Troels Ravns tale 1. maj ”Sammen og hver for sig”

Troels Ravn (A) - Foto: René Lind Gammelmark

Da der ikke bliver afholdt et fysisk 1.maj arrangement på engen i Grindsted bringer Netavisen Grindsted her den tale Troels Ravn holder online.

På fredag lægger han en tale på sin Facebook-profil, som alle kan gå ind og høre skriver han i pressemeddelelsen.

– 1. maj er en vigtig dag, som selvfølgelig skal markeres – Corona eller ej. Mit budskab i talen vil især være, at vi skal huske fællesskabet i denne svære tid. Vi er sammen, men hver for sig, udtaler Troels Ravn i pressemeddelelsen.

Sidste år besøgte Troels Ravn Troldkærsskolen i Jels på 1. maj, hvor han holdt en tale for skolens elever. Skolen er et uddannelses-, arbejds- og botilbud for unge med særlige behov. Besøget gik så godt, at Troels Ravn også i år skulle fejre 1. maj på skolen. I stedet har han sendt en særlig tale til Troldkærsskolen, som vil blive vist til dens elever på fredag.

PR-Foto 

Nedenfor kan du læse Troels Ravns tale

Intet skal nogensinde forhindre os i, 1. maj at markere arbejdernes internationale kampdag. Heller ikke når en ond Corona-Covid-19 virus hærger.

Det er altid godt at være blandt jer – selvom det i år er under særlige omstændigheder – og ikke ansigt til ansigt men online.

Men sundhedskrisen, som vi i øjeblikket befinder os i, vender op og ned på hverdagen og på traditionerne.

Ultimativt værst er det for dem, som har mistet livet, et familiemedlem eller en ven til sygdommen. Mange frygter også at miste deres arbejde eller se deres virksomhed – deres livsværk, smuldre mellem hænderne.

Den danske model
Krisen viser os samtidig, hvor stærk og afgørende den danske model er.

På ét døgn blev staten, arbejdsgivere og lønmodtagere i marts enige om en trepartsaftale, som giver midlertidig kompensation til lønmodtagere, der ellers ville risikere en fyreseddel under krisen.

Aftalen skaber tryghed og sikrer fuld løn til flere end 150.000 privatansatte lønmodtagere.

Det er fantastisk og helt unikt.

Vi skal blive ved med at stå sammen og finde gode løsninger på de udfordringer, som krisen rejser.

I Folketinget har vi, som andre steder i samfundet, mærket sundhedskrisen. Vi har været sendt hjem i perioder, møder er blevet aflyst, og Christiansborg er lukket for besøg. Vigtig hastelovgivning er blevet gennemført og vedtaget. Først og fremmest har opgaven bestået i at sikre vores sundhedsvæsen, tage skridt så kapaciteten på hospitalerne blev bevaret, lave trepartsaftaler med arbejdsmarkedets parter, lave økonomiske hjælpepakker, holde hånden under virksomhederne og undgå afskedigelse af medarbejdere.

Midt i krisens alvor har det været fantastisk at opleve, hvordan borgere, virksomhedsejere, små selvstændige, mennesker fra kultur- og foreningslivet, studerende og mediefolk har henvendt sig med gode konstruktive forslag og løsninger til at dække de sprækker, hjælpepakkerne har efterladt. Tak for det.

Snart går vi også for alvor ind i den fase, hvor vi skal drøfte, hvordan vi mest hensigtsmæssigt genåbner samfundet og vender nogenlunde tilbage til en normal hverdag. Det vil være afgørende, at vi fortsat følger sundhedsmyndighedernes anbefalinger – og ikke på nogen måde risikerer at sætte de gode resultater over styr. Der vil givetvis komme et langt forløb med visse restriktioner, indtil en effektiv behandling og vaccine mod virus er på plads.

Jeg mener, det var helt rigtigt at handle hurtigt og sætte alle økonomiske resurser ind, da Covid-19 smitten meldte sin ankomst til Danmark. Det handlede først og fremmest om at redde menneskeliv. Sådan en politik og etik må vi aldrig gå på kompromis med.

Og så melder der sig naturligvis også nogle overvejelser og beslutninger, når regningen efter krisen skal betales. Et forsigtigt skøn vil være, at sundhedskrisen kommer til at koste vores samfund mindst 400 milliarder kroner. 

Jeg mener, at vi skal have for øje, at det er vores velordnede samfund med stærke institutioner – vores velfærdssamfund, sammenhængskraften, demokratiet, at vi er stærke samfundsborgere med et stærkt samfundssind, der har bragt os godt igennem den alvorlige krise. Derfor skal det heller ikke være velfærden, børnene, uddannelsessektoren, de ældre, de udsatte og sårbare, eller for den sags skyld Den Grønne Omstilling, der skal betale regningen.

Jeg håber, der kan skabes et solidt flertal i Folketinget for, at vi i årene, der kommer kan føre en ekspansiv finanspolitik, som for alvor igen kan sætte gang i økonomien, så der kan skabes job, så virksomhederne og hjulene igen kommer i fulde omdrejninger, så der kan investeres i velfærd og fællesskab.

Opgaven bliver stor og svær.

Regeringens ambitioner og resultater
Kampen mod COVID-19 betyder desværre, at tidsplanen for regeringens politiske projekter skrider en smule. Men det ændrer ikke ved indholdet og ambitionerne – f.eks., når det handler om den Grønne Omstilling og om at gennemføre tidlig pension, som kan virke fra den 1. januar 2021 for dem, der er nedslidte på arbejdsmarkedet og som ikke kan vente med at gå på Folkepension, til de er langt oppe i årene. Nu har Arne ventet længe nok. Vi skal have en værdig tilbagetrækning for alle.

Siden 1. maj sidste år har Danmark fået en ny socialdemokratisk regering. Der er sat en ny retning for Danmark – en grønnere, en mere tryg, en mere retfærdig retning.

Vores fællesskab betyder meget for os – og derfor har vi også med vores første finanslov prioriteret og brugt pengene på det, der betyder meget for de fleste:

1000 flere sygeplejersker

Omprioriteringsbidraget, der bl.a. betød store besparelser på uddannelse er afskaffet

Folkeskolen har fået et løft

Flere pædagoger – minimumsnormeringer

Styrket indsats for udsatte børn og unge

Der er er vedtaget en klimalov, som markant reducerer udledningen af CO2 drivhusgasser

Tiltag mod dyre kviklån

Stop for løndumpning på landevejene

Afskaffelse af uddannelsesloftet

Vi sikrer et skattevæsen med muskler
Særlig et af regeringens resultater har min store opmærksomhed.

Jeg er skatteordfører, og regeringen har netop præsenteret et nyt udspil, som skal stoppe snyd, svindel og bedrag på skatteområdet. Der er for mange, der ikke betaler det, de skal, der er for mange, der snyder og bedrager. Og dermed bliver vi alle snydt.

Centralt i udspillet er ansættelsen af 1.000 nye medarbejdere – de første 250 medarbejdere ansættes allerede i år og skal bekæmpe snyd med moms, bekæmpe skattely og international skatteunddragelse.

Min t-shirt ”Politik er kunsten at gøre det umulige muligt”
Du har måske bemærket teksten på min t-shirt ”Politik er kunsten at gøre det umulige muligt”. Anker Jørgensen udtaler ordene i sin tale på Socialdemokratiets kongres i 1975.

Og hvad er mere relevant end at tage udgangspunkt i Ankers ord på en 1. maj.

I 1975 er jeg 14 år – jeg oplever en gryende bevidsthed om, at der var nogen, der havde været her før mig og kæmpet – kæmpet for, at vi får en ordentlig løn, når vi går på arbejde, kæmpet for ferie og pension, for rettigheder og arbejdsforhold, hvor du ikke bliver syg og nedslidt af at gå på arbejde – at der er opnået betydelige resultater, men at kampen aldrig hører op.

Plads til alle ved samfundets bord
Solidaritet og retfærdighed ikke er noget, der kommer af sig selv.

For mig er det rigtig vigtigt, at er er plads til alle omkring samfundets bord.

Jeg mener, at alle mennesker har nogle evner – har nogle egenskaber, som skal bringes i spil – til glæde for fællesskabet – til glæde for samfundet – og altså ikke mindst til glæde for det enkelte menneske selv.

Vi skal have et samfund, der er præget af solidaritet, af ordentlighed, af retfærdighed – at den rigdom vi er fælles om i samfundet også kommer alle til gode – at vi har en god opvækst, en god skolegang – at vi får uddannelse og job og fodfæste på arbejdsmarkedet.

Jeg har et slogan – Politik i øjenhøjde – for mig betyder det rigtig meget at komme ud blandt mennesker – nede i Brugsen måske, på stadion, på gader og stræder – tale med mennesker – høre om det der begejstrer, men også høre om det, der bekymrer – politik er et holdspil – det er sammen, at vi udvikler en politik, som gør, at vi i morgen har et bedre samfund end det, vi har i dag. Politik er kunsten at gøre det umulige muligt.

Det er også derfor, vi i dag markerer arbejdernes internationale kampdag – den politiske og faglige kamp vil altid fortsætte.

Til slut er der bare tilbage at sige: Tak for ordet – rigtig god kampdag – vi ses næste år til en øl og et håndtryk