Bülows Hjørne: Mogens Høirup fra Grindsted Kost- og Realskole – skolebestyrer og sand pionèr

En af Høirups gamle elever Bent Eilertsen, der senere blev chefredaktør, har fortalt om den mørke besættelsesdag, hvor det triste budskab om den populære realskolebestyrers arrestation i Grindsted bredte sig som en løbeild:”Ingen ventede at se ham mere. Neuengamme var dengang en af livets endestationer, hvortil der ikke gaves returbillet, men Høirup og med ham mange andre overlevede gudskelov alle rædsler og kom med en sygetransport til Sverige.”

Eilertsen var med til at tage imod, da Mogens Høirup mærket på liv og sjæl vendte tilbage til Danmark ved befrielsen i maj 1945. Læreren og hans gamle elev så hinanden lidt an og mindedes hede diskussioner i klasseværelset – hvorefter Høirup med et glimt i øjet medgav sin unge ven: Du havde sgu’ ret, knægt. Man vender ikke den anden kind til selve Fanden …

Karen og Mogens Høirup ved befrielsen i Grindsted maj 1945- Kilde Frihedsmuseets Modstandsdatabase

Tre år tidligere havde den 35-årige Mogens Høirup sagt farvel til sit arbejde som lærer på Frederikshavns Private Mellem- og Realskole for at tage til Grindsted og blive skolebestyrer på Grindsted Kost- og Realskole. Skolen blev stiftet helt tilbage i 1902 og havde med sin centrale beliggenhed et stenkast fra torv og hovedstrøg og de flotte bygninger igennem mange årtier sat sit præg på lokalsamfundet i Grindsted.

Som skolebestyrer var han en karismatisk og fremsynet og bredt anerkendt som skolepionèr og banebryder. Han gik altid nye veje og ragede op som et fyrtårn i det skolepolitiske landskab.

Undervisning måtte aldrig blive synonymt med gold og glædesløs indlæring, og Mogens Høirup udviklede nye måder at arbejde og tænke på. Som han sagde:”For os er børnenes skolegang ikke blot en række tørre tal på et eksamensbevis … Vi prøver at få eleverne til at forstå, at i den samfundsordning, vi tilslutter os, findes der love, alle må adlyde … Vi prøver allerede her at lære børnene, at skolen i sig selv er et lille samfund …”

På Grindsted Kost- og Realskole iværksatte han en række initiativer, hvor der blev sat fokus på større selvdisciplin mellem børnene. Med oprettelsen af såkaldte Elevdomstole kunne elever fra de ældste klasser dømme kammerater, der havde overtrådt de vedtagne regler på grov vis. Ældre elever overtog som gangdukse en del af skolens og lærernes myndighed ved at erstatte frikvarterernes faste lærertilsyn på legepladsen.

I sangtimerne tog han tidligt et nymodens teknologisk påhit som båndoptageren i brug i undervisningen, ligesom han stod bag etableringen af de velkendte skolepatruljer. De holdt orden, fulgte elever på vej ud og hjem og blev knyttet til Grindsted Jernbanestation for at overvåge, at ingen elever sprang på eller af toget, når det kørte.

Med Mogens Høirups ord:”Det er selvfølgeligt lettest for skolen at erklære, at når eleverne er udenfor skoleporten, er skolens ansvar sluttet, men vi holder på, at skolevejen hører med til skoletiden, og derfor prøver vi også at føre kontrol her.”

Som engageret skolelærer og underviser af hjertet forstod Mogens Høirup i sjælden grad at vinde elevernes tillid og vække deres interesse. Dertil kom en imponerende boglig viden og respekt og kærlighed til musik, historie og kultur, som han på god og kreativ vis fik formidlet videre.

En tidligere elev har beskrevet ham som en elsket rollemodel og et forbillede, som eleverne forgudede og fulgte i tykt og tyndt. I gymnastiksalen brillerede han som fremragende gymnast, i

svømmehallen var han hurtigst af alle i vandet, på stadions græstæppe  tryllede han med fodbolden, og i musikundervisningen spillede han violin med en intens virtuositet, der overgik selv datidens store stjerne Wandy Tworek.

Skolens bærende pædagogiske principper i fordums dage hed udenadslære, streng disciplin og spanskrør, og med nidkær grundighed terpede lærerne dengang katekismus, bibelhistorie og salmevers ind i børnenes hoveder sammen med remser af kongerække, hovedstæder og floder.

For Mogens Høirup derimod var lærergerningen et kald, en passion der rakte langt ud over skoledagen. Han havde sans for mening i undervisningen og lyste op i skoletidens trængsler, hvor han tog hånd også om dem, der kom fra vanskelige kår, mistrivedes og havde det svært.

I forbindelse med en historietime om stormagten Nazityskland gik èn af eleverne langt over stregen med larm og uro bagerst i klasseværelset. Han blev flere gange kaldt til orden, men lige lidt hjalp det. Da mistede Mogens Høirup langt om længe tålmodigheden, kaldte uromageren op til katedret og lagde med bestemt mine an til at gøre brug af spanskrøret.

Selv om det nok aldrig var blevet til handling, kiggede knægten alligevel noget forsagt op på sin lærer og fik fremstammet: ”Hvad kalder De dèt her, Høirup ? Er det ikke en stor, stærk stats overfald på en lille ?”

Mogens Høirup brast i en høj latter, kylede spanskrøret tilbage i katederskuffen med ordene: ”Du har ret, og du skal slippe, hvis du så vil holde mund.”

Selv om Mogens Høirup var en blændende underviser, missede det en sjælden gang at fange alles fulde opmærksomhed. I en historietime stillede han engang et ret så enkelt spørgsmål til èn af klassens piger: Hvornår døde Struense ?

Pigen fik et ganske følelsesladet udtryk i øjnene, da hun svarede: Struense – Gud, jeg anede ikke, han var død.

Høirup var en ganske suveræn fortæller, og som ingen andre kunne han berette om historiens store dramaer. I historietimerne fik han nænsomt gelejdet sine elever ind i 2. verdenskrig og det nazistiske inferno af barbari uden sidestykke i verdenshistorien med KZ-lejre og udryddelsesfabrikker, der myrdede løs.

Uden blusel stjal han undervisningstid fra de puniske krige, den franske revolution og Christian den Fjerde, der alle pænt måtte afvente deres tur.

Mange år efter Mogens Høirups død i 1956 kun 49 år gammel skrev èn af hans elever fra dengang Bent Eilertsen i Frederikshavns Avis en klumme Kan du huske ? om en jubilæumsfest for tidligere elever på deres elskede skole:

”Et navn dukkede ofte op – Mogens Høirup, skolens højt elskede og meget beundrede førstelærer, hvis timer står uforglemmelige i erindringen …”

Mogens Høirup – Kilde: Frihedsmuseets Modstandsdatabase og Billund Museum

Vi anvender cookies for at sikre at vi giver dig den bedst mulige oplevelse af vores website.
Hvis du vælger ikke at aktivere cookies, fungerer siden ikke optimalt, angiv dit valg til højre.

Cookie indstillinger

Nedenfor kan du vælge hvilke typer cookies du vil tillade fra hjemmesiden, klik på "Gem cookie indstillinger" for at angive dit valg.

Funktions cookiesSiden benytter funktions cookies, disse er nødvendige for at siden fungerer.

Analytiske cookiesSiden benytter analytiske cookies, således at vi kan analysere besøg, og optimere hjemmesiden.

Social mediaSiden benytter ikke social media cookies.

ReklameSiden benytter ikke reklame relaterede cookies.

AndreSiden benytter 3 part cookies, bla. til funktionalitet af siden, der bliver ikke gemt personlige informationer.