Også Grindsted Privatskole er klar onsdag

Foto: René Lind Gammelmark
OPDATERET
 
Grindsted Privatskole åbner atter dørerne for næsten 100 elever, når det første forsigtige skridt tages i genåbningen af Danmark.
 
Onsdag den 15. april bliver en ganske særlig dag især for “Spirer-klassen”, der er skolens førskolegruppe.
 
Eleverne får en ganske anderledes første skoledag, da det bliver uden forældre i klassen. Men klasselærer Malene Filtenborg Larsen er klar til at tage godt i mod de små forventningsfulde elever, der møder ind til et opdateret klasselokale. Malene Filtenborg Larsen har brugt en del af den forudgående tid til selv at opgradere lokalet, hvilket bl.a. har resulteret i et særdeles flot vægmaleri. 0. til og med 5. klasse er også klar igen til dét, skolen kalder “skole-genstart”, og forberedelserne til en endog noget anderledes skoledag, har givet skolens ledelse og tekniske personale en del ekstra at se til i påsken. “Det var lidt af en overraskelse, at det bliver de yngste, der skal starte i skole først.
 
Der havde været en betydelig fokus på især 9. klasse og afvikling af deres afgangsprøver, og de største elever ville lettere kunne omgås hinanden og holde afstand. At det så bliver de yngste skabte en del ekstra forberedelse, og vi synes faktisk selv, at vi har løst opgaven godt, selvom det har kostet mange ekstra arbejdstimer for ledelsen og teknisk personale.
 
Min påskeferie starter egentligt først rigtigt i dag lørdag, næsten en uge forsinket. Men det gør intet, for som altid har vi på vores skole stor fokus på rammerne for både ansatte og elever.” fortæller viceskoleleder Christian Thorne. Eleverne møder ind til en anderledes skole, end de forlod.
 
Teknisk Serviceleder Benny Gohr Jensen fremstiller hele fire udendørs håndvask-stationer, hvor seks elever ad gangen kan vaske hænder inden de træder ind på skolen. Og hver af de syv klasser har egen indgang og eget toilet, ligesom rengøringen opgraderes til flere gange dagligt. Og de enkelte klassers færden på skolen holdes adskilt, hvilket også betyder, at selv udeområderne er opdelte. “Rammerne for afvikling af skoledagen er ganske anderledes, ja. Men eleverne kommer ind til et dygtigt, tryghedsskabende og empatisk personale, der stensikkert vil skabe en god og tryg skoledag ud fra de forudsætninger, vi nu en gang må arbejde under i øjeblikket. Vi skal have Danmark i gang igen, og vi er klar” afslutter Christian Thorne.