Modermærkekræft: Mange danskere er usikre på, hvad de skal holde øje med

Foto: www.tjekmærkerne.nu

Jo tidligere modermærkekræft opdages, jo bedre er chancen for at overleve. Men kun få af os ved præcis, hvilke faresignaler vi skal holde øje med. Med kampagnen ’Tjek Mærkerne’ vil Kræftens Bekæmpelse, TrygFonden og Dansk Dermatologisk Selskab gøre os klogere på, hvordan vi tjekker vores modermærker skriver Kræftens bekæmpelse i en pressemeddelelse.

Danmark har en af verdens højeste forekomster af modermærkekræft, og hver uge dør fem danskere af sygdommen. Men modermærkekræft, der opdages i tide, kan helbredes, og derfor er det afgørende, at man regelmæssigt tjekker sin hud for mistænkelige modermærker og ved, hvad man skal holde øje med.

Få styr på de mistænkelige modermærker
Men danskerne har ikke helt styr på hvilke faresignaler, de skal holde øje med, når de undersøger deres hud for mistænkelige modermærker. Det viser en ny rundspørge fra Kræftens Bekæmpelse og TrygFonden. Kun 17 pct. svarer, at de har helt styr på, hvad de skal holde øje med, mens 66 pct. angiver, at de har nogenlunde styr på det. Et af formålene med kampagnen ’Tjek mærkerne’ er at lære danskerne om mistænksomme modermærker:

– Det vigtigste er at holde øje med, om dine modermærker ændrer sig. Hvis de bliver større, eller ændrer form, farve eller kant, bør du få dem undersøgt nærmere hos lægen, siger Peter Dalum, der er projektchef i Kræftens Bekæmpelse og TrygFondens Solkampagne.

Tjek mærkerne regelmæssigt
Hudlæger anbefaler, at man tjekker sine modermærker regelmæssigt, f.eks. hver tredje måned. I rundspørgen er danskerne også blevet spurgt til, hvor ofte de tjekker deres modermærker. Kun hver fjerde lever op til hudlægernes anbefaling om at tjekke mindst hver tredje måned. Og hele 18 pct. af danskerne svarer, at de aldrig tjekker deres modermærker.

– Det er afgørende, at man lærer sin hud og sine modermærker at kende, hvis man vil være i stand til at opdage forandringer. Derfor er det vigtigt, at huden tjekkes regelmæssigt. Husk også at tjekke de steder, der er svære at se, f.eks. hårbunden, nakken og under fødderne. Det kan være en god idé at få hjælp fra en ven eller partner, og ellers kommer man også langt med to spejle, siger Diljit Kaur Knudsen, der er hudlæge og bestyrelsesmedlem i Dansk Dermatologisk Selskab.

Et godt fif til at huske, hvad man skal holde øje med, når man tjekker sine modermærker, er ABCDE-reglen:

  1. A)    Asymmetry: Et mistænkeligt modermærke vil ofte være asymmetrisk
  2. B)     Border: Et modermærke med takkede eller ujævne kanter er mistænkeligt
  3. C)     Colour: Et modermærke med mere end én farve er mistænkeligt
  4. D)    Diameter: Hvis et modermærke er større end 6 mm i diameter, bør du være særlig opmærksom på ændringer
  5. E)     Evolving: Hvis et modermærke pludseligt vokser eller får nogle af de ovennævnte ændringer, skal du være opmærksom

Hvis ét eller flere af modermærker opfylder blot ét af faresignalerne fra ABCDE-reglen, bør du være opmærksom. Er du i tvivl, så kontakt din læge.

På hjemmesiden www.tjekmærkerne.nu kan man finde videoguides og flere gode råd til, hvordan man tjekker sine mærker, og hvad man skal holde øje med.

 

Rundspørge blandt 1.011 danskere
Kræftens Bekæmpelse og TrygFonden har i en webbaseret rundspørge i marts 2020 spurgte 1.011 voksne danskere om, hvorvidt de har styr på, hvad de skal holde øje med, hvis de skal tjekke deres hud for mistænkelige modermærker og hvor ofte de tjekker deres mærker:

–        17 pct. har helt styr på, hvad de skal holde øje med, 66 pct. har nogenlunde styr på det, 15 pct. har ikke styr på det, mens 2 pct. svarer ’Ved ikke’.

–        26 pct. tjekker deres modermærker hver tredje måned eller oftere, og 18 pct. tjekker aldrig modermærkerne.

Dataindsamlingen blev gennemført af analysebureauet Voxmeter, og data er repræsentativt ift. køn, alder og region – og overordnet ift. uddannelse.

 

Sådan tjekker du dine modermærker
Brug to spejle, et stort og et mindre, så du kan undersøge den del af huden, du ikke umiddelbart kan se.

  1. Husk at tjekke hårbund, negle og fodsåler. Få gerne hjælp til at tjekke områderne.
  2. Tag billeder af modermærker der er uregelmæssige. Læg gerne en lineal ved siden af, så du kan se størrelsen på mærket. Gem billedet, så du kan se, om modermærket ændrer sig.

Se mere på www.tjekmærkerne.nu

 

Beskyt dig mod solens stråler – og undgå solarium
Forebyggelse af modermærkekræft

Den primære årsag til udviklingen af modermærkekræft i huden skyldes uv-stråling. Strålingen kommer både fra solen, men også fra solarier og andre uv-lamper. Nedsætter du mængden af uv-stråling, som din hud udsættes for, forebygger du modermærkekræft. 

Hvis du følger Solkampagnens solråd: Skygge, solhat og solcreme, når du skal opholde dig i solen, beskytter du din hud mod uv-stråling. Derudover bør du også undgå at gå i solarium eller at anvende anden uv-stråling på din hud.