Nyt firma udlejer maskiner i Sdr.Omme

Dennis og Lars - Foto: René Lind Gammelmark

Lars Mølgaard Christensen og Dennis Lauridsen har startet firmaet LD Udlejning op i Sdr.Omme.

Firmaet har til huse hos Dennis Lauridsens firma i det gamle autolakeri i Sdr.Omme på Vestergårdsvej. 

Dennis og Lars har kendt  hinanden i mange år, har i forvejen i december måned salg af fyrværkeri i Sdr.Omme og Vejle sammen og da Peter Hansen solgte Sdr.Omme Lift -& Maskinudlejning var der lidt et tomrum, for hvor kunne man leje maskiner og lifte lokalt.

Da både Dennis og Lars af og til havde brug for blandt andet at leje en lift, var det meget naturligt at de startede udlejning af udstyr op. Blandt effekterne man kan leje er både havefræsere, mosfjerner, fliserenser (en maskine med metalfjedre der fjerner ukrudt mellem fliserne), og fejemaskiner. Man kan også leje en minigraver, flishugger, forskellige lifte mv.

De to initiativtagere satser på at kunne udleje velholdte maskiner, så dem der lejer dem kan være sikker på at det de lejer fungerer som forventet.

Fredag eftermiddag holdt de åbent hus med pølsevogn, fadøl og sodavand.