Bülows Hjørne: Et rovmord – og en skæbnehistorie fra Grindsted

Af: Louis Bülow

Midt i 1990’erne flyttede en nyuddannet edb-mand med drømme og forhåbninger i bagagen ind i en lejlighed indrettet på en landbrugsejendom i Filskov tæt ved Grindsted. Den unge mand – Allan Toft Dideriksen – havde netop landet sit drømmejob og var blevet ansat som edb-programmør på Lego i Billund kun få kilometer derfra.

Allan Toft Dideriksen kom til Grindsteds flade hedesletter fra Ringkøbing i det vestjyske med de mange idylliske søer, fjorde og klitplantager. Han havde haft en dejlig opvækst i trygge kår som ældste søn i en søskendeflok på tre og var en opvakt knægt. En sød, glad og harmonisk dreng, kærlig og altid parat til at give et knus og et klem, som hans moster senere fortalte om ham.

Han havde mange talenter og allerede tidligt viste han stor interesse for edb og data. Som purung var han en fremragende skakspiller, og han imponerede på atletikstadion, hvor han i flere år var med på fødebyens divisionshold.

Efter matematisk studentereksamen i 1992 søgte han ind og blev optaget på EDB-Skolen i Esbjerg, hvor han tog afgangseksamen som datamatiker. Kort tid efter tog han det første skridt op ad karrierestigen, da Lego kaldte.

På et tidspunkt traf han den polske pige Dorota, og inden længe giftede de sig og flyttede sammen i lejligheden i Filskov. I en avisartikel kunne udlejeren fortælle, at ”der var aldrig problemer med dem. De betalte lejen til tiden og virkede glade for hinanden.”  En af kollegaerne på Lego fulgte op og fortalte om dengang, Allan med stolthed præsenterede Dorota ved et gløggselskab. Og da han med røde kinder fortalte om deres første juleaften sammen i Polen.

Ellers levede og åndede Allan for sit arbejde i edb-afdelingen på Lego. Som en af vennerne fortalte:”Han gik fantastisk meget op i sit job og arbejdede tit over. Og når han kom hjem, kastede han sig over sin hjemmecomputer.”

Efter at have boet et par år på ejendommen i Filskov besluttede Dorota og Allan at flytte ind i en to-værelses lejlighed i Grønningen i det nærliggende Grindsted. Hans interesse for atletik var stadigt intakt, og i Grindsted fik han gode muligheder for at dyrke løbetræning med lokale ligesindede.

I foråret 1999 gennemførte Lego en massiv fyringsrunde på virksomheden i Billund, og Allan var blandt de mange, der dengang fik sparket. Allerede i august samme år fandt han dog et nyt arbejde i firmaet White Tech i Allerød på Sjælland.

Hans nye arbejdsgiver skaffede ham et værelse i Virum i København, og derefter kunne han nøjes med at køre til Grindsted hver fredag. Det betød også, at han kun var hjemme hos Dorota i lejligheden i Grønningen i weekenden.

Det tærede på dem begge, og efterhånden blev det stadigt sværere for det unge par i Grindsted at få familie- og arbejdsliv til at hænge sammen, og de besluttede at gå fra hinanden. Dorota flyttede ind i et hus tæt ved i vestbyen i Grindsted, og skilsmissen faldt endeligt på plads i oktober 2000.

Vi skruer tid og sted tilbage til fredag den 24. november 2000 kl. 19,33, hvor Allan Toft Dideriksen netop har lagt sidste hånd på en større projektopgave og kan logge af sin pc på arbejdspladsen i Allerød. Kort tid efter begiver han sig ud på sit livs sidste køretur hjem til Grindsted, en strækning på 300 km. På bilturen hin skæbnesvangre fredag aften beslutter Allan på et tidspunkt at gøre holdt på en øde rasteplads nær motorvejen ved Ringsted.

Dagen efter lørdag formiddag kontakter en jogger fra lokalområdet politiet, da han i et sommerhusområde ved Svenstrup Strand nær Storebæltsbroen har bemærket en større blodpøl ved en blå Nissan Almera, der ser ud til at være kørt fast i sandet ved stranden.

Politiet finder liget af den myrdede Allan Toft Dideriksen kun 50 meter fra bilen liggende i vandkanten, slæbt ned til vandet af sine mordere. Han har fået flere voldsomme slag i baghovedet med et stumpt instrument, har været udsat for brutale stranguleringsforsøg, og fodspor afslører, at mindst to har været med til at slæbe liget.

Det bestialske drab giver genlyd over hele landet og trækker store overskrifter i landets aviser og medier. De Bergske Blade kører en lang artikelserie, og allerede onsdag den 6. december kan politiet fremstille tre unge mænd fra Litauen i et grundlovsforhør i retten i Slagelse, sigtet for drabet på den 27-årige edb-programmør fra Grindsted.

Ifølge litauernes egne forklaringer står de på lur den fredag aften og slår ham ned med en hjulnøgle, så han falder blødende sammen foran rastepladsens toiletbygning. Vi manglede penge, derfor besluttede vi os for at slå manden ned, forklarede de.

De tager hans nøgler, hans tegnebog med kr. 250 og stuver den bevidstløse mand om i bagegerummet i hans egen bil. Derefter kører de for at finde et afsides beliggende sted og ender på et tidspunkt ved Svendstrup Strand, hvor de gør holdt.

Med deres ord:”Manden var i live, da vi åbnede bagagerummet. Han bevægede sig, jeg kan ikke huske, om han selv kravlede ud af bagagerummet …  vi tog et stykke tøjsnor og viklede om hans hals og strangulerede ham. Da der stadig kom lyde, var vi to om at trække i hver side af snoren. Derefter smed vi ham ud i vandet og forsvandt.”

Litauerne er få dage inden grundlovsforhøret blevet pågrebet og sidder varetægtsfængslet, efter at de havde overfaldet en anden bilist ved selvsamme rasteplads. Da han forlod toiletbygningen, slog de ham ned og stak af med et udbytte på 70 kroner. Offeret nåede at se, at voldsmændene kørte i en litauisk-indregistreret gammel, blå BMW og gav oplysningen videre til politiet.

De samme tre litauere havde under en afstikker til Sverige den 19. november – kun 5 dage før mordet på Allan – overfaldet en 65-årig svensker, fordi de var løbet tør for penge. Den ældre mand blev slået ned og efterladt svinebundet på hænder og fødder i det aflåste bagagerum i hans bil på en øde skovvej. Han blev først fundet to uger senere, død af sult, tørst og kulde.  

Ved Retten i Korsør blev de tre litauere i august 2001 idømt fængsel i henholdsvis 16 år, 16 år og 8 år for mordet på Allan Toft Dideriksen. Efter gældende regler ville de to hovedmænd blive løsladt 9 år og 4 måneder senere.

Da meddelelsen om Allans tragiske skæbne nåede til Grindsted, knugedes det midtjyske lokalsamfund af sorg, vemod og triste tanker, mens flagene gled på halv stang.

Tilbage stod mindet om et ungt og velbegavet menneske med en strålende fremtid foran sig – en højtelsket søn og storebror, en god ven og kammerat, en inspirende arbejdskollega …

Vi anvender cookies for at sikre at vi giver dig den bedst mulige oplevelse af vores website.
Hvis du vælger ikke at aktivere cookies, fungerer siden ikke optimalt, angiv dit valg til højre.

Cookie indstillinger

Nedenfor kan du vælge hvilke typer cookies du vil tillade fra hjemmesiden, klik på "Gem cookie indstillinger" for at angive dit valg.

Funktions cookiesSiden benytter funktions cookies, disse er nødvendige for at siden fungerer.

Analytiske cookiesSiden benytter analytiske cookies, således at vi kan analysere besøg, og optimere hjemmesiden.

Social mediaSiden benytter ikke social media cookies.

ReklameSiden benytter ikke reklame relaterede cookies.

AndreSiden benytter 3 part cookies, bla. til funktionalitet af siden, der bliver ikke gemt personlige informationer.