Dansk Outlet åbner butik nr. 28 i Grindsted

Christian Bliksby og Jane Bakkensen - Foto: René Lind Gammelmark

Åbningen af Dansk Outlets butik på Vestergade 13 i Grindsted har måttet udskydes grundet Corona-situationen, men nu er butikken endelig klar til at åbne dørene for købelystne tilbudsjægere. Butikken åbner d. 28. maj og åbningsfesten strækker sig over hele 5 dage med udvidede åbningstider.

Om under to uger kommer der endelig nyt liv i de gamle Rema-lokaler på Vestergade 13, som har stået tomme i 2 år. Det sker når Dansk Outlet slår dørene op til 900 m2 med tøj, sko og accessories til hele familien skriver Dansk Outlet i en pressemeddelelse.

Forberedelsesperioden til butikken i Grindsted blev lidt længere end normalt. Åbningsfesten skulle oprindeligt løbe af stablen i slutningen af april, men grundet nedlukningen af landet, blev denne dato udskudt til 28. maj.

Åbningen af butikken bliver da også lidt anderledes end normalt, grundet omstændighederne. Indehaverne af den nye butik, ægteparret Christian Bliksby og Jane Bakkensen, som også står i spidsen for Dansk Outlet Tarm, er dog sikre på, at Grindsted og omegn nok skal møde talstærkt op for at få fyldt indkøbsposen.

“Vi har valgt at lave nogle nye tilbud hver dag, så vi får spredt folk lidt ud efter interesse, og så har vi desuden en vagt på, som sikrer, at der ikke kommer flere ind, end der må. Så vi forventer egentlig en super god åbningsfest over flere dage med masser af gode tilbud og en masse glade kunder, men spredt godt ud og i et stille og roligt flow, så alle kan være trygge ved at handle,” fortæller Jane Bakkensen.

Ekstra forholdsregler
Åbningen holdes over hele 5 dage med udvidede åbningstider for at sikre, at der kan holdes god afstand mellem kunderne. Trods de mange forholdsregler, forventer direktør for Dansk Outlet, Nicolai Nørskov, dog stadig, at det bliver et brag af en åbningsfest.

“Vi tager vores kunders sikkerhed meget alvorligt, og derfor tager vi naturligvis også ekstra forholdsregler, når vi åbner butikken i Grindsted. Når det er sagt, så kan de fremmødte kunder forvente fuldt ud lige så mange knivskarpe tilbud, som vi har haft til andre åbninger. Forhåbentlig får endnu flere kunder endda mulighed for at benytte sig af dem, fordi vi spreder åbningsfesten over flere dage. Vi vil i hvert fald gøre vores til, at det stadig bliver et brag af en åbningsfest,” lyder det fra Nicolai Nørskov.

Åbningsfesten skydes i gang med kø-tilbud fra kl. 8.00 torsdag d. 28. maj og varer til og med 2. pinsedag, d. 1. juni. Der stilles naturligvis stande med sprit op og sikres, at der ikke er for mange kunder i butikken ad gangen, så alle kan handle trygt