Grindsted-løber nummer 2 og 3 til Danske Ungdomsmesterskaber!

Privatfoto

Ved de danske ungdomsmesterskaber i atletik, afviklet i Skive i weekenden, havde atletikklubben Heden den unge løber Siv Bertelsen med.

Hun er ny-oprykket i aldersgruppen 14-15 årige, og lørdag skulle hun løbe 3.000 meter – og det var hendes debut i mesterskabssammenhæng. Det klarede hun i overbevisende stil! En enkelt deltager kunne hun dog ikke matche, idet Sofia Thøgersen, Sparta, satte dansk rekord hos de 14-15 årige med 9.54,75 min. – men Siv holdt hovedet koldt, og løb en overbevisende 2. plads hjem i den flotte tid 10.50,95 min. – ca. 3½ sek. foran nummer 3, og så kom de øvrige konkurrenter ellers som perler på en snor bagefter. Flot løbet af Siv – og en flot sølvmedalje som belønning for anstrengelserne.

Privatfoto

Søndag skulle Siv på den igen. Denne gang på 1.500 meter – var der noget tilbage i benene efter lørdagens strabadser? Det var der! Igen var Sofia fra Sparta stukket af fra start – men Siv holdt de øvrige konkurrenter i kort snor. Til sidst måtte hun dog se lørdagens nr. 3, Clara Spaanheden fra Korsør, gå forbi i opløbet. Men Siv satte en flot personlig rekord i 5.04,77 min. – og dermed weekendens anden medalje til hende.

Weekendens udbytte blev hermed en sølv- og en bronzemedalje til Siv. Rigtig flot af Siv – det lover godt til den kommende udendørs sæson.

 

Sygdom forhindrede Hedens anden tilmeldte deltager ved mesterskaberne, Christian Reusing, i at stille op skriver Jan Poulsen fra Atletikklubben Heden i en pressemeddelelse.