aldrig om sin godgørenhed, men det er også kommet for dagens lys, at han under krigen og i godhedens tjeneste frelste børn fra Hitlers massemord på jøderne.
Natten mellem den 9. og 10. november 1938 trawlede nazistiske horder de tyske byer igennem på klapjagt efter jøder, som de mishandlede og myrdede efter behag. Dèn nat blev mange jøder dræbt, jødiske synagoger sat i brand, flere tusinde jødiske hjem og butikker raseret og 25.000 jøder smidt i Hitlers KZ-lejre.
Men to jødiske børn, 14-årige Henri Lewin og hans broder 15-årige Werner Lewin, undgik ganske mirakuløst at dele skæbne med de mange ofre. Dén aften ringede børnenes far, manufakturhandler David Lewin, desperat til én af sine gode kunder – og dét var netop Max Schmeling – og tryglede ham om at hjælpe sine to drenge i sikkerhed.
Max Schmeling tøvede ikke: kom med drengene!
Det Tredje Riges store bokseidol boede i en hotelsuite i det fashionable Excelsior Hotel midt i Berlin, og han indlogerede de to børn i det ene af suitens to soveværelser. Samtidigt meddelte han hotellets reception, at han var syg og ikke ville forstyrres.
I dagevis tog Schmeling sig af de to brødre, som var de hans egne børn, sørgede fyrsteligt for dem med overdådig middag i suiten og sandwich om aftenen med limonade – alt imens nazister jagtede jøder i Berlins gader lige nedenfor.
Da de brutale voldshandlinger efter et par dage begyndte at ebbe ud, bragte Max Schmeling om natten de to drenge tilbage til deres forældre i sin bil og hjalp derefter med at få familien ud af landet i sikkerhed.
Nogle dage senere fik de mulighed for at flygte med skib til Shanghai i Kina og et års tid senere igen videre til San Francisco til et nyt liv i USA.
