Da vi, på grund af situationen med Coronavirus, skal passe på vores borgere og medarbejdere, har vi stort fokus på at løse opgaver på de vigtigste områder i hele Voksenstøtteområdet, som omfatter både ældreområdet og handicap- og psykiatriområdet.
Personlig pleje og madlevering fortsætter uændret
De vigtigste opgaver i den sammenhæng er, at borgere, der modtager personlig pleje, får besøg af hjemmeplejen som vanligt, og der vil stadig blive leveret mad ud til borgerne – men udvalget vil i en periode være begrænset, for at vi kan opretholde en produktion løbende.
Praktisk hjælp og klippekort på pause
Til gengæld vil hovedparten af praktisk hjælp sættes på pause frem til den 1. april – det samme gælder klippekortordningen.
Derudover vil der være en individuel vurdering i forhold til rengøringshjælpen og andre praktiske opgaver, så hvis man af sundhedsmæssige årsager skal have gjort rent og løst andre opgaver, vil dette blive gjort.
- For at kunne hjælpe de svagest borgere i kommunen bedst mulig og blandt andet tage særlige hensyn til, at der kun kommer så få personer som muligt i de enkeltes hjem, er det nødvendigt at prioritere. Og heldigvis møder vi stor forståelse hos borgerne, der selv ringer ind og siger, at de ikke har brug for hjemmebesøg eller rengøring i en periode, siger Pia Mejborn, der er områdeleder i Voksenstøtteområdet.
Hjælp fra pårørende værdsættes
Nogen ringer og siger, at de kan undvære kommunens hjælp, men måske er der også opgaver, som pårørende kan og vil hjælpe med i en periode, og det vil være meget velkomment.
- Vi har brug for al den hjælp vi kan få. Så hvis pårørende eller andre overtager nogle af opgaverne, for eksempel at handle, lave mad, tage støttestrømper af, give medicin, og andet, så hører vi gerne fra dem, der evt. vil tage en sådan opgave hos deres ældre pårørende i en periode, siger Pia Mejborn.
Man kan henvende sig i en mail til pme@billund.dk.