Af Louis Bülow
Da Produktionsskolen i Grindsted for ti år siden ansatte Helle Lykkeberg Korgaard som skolens forstander, sikrede man sig en dygtig og kompetent kvinde for bordenden – men også en skoleleder med et pust af historiens vingesus i bagagen …
Helle Lykkeberg Korgaard er datter af en af af besættelsestidens sande modstandshelte og store profiler Steen Lykkeberg, der under besættelsen var blandt dem, der gik forrest i kampen mod den tyske besættelsesmagt.
Steen Lykkeberg – Kilde: Frihedsmuseets Modstandsdatabase
Steen Lykkeberg blev midt under krigen taget af Gestapo i Aarhus og deporteret til KZ Neuengamme i nærheden af Hamburg, hvor han skulle opleve et sandt inferno af hensynsløst barbari og massemyrderier uden sidestykke i historien.
Spørger man i dag Helle, om hendes far aldrig blev bitter, vred eller hævngerrig efter rædslerne i KZ helvedet, er hun ikke i tvivl. Hun fortæller, at han til det sidste kunne tilgive sine bødler og række hånden frem. Hun fremhæver hans dybe engagement for heling og forsoning men også budskabet om, at krigens og nazismens forbrydelser aldrig må gå i glemmebogen.
Steen Lykkeberg bliver stukket til Gestapo af den berygtede storstikker Grethe Bartram, kastet i fængsel og i ugevis udsat for mishandlinger og grusom tortur. Han bliver gennembanket med stokke, pisket til blods med læderrem og spænder, får brækket fingre og det, der er værre.
Grethe Bartram som nøgenmodel under besættelsen – Kilde: document.no
Men Gestapo kan ikke knække ham, og han bliver overført til Frøslevlejren, der ligger gemt bag pigtråd og vagttårne ved Frøslev Plantage nær den dansk-tyske grænse. Steen Lykkeberg bliver indsat i lejrens barak 17 og den 6. oktober 1944 deporteret videre til KZ Neuengamme.
Netop den skæbnesvangre fredag bliver skolebestyrer Mogens Høirup fra Grindsted Kost- og Realskole og andre lokale modstandsfolk jagtet af tyskerne i forbindelse med Gestapos oprulning af illegale modstandsgrupper i det vestjyske. Mogens Høirup er leder af modstandsbevægelsen i Grindsted og bliver senere deporteret til KZ Neuengamme, hvor han på et tidspunkt sidder som fange sammen med Steen Lykkeberg.
I oktober 1944 ankommer Steen Lykkeberg til KZ Neuengamme, og med til det første syn hører pjaltede lig, der hænger i det elektriske pigtrådshegn. En hæslig stank af forrådnelse har lagt sig tungt over lejren og blander sig med den sødlige hørm fra afbrænding af lig.
Krematorieskorstene, vagttårne, barakker. Levende døde med øjne, der lyser af håbløshed og lidelse, schæferhunde, der gøer som rasende, SS-bødler, der prygler løs. Krematoriet arbejder i døgndrift, men ligene hober sig op, omhyggeligt stablet i flere meters højde.
En forpint og udmagret muselmand hvisker hæst: ” – Velkommen til helvede …”
Den 20-årige Steen Lykkeberg er blevet deporteret til KZ Neuengamme i samme kreturvogn som den 16-årige Ib Holm Hansen, også fra Aarhus – og også ét af Grethe Bartrams ofte. De to unge venner skal blive blandt de yngste, der deporteres fra Frøslevlejren til KZ-lejrene sydpå.
Senere kommer turen til Ibs far Thorvald Hansen, storebroderen Preben Hansen og en række andre modstandsfolk fra det øst- og midtjyske.
Trods sin unge alder er Ib Holm Hansen et gudsbenådet kunstnerisk talent, der allerede som 14-årig debuterer på Kunstnernes Efterårsudstilling som den yngste nogensinde og to gange har haft værker med på efterårsudstillingen Den Frie.
Den 16-årige kunstner Ib Holm Hansen – Kilde: Frihedsmuseets Modstandsdatabase
Efter ankomsten til KZ Neuengamme bliver Ib og Steen begge overført til tvangsarbejde i bly- og akkumulator-fabrikken Varta i underkommando Hannover-Stöcken. Deres medfange Christian Brønnum – også stukket af Grethe Bartram – har fortalt om dengang:
En underlejr til KZ Neuengamme – Kilde: commons.wikimedia.org
”Naar vi om Aftenen kravlede ned under de snavsede Tæpper i vores Køje, talte Ib gerne om sin Mor og Stuerne derhjemme, om sin Far og Bror … En Dag talte vi om, naar vi skulde rejse hjem …Vi skulde have gule Ærter og Pandekager, desuden Æblekage og Kaffe. ”Nej, hvor vi skal spise os mætte, og saa…” ”Og hvad saa?” afbrød jeg. ”Jo… så skal der vel nok males.”
Dagen efter Ib Holm Hansens 17-års fødselsdag den 15. februar 1945 bukker faderen Thorvald under for lidelser og barske strabadser. Få uger senere indlægges Steen på KZ-lejrens revir med blyforgiftning sammen med Ib, der dør den 15. marts. Steen har i sine erindringer fortalt om vennens sidste svære dage:
”I køjen ved siden af mig lå Ib. Hans dage var talte, hans krop var befængt med store flegmonesår, så store, at man kunne putte en knyttet næve deri. Selv i dette helvede, hvor enhver var sig selv nok, var jeg rørt over hans skæbne og den måde, han mødte døden på. Han led frygteligt, men aldrig hørte jeg et beklagende ord.”
Med Steens ord:”Her lå han, allerede en anerkendt kunstner som 16-årig. Han fortalte mig meget om sin mor, om sin barndom. Han sukkede efter vand, som det var døden at drikke. »Hent vand til mig, Steen! Jeg dør alligevel, om jeg får det eller ej.«”
Et sidste billede fra dengang skal for tid og evighed mejsle sig ind på Steens nethinde: vennens hoved, der knalder hårdt mod stengulvet, da man slæber den unge kunstner ud af barakken.
Næsten mirakuløst klarer Steen Lykkeberg sig igennem opholdet i Neuengamme i live, og ved befrielsen i maj 1945 vender han tilbage til Danmark med de hvide busser efter måneders ubeskriveligt mareridt – en syg og udmarvet 21-årig, der nu vejer sølle 38 kg.
Efter krigen fortæller Steen Lykkeberg om det første bevægende gensyn med sin far efter befrielsen: ”Vi omfavnede hinanden – tårerne løb ned ad kinderne både på ham og mig, os, der ellers aldrig viste vores følelser for hinanden på den måde. Han klemte mig ind til sig og blev ved med at gentage: »Godt, du er i live – godt, du er i live! Mor græder hele dagen af glæde«.”
Også Mogens Høirup overlever opholdet i Neuengamme. I krigens slutfase bliver han hentet hjem af de hvide busser og genoptager sit arbejde som skolebestyrer for Grindsted Kost- og Realskole.
Til sin alt for tidlige død i 1956, kun 49 år gammel, drager han land og rige rundt og fortæller om sine oplevelser i KZ Neuengamme – for at sikre, at nazisternes forbrydelser mod menneskeheden ikke blev indhyllet i glemslens tusmørke.
