Af Louis Bülow
En lun forårsaften den 17. marts 2020 tonede Dronning Margrethe frem på TV-skærme over det ganske land uden for rammerne af den traditionsrige nytårstale. I bedste sendetid holdt landets folkekære statsoverhoved en tale til det danske folk omkring corona-krisen og situationens alvor.
For kun få uger siden gik vi stadig rundt og planlagde ferierejser, store familiesammenkomster og shoppingture. Vi havde ikke i vores vildeste fantasi forestillet os en uvis og farlig dagligdag med desinficerende håndsprit, mundbind og ansigtsmasker som tilhørende ingredienser.
Mange hundrede tusinde af os i frivillig isolation og karantæne i et samfund i undtagelsestilstand – uden at kunne forlade vort hjem og uden at kunne modtage besøg af familie, venner og bekendte.
Hvor vi – nærmest som i krigstid – fordriver tiden med at tjekke nyheder hver time og fyldt med alskens katastrofetanker sætter os foran TV skærmen for at lytte til de seneste instrukser fra Mette og Søren. Og ellers frister en ensom hverdag med den usynlige men livstruende fjende Covid-19 virus, der længe har været lige i hælene på os. Dag efter dag, uge efter uge.
Men sådan er virkeligheden altså blevet, for den er derude, Corona, og har sendt vor hverdag til tælling. Som en farlig gæst gennemsyrer den alt i det globale samfund, har overalt skabt paniske tilstande og vendt op og ned på livet og tilværelsen med uoverskuelige konsekvenser til følge.
For kun få dage siden blev jeg kontaktet af kronik-redaktøren på Aarhus Stiftstidende. Hun havde netop modtaget et indlæg Min morgenhilsen mangler af en vis Benny Knudsen.
Benny havde begået en unik og velskreven artikel, der på finurlig men også empatisk vis fortalte om de konsekvenser i stort og småt, der fulgte i kølvandet på netop Corona-virussen. Nærværende artikels forfatter skulle vise sig at være en del af Bennys historie. Tillad mig at bringe et uddrag:
”Jeg mangler i særlig grad den daglige morgenhilsen fra min ukendte ven i gaderne fra stationen til arbejdspladsen. En fremmed, jeg dagligt krydsede, blev til en god ven og mentor.
Længe havde vi krydset hinanden i tavshed hver morgen i forskellige gader. Jeg havde bemærket den noble ældre herre i en lang, sort og varm frakke. Fra den ene lomme stak et bundt papirer frem, der pirrede min nysgerrighed endnu mere. Med lidt støtte fra sin stok gik han målbevidst forbi mig mod et ukendt mål. Var han embedsmand i kommunen? Var han fuldmægtig i en bank? Var han redaktør på et dagblad? Eller var det en brændende hobby, der drev ham hjemmefra så tidligt?
En dag sprang jeg ud på dybt vand, sagde godmorgen og fik et venligt svar som kvittering. En uge senere var modet vokset, så jeg vovede at standse op og afsløre min nysgerrighed. Vi fik en varm og interessant samtale, hvor han viste stor og omfattende interesse for vores fælles passion, skriveriet.
Siden har vi haft flere dejlige og dybsindige samtaler over en kop kaffe på et af byens mange kaffehuse … Hvor er du nu, Louis Bülow …?”
Epilog:
Det har været en lise for sjælen at stifte bekendtskab med et inspirerende menneske som Benny Knudsen, men på grund af Coronas ubønhørlige hærgen har også jeg i ugevis måttet undvære den daglige morgenhilsen og mangen berigende snak om løst og fast over en kop dampende varm og god kaffe.
Siden den dag, Corona for alvor bankede på, har jeg som utallige andre følt mig som Palle alene i verden …
