Bülows Hjørne: Tragedien i Gilbjerg og Hejnsvig – og en stout hædersmand Henning Kruse

Af Louis Bülow

Vi skruer tid og sted tilbage til det lille landbosamfund Gilbjerg ved Hejnsvig, der helt ind i sjælen er rundet af stoute bønder og missionsfolk med bibelske traditioner og kristenkultur dybt forankret. Et fattigt hedesogn i 1930’ernes kriseramte Vestjylland, hvor en nøjsom natur i århundreder har tvunget landsbyens forfædre til en slidsom kamp for bare at overleve.

På stribe blev gårde og husmandssteder sat på tvangsauktion, og nødstedte familier måtte stille op i lange køer ved sognets hjælpekasse for at søge fattighjælp.

Midt i al elendigheden med fattigdom og social nød blev Gilbjerg ramt af en nærmest ufattelig tragedie, men de skæbnesvangre begivenheder er for længst indhyllet i glemslens tusmørke. I dag bærer kun gravstene præget af årtiers patina på kirkegården i Hejnsvig vidnesbyrd om børnenes tragiske skæbnehistorie.

Dengang blev Gilbjerg hærget af en livstruende epidemi af lungebetændelse, og den dødelige sygdom tog stadigt til og spredte sig som en løbeild over hele egnen.

Smitten ramte især små børn, og en efter en bukkede de yngste under – en elsket datter, en kær søn, et forgudet barnebarn. Endnu var penicillin ikke opfundet, og alene i Gilbjerg døde syv børn, ligesom også Hejnsvig blev hårdt ramt.   

Sognets ellers barske familielæge Ove Clausen måtte under et sygebesøg – træt og udmattet af overanstrengelse – sætte sig ved køkkenbordet og stille græde af afmagt.

Ole og Anna Katrine Kruse fra den store slægtsgård Godtrumgaard i Gilbjerg gik heller ikke ram forbi. Deres et-årige søn Henning Kruse blev smittet med lungesygdommen og svævede i ugevis mellem liv og død, mens doktor Clausen og familien desperat kæmpede for hans liv.

Som Katrine fortvivlet skrev:”Det har ikke set saadan ud i Hejnsvig Sogn siden den spanske Syge, med Sygdom iblandt mindre Børn …  Men Lægen kommer 2 Gange hver eneste Dag … Vi vaager endnu hver eneste Nat med Damp ved lille Henning.”

Da feberen steg til sit højeste, måtte doktor Clausen forberede familien på, at Henning måske ikke ville overleve natten. Den lørdag gik tiden i stå –  frosset fast i familiens erindring. En dag, Katrine for tid og evighed gemte i sit hjerte:”… den Lørdag han var ringest – ja da var der Bud efter ham … jeg glemmer aldrig den Dag. ” 

Ved et mirakel klarede den lille Henning fra Gilbjerg sig igennem …

Ud af en slægt af ranke bønder skulle Peter Henning Kruse – for hàm var det – senere i et livslangt virke gå forrest og betræde nye stier som en dynamisk foregangsmand.

Lad os da endnu engang tage tilbage i tiden til tirsdag den 24. juli 1934, hvor solen fra morgen til aften skinner over Godtrumgaard og sender sine stråler ind gennem de små vinduer som gyldne broer af lys.

Ole Kruse havde overtaget gården omkring den 1. verdenskrig. En stor, firlænget gård med hvidkalkede længer og en gårdsplads med brønden et par favne fra stuehuset og et trætrug til vanding af heste og kreaturer. I bekvem nærhed af stalden en mødding med snadrende gæs og ænder og hanen, der sender sit gjald mod den blå sommerhimmel.

Netop den dag kommer Henning til verden som den yngste af søskendeflokken på fire, og naboer, familie og venner strømmer til fra nær og fjern for at lykønske med den lille.

25 år senere blev bondeknøsen – ordholdende, uden svig og solidt forankret i vestjysk bondemuld – gift med sit livs Mona og overtog samtidigt den fædrene ejendom. Med tiden udviklede de en af Hejnsvigs største gårde til et mønsterlandbrug, og på Godtrumgaard kunne alle føle sig velkomne. Altid hjerte- og husrum og ekstra plads ved bordet til den, der uventet dukkede op. En nabo, en forretningskunde eller en forhutlet vagabond – ingen bankede forgæves på deres dør.

Henning Kruse blev i årenes løb betroet en lang række tillidsposter. Lige hjemmevant færdedes han på de bonede gulve til pindemadder og boblevand i AU/MLU Forsikrings – senere Topdanmarks – direktionslokaler, til møder som medlem af Kjøbenhavns Handelsbanks Tilsynsråd som til kaffe-slabberas og æblekage hos Maren i kæret.

Også som hegnsynsmand skulle han få brug for sine rige evner som mægler og brobygger i nabostridigheder krydret med alskens ævl og kævl.

Med et hjerte, der bankede for sognets børn og unge, tog Henning som leder, mentor og træner sig kærligt af generationer af Hejnsvigs yngste og fulgte dem i medgang og modgang et langt stykke henad livets landevej.

Tillad denne artikels forfatter at løfte lidt af sløret fra dengang. For 60 år siden kantede jeg mig ind i den gamle skoles gymnastiksal i Hejnsvig, hvor der med Henning som træner blev spillet bordtennis i KFUM-regi til den helt store guldmedalje.

Jeg mødte en verden af tillid og hjertevarme i et forjættet land, hvor Henning gavmildt gav plads til alle – ingen blev vraget. Altid tillidsfuld og lydhør skabte han et fristed, der bogstaveligt talt emmede af fællesskab, nærvær og tryghed.

Her oplevede Hejnsvigs børn og unge de første sejre på livets bane, hvad enten Henning betroede os at opstille bordtennisborde, at gøre rent, holde opsyn eller tog os med til klubkampe og stævner i det vestjyske.

Selv nu mange årtier senere tager gamle Hejnsvig-drenge fra dengang – i dag seje bedstefædre på pension – fra tid til anden ned af Memory Lane tilbage til uforglemmelige stunder med deres legendariske mentor.

Også i kirken og Indre Mission har Henning i årevis været med i front. En søndagsskole-lejr i Indre Missions regi bragte ham og hustruen Mona på bølgelængde for første gang som store  børn.

Som sin elskede livsledsagerske og bedste kammerat gennem 60 år har han nydt hendes opbakning og uvurderlige støtte som familiens omsorgsfulde bagland og samlingspunkt. De er velsignet med en børneflok på fem, 15 børnebørn og et oldebarn.

I 1991 overtog sønnen Ole Kruse den gamle slægtsgård – endnu ikke fyldt 30 år – og Godtrumgaard har efterhånden været i Kruse-slægtens eje i mere end 100 år.

En rød tråd gennem Hennings liv har været en dyb respekt for andre, og på smukkeste vis har han levet op til kaldet om at behandle medmennesker ordentligt og anstændigt. Aldrig har der været noget med os – eller dem.

En hædersmand med tid til at stoppe op, snakke, lytte og give et smil tilbage – også med kammersjukkerne fra samfundets skyggeside. Engang på sygehuset faldt han i en timelang snak med en ensom og lidt bedugget patient, der gerne ville sikre sig, at de to senere fik taget behørigt afsked – og derfor tog hans trøje med som pant.

Uden at lefle har den gamle bondekæmpe forenet et livslangt og frodigt virke med samfundssind og fine menneskelige kvaliteter. Med mod og vilje til at komme andre fordomsfrit i møde – at blive andres næste – har han formået at gøre en forskel og bygge de smukkeste broer mellem mennesker.

Dengang i 1930’erne overlevede den lille dreng fra Godtrumgaard som ved et mirakel den dødelige epidemi af lungebetændelse, der så tragisk hærgede Gilbjerg.

I dag en sand ildsjæl i godhedens tjeneste, der overalt – dus med alle og omgærdet med dybtfølt sympati og respekt – mødes  af mennesker med noget på hjerte eller bare med et fortroligt Dav, Henning …

Vi anvender cookies for at sikre at vi giver dig den bedst mulige oplevelse af vores website.
Hvis du vælger ikke at aktivere cookies, fungerer siden ikke optimalt, angiv dit valg til højre.

Cookie indstillinger

Nedenfor kan du vælge hvilke typer cookies du vil tillade fra hjemmesiden, klik på "Gem cookie indstillinger" for at angive dit valg.

Funktions cookiesSiden benytter funktions cookies, disse er nødvendige for at siden fungerer.

Analytiske cookiesSiden benytter analytiske cookies, således at vi kan analysere besøg, og optimere hjemmesiden.

Social mediaSiden benytter ikke social media cookies.

ReklameSiden benytter ikke reklame relaterede cookies.

AndreSiden benytter 3 part cookies, bla. til funktionalitet af siden, der bliver ikke gemt personlige informationer.