Kulturskolen trodser Corona-krisen online

Kulturen lever videre i cyberspace, og kreativiteten blomstrer.
”Det har jeg aldrig prøvet før, så det klarer jeg helt sikkert!” Citatet vil mange sikkert kende som talt ud af en selvsikker Pippi Langstrømpes mund, og denne leveregel får nyt liv i disse Corona-tider. Meget er ikke, som det plejer, og situationen fordrer opfindsomhed, optimisme og ikke mindst et rigtigt ”Pippi” gå-på-mod. Og det er lige sådan, stemningen er på Billund Kulturskole i denne tid, hvor den daglige undervisning i musik, billedskole og ballet er lukket ned – på den sædvanlige facon, forstås.

Nye tiltag pibler frem
Ikke længe efter nedlukningen var trådt i kraft midt i marts, var de første Kulturskole-lærere klar med en alternativ undervisning, og siden er det blevet til mange forskellige former for initiativer i nedlukningsperioden. ”Lærerne har været utrolig opfindsomme i denne tid, og de har i høj grad selv været idémænd bag mange af de tiltag, vi lige nu tilbyder Kulturskolens elever” udtaler en glad kulturskoleleder, Per Weile Bak.

Holder fast i hverdagen
Mange af Kulturskolens lærere gør, hvad de kan for at holde fast i hverdagen med tiltag, der kan erstatte den daglige undervisning. Derfor mødes bl.a.  tromme- og guitarelever til online-undervisning med deres lærere. Sangelever modtager instruktionsvideoer og er inviteret til at synge med i et stort landsdækkende virtuel kor. LEGOLAND Billund Garden holder fast i deres onsdagsprøve, som har været afholdt alle undervisningsuger i de 52 år, Garden har eksisteret, -”Og det er der ingen grund til at lave om på nu”, siger souschef og daglig leder af Kulturskolens musikafdeling, Casper Jensen, som fortsætter: ”Den pludselige nedlukning satte os i en helt uventet situation, men vi fik samtidig mulighed for at prøve nyt af, også selvom formatet ikke er altid er helt færdigbagt”, siger han.

Begrænsninger giver nye muligheder
”De nye undervisningsformer byder også på nye muligheder, som vi ikke havde tænkt på før”, siger Per Weile Bak. ”Vores balletlærer, Paul Gordon, har til sine elever sendt videoer med øvelser, der kan laves hjemme i stuen. Så kan hele familien være med til at øve piruetter og positioner, og det giver et nyt og sjovt fællesskab – det bliver næsten lige som fællessangen med Phillip Faber”, smiler Per Weile Bak.

Vi har brug for kultur
Også i billedkunst-afdelingen er eleverne blevet aktiveret, og bl.a. har en af lærerne sendt en kasse med kreative materialer ud til sine elever, så de selv kunne gå i gang derhjemme. Det er dog ikke al undervisning på Kulturskolen, som trives lige godt online. Holdundervisning er i flere tilfælde svært at erstatte meningsfyldt, og i Kulturskolen er det på sin vis også bekræftende at konstatere. ”Der er ikke noget, der slår den direkte menneskelige kontakt i samme rum”, siger Casper Jensen og fortsætter – ”Vi tilbyder nogle unikke fællesskaber, og der opstår en helt særlig stemning, når man spiller musik sammen, når et billedskolehold i sammenstemmende ro skaber kreative kunstværker, eller når balletelever synkroniserer sine bevægelser i dansen”, siger han. Derfor glæder alle på Kulturskolen sig til, at hverdagen vender tilbage, men samtidig er der kommet nye vinkler på undervisningen, som lærerne vil tage med sig videre. ”Og det bedste af det hele er næsten, at Corona-krisen har vist kulturens betydning og samlende kraft – her har vi helt sikkert noget at bygge på, når situationen er drevet over”, slutter Per Weile Bak, der selv er storsyngende deltager i Danmarks største fælleskor på DR hver fredag aften.

En selfie af Kulturskolens trommelærer, Søren Pedersen, i gang med at undervise online i sit øvelokale. – PR-FOTO