Bülows Hjørne: – wi ses jo nok o Vorbasse Mærken

Af Louis Bülow

Når vor gamle lærer Jensen i 1950’ernes Hejnsvig spurgte os ud om årets tre store højtider, kunne det nok hænde, at en og anden forivrede sig og med et henført udtryk i øjnene fik fremstammet: jul, påske og Vorbasse Marked …

Sognets elskede lærer havde svært ved at holde masken og lod som altid nåde gå for ret. Som han sad der stout og bred bag sit kateder, lignede han det, han var – en ægte landsbydegn helt ind i sjælen forankret i dansk bondemuld. Igennem fire årtier en forgudet lærer, vejleder og mentor for generationer af skolebørn i Hejnsvig.

Hans livslange gerning som degn ved Hejnsvigs gamle skole var et kald, en passion, der rakte langt ud over skoledagen. Som et fyrtårn ragede han op i skoletidens trængsler med sans for mening i undervisningen, og som ingen anden kunne han læse højt og fortælle historier.

Endnu mindes jeg følelsen af historiens vingesus, da han dengang indviede os i fortællingen om den navnkundige gøglerkonge Professor Labri, der gjorde Vorbasse og markedet landskendt med sine rablende skøre monologer.

Lærer Jensen tog os med tilbage til fortidens marked, hvor vi næsten kunne se Professor Labri stå der lyslevende foran os med lorgnetter, slidt diplomatfrakke og høj silkehat, mens et henrykt publikum flokkedes omkring hans lurvede gøglertelt.

En cigarstump dinglede i mundvigen, mens han forsøgte at lokke publikum ind til sin forestilling:

– Værsgo, værsgo! Tag kæresten under armen, svigermor i nakken … adgang for alle, tykke og tynde, store og små, grever og baroner, baronesser og køkkenskrivere … Ammer og husarer går gratis ind, når de tager hovedet under armen …

Hejnsvigs gamle smed Augusts barnebarn Pia Fris Laneth har i sin familiekrønike Lillys Danmarkshistorie beskrevet Vorbasse Marked som sommerferiens højdepunkt med heste, køer, kaniner, is, sodavand, pølser, candyfloss og hestehandlere, der lød vrede, indtil de klaskede håndfladerne sammen og sluttede handelen.

Men heste eller ej – mange har i tidens løb ladet sig friste af alt det andet på Vorbasse Marked: gøgl, fest, farver og glade dage med druk, svir og soldeture by night.

Allerede helt tilbage i 1653 udstedte kong Frederik 3. et kongebrev med forbud mod Vorbasse Marked for uskikkeligheder og slagsmål, der betød, at markedet ”udi bemeldte Vorbasse herefter skal være afskaffet og … holdes udi vor Kjøbstad Kolding.” Forbuddet blev dog aldrig ført ud i livet.

At tilstrømningen til markedet også i fordums dage var ganske overvældende, fremgik af en opgørelse foretaget tilbage i 1864, der viste, at der dèt år var opstillet 127 skænketelte og brændevinsknejper for at forsyne folk med mad og drikke.

Professor Tribini på Markedspladsen i Vorbasse – Foto: Holger Bundgaard Kilde: Lokalhistorisk Arkiv, Vorbasse

Næsten syv årtier senere i juni 1931 holdt Centralforeningen af Hotelvært- og Restauratørforeninger sit årsmøde, og da var punkt 1 på dagsordenen udbredelsen af smugkroer og private beverdinger over hele landet. Netop Vorbasse Marked blev fremhævet som et stygt eksempel på, at ølbilerne kunne volde drikkeri i tørlagte egne.

Lidt mere prosaisk beskrev Pia Fris Laneth udskejelserne: ”Markedet var sikkert ikke mindre festligt på mine oldeforældres tid. Hver eneste gård i byen holdt beværtning under markedsdagene … Pastor Tage Jensens forsøg på at kalde sin sjæleflok til orden mislykkedes – ingen havde lyst til at give afkald på de betydelige indtægter …”

Også fup, svindel og platte fiflerier havde sin gang på Vorbasse Marked. Under overskriften Retten sat i Vorbasse kunne en avis i 1940’erne fortælle den dramatiske historie om en hestetyv, der stjal en hest i en af nabobyerne for at sælge den videre på Vorbasse Marked for kr. 1400.

Den rette ejer anmeldte tyveriet til plantør Gejl, der som formand for Vorbasse Sogneråd måtte tage affære. Tyven blev indhentet i Holsted og ført tilbage til Vorbasse Hotel, hvor en større menneskemængde var stimlet sammen for at give ham en læstelig omgang klø.

Men da tyven ved Sognerådsformandens side gik ud på Hotellets trappe og brødbetynget lagde kortene på bordet og tilstod: Jeg er hestetyven men har afleveret hver en skilling, jeg ejer – da løb det gode hjerte af med Vorbasse-folkene.

I det vilde vesten var han nok uden videre blevet hængt, men i Vorbasse gav man sig til at samle penge ind til manden, der var tilrejsende fra København. Udstyret med rejsepenge blev han prompte eksporteret tilbage til hovedstaden …

Også i gamle dage kunne man opleve et broget univers af bissekræmmere, vagabonder, landevejsriddere og skærslippere strømme til Vorbasse Marked – skæve eksistenser og andet godtfolk, der dukkede op fra alle afkroge af det ganske land.

Sanger Poul – Kilde:Privatfoto

Vi skruer tiden næsten fem årtier tilbage til en hed sommerdag, hvor en af landevejens frie fugle Poul Erik Petersen, berømt som vagabondernes nationalskjald Sanger-Poul, på sin rejse rundt i landet havde sat kursen mod Vorbasse. En vandringstur, der fik ham til at erklære naturen sin kærlighed:

Åh – hvor jeg nyder den salige stund

Fuglene flyver, skriger og vinker

Jubler og ler til en glad vagabond.

Han bankede forsigtigt på en husdør ud til landevejen, hvor familien sad i baghaven og hyggede sig med kaffe og kage, og iklædt landevejsridderens slidte mundering lettede han venligt på sin fedtplettede sømandskasket.

Han blev taget vel imod og budt indenfor, og med et stort smil lagde han ikke skjul på sin glæde: Du har den rette forståelse, lille frue. I en stemning af hyggelig passiar skulle familien den eftermiddag komme til at opleve glæden ved at tage en tur ned ad Memory Lane sammen med den syngende vagabond, der også gav flere af sine viser.

Efterhånden nærmede skmringstimen sig, og Sanger-Poul måtte tage afsked for at drage videre mod Vorbasse. Med et ærbødigt blik kyssede han fruens hånd med ordene: Gid solen altid vil skinne på dig, lille frue.

Vor egen folkekære troubadour Helge Engelbrecht har med saft, kraft og mange farver på paletten forstået at lade sang og musik bygge de smukkeste broer mellem mennesker. Faderen Mads Engelbrecht opdagede tidligt knægtens store passion og fik ham med ordene Så spil da, knejt! gelejdet ind i musikkens verden.

Med sans for hverdagens poesi og banale trivialiteter reflekterer Helge Engelbrecht i sangen om Vorbasse Mærken:

 A trower ett der finnes den ting en ett ku kyw

Der wår hund o der wår katt o der wår kvejer

Der wår is te æ bøen o der wår kaffe te de gammel

O do ku kyw dej sjel en punch, som do plejer.

Da det så blew mijja da hev wi wor pakker frem

En melmad sku wi ha ja for wor swult wår bleven slem

Såen er det o wær o Vorbasse Mærken …

 

 Liig inden wi tow afstej så wi en mand, der tow en lur

O da wi gek forbi ham ja da løwt han liig æ hue

o såe Wi ses jo nok o Vorbasse Mærken – o så svåer a ham jo

Ja wi ses jo nok o Vorbasse Mærken.

Vi anvender cookies for at sikre at vi giver dig den bedst mulige oplevelse af vores website.
Hvis du vælger ikke at aktivere cookies, fungerer siden ikke optimalt, angiv dit valg til højre.

Cookie indstillinger

Nedenfor kan du vælge hvilke typer cookies du vil tillade fra hjemmesiden, klik på "Gem cookie indstillinger" for at angive dit valg.

Funktions cookiesSiden benytter funktions cookies, disse er nødvendige for at siden fungerer.

Analytiske cookiesSiden benytter analytiske cookies, således at vi kan analysere besøg, og optimere hjemmesiden.

Social mediaSiden benytter ikke social media cookies.

ReklameSiden benytter ikke reklame relaterede cookies.

AndreSiden benytter 3 part cookies, bla. til funktionalitet af siden, der bliver ikke gemt personlige informationer.