Indlagte børn får digitalt besøg af hospitalsklovnene under coronakrisen

PR-Foto: Danske Hospitalsklovne

Coronakrisen har sat en midlertidig stopper for Danske Hospitalsklovnes besøg på landets børneafdelinger. I stedet spreder de nu klovnemagien ad digitale veje i en svær tid, hvor mange syge børn i højere grad end normalt er isoleret fra omverdenen – på en hospitalsstue eller i eget hjem.

Selvom hospitalsklovnene ikke kan være fysisk sammen med de indlagte børn, vil de fortsat sprede glæde, adspredelse og smil skriver de i en pressemeddelelse.

Danske Hospitalsklovne har derfor igangsat en række digitale indsatser for at være der under coronakrisen på nye måder:

  • Klovnekanalen: et børneunivers på YouTube fyldt med finurlige videoer og historier
  • Facebook Live: mandage og onsdage kl. 14 kan børnene (og deres familier) møde en hospitalsklovn live. Her kan de chatte, lave historier, danse og komme med ønsker og idéer til klovnene.

Følg indsatserne på Danske Hospitalsklovnes Facebook-sideInstagram og YouTube.

Sebastian møder sine klovnevenner online
Sebastian på 13 år er et af de børn, som i dag har glæde af klovnene online. Han kender flere af dem fra Aarhus Universitetshospital, hvor han var indlagt under sit kræftforløb.

– Det betyder vildt meget for mig, at jeg kan se, skrive og snakke med klovnene, selvom der er corona. Klovnene kommer ligesom næsten helt ind i mit værelse. Jeg har været med i et liveshow sammen med Baroli. Det var sjovt og en helt speciel oplevelse. Baroli og de andre klovne var de vigtigste for mig på sygehuset, da jeg var syg med kræft. Selv på de allerdårligste dage kunne klovnene altid få mig i godt humør. Det kan de stadigvæk, fordi jeg kan se dem online, fortæller Sebastian.

Danske Hospitalsklovne udvikler løbende på det digitale indhold, og erfaringen med den virtuelle tilstedeværelse vil forhåbentlig – når Danmark åbner op igen – komme mange børn på landets hospitaler og i børne/unge psykiatrien til gode.

Danske Hospitalsklovne har modtaget økonomisk støtte fra Ole Kirk’s Fond, TrygFonden og Pfizer til at igangsætte de digitale indsatser.