Bülows Hjørne: Pastor Olesen fra Sdr. Omme – og hans fader den muntre biskop

Vi skruer tid og sted tilbage til 1930’erne til Vedersø Præstegård i det vestjyske mellem idylliske søer, fjorde og klitplantager. Digterpræsten Kaj Munk havde sammen med Lise Munk besluttet at tage turen 70 kilometer sydpå til det lille landbosamfund Sønder Omme for at høre sognepræsten Poul Olesen prædike i sognets gamle kirke fra 1100-tallet – i folkemunde kaldt Lange Maren.

Lise og Kaj Munk tog den lille datter Yrsa med til Sønder Omme Kirke, hvor de kom til at sidde inderst på kirkebænken. Yrsa var naturligt nok træt efter den lange køretur, og midt under pastor Olesens prædiken faldt hun i en dyb søvn. Der gik ikke lang tid, førend den lille pige begyndte at snorke højlydt til megen moro for de andre kirkegængere.

Med Lise Munks ord: ”… jeg turde ikke rejse mig og gå ud med hende. Så begyndte hun måske at græde, og det ville da være endnu mere pinligt, så jeg blev siddende med den snorkende Yrsa.”

 Ud på aftenen nåede familien Munk tilbage til Vedersø Præstegård. Kaj Munk skrev samme aften et brev til pastor Olesen for at beklage, at Yrsa havde været til gene i kirken med sin snorken – og tilføjede så med et lunt glimt i øjet: Yrsa snorker kun, når det er Tidehvervs-præster, der prædiker!

Endnu ikke fyldt 30 år var biskoppens søn fra Ribe Stift Poul Olesen med sin hustru Kirsten Marie og den lille søn Andreas i 1922 flyttet til det midtjyske for at tiltræde som sognepræst i Sønder Omme.

Poul Olesen blev født i 1893 i Gaarslev som søn af den navnkundige teolog Oluf Olesen, berømt over det ganske land som biskop i Ribe Stift, der omfattede sogne helt fra Ringkøbing i nord til grænsen mod Tyskland i syd. Biskop Olesen var således i 1920’erne gejstligt overhoved for såvel digterpræsten fra Vedersø Kaj Munk som sønnen i Sønder Omme.

Det tør siges, at Poul Olesens barndomshjem bogstaveligt talt emmede af kærlighed, nærhed og tryghed og dannede rammen om en vidunderlige barndom og opvækst. Bag biskoppens barske ydre gemte sig et varmt menneske, jovial og slagfærdig – en spasmager af Guds nåde.

Som dengang i september 1926, hvor Kong Christian X og Dronning Alexandrine deltog i Ansgar-festlighederne i Ribe. Den statelige konge og biskop Olesen talte fortroligt sammen i Domkirken, da Christian X fik øje på nogle soldaterveteraner, der stod opmarcheret i koret: – Jeg tror, jeg går hen og giver en kur, sagde kongen. Med et lunt glimt i øjet replicerede biskoppen bramfrit: – Ja, så tror jeg, at jeg imens går over og gør kur til dronningen!   

Eller da menighedsrådet i landsbyen Hejnsvig ikke langt fra Sønder Omme i 1922 troppede op i bispegården i Ribe for at få biskoppens godkendelse af en kandidat som sognets præst. Biskop Olesen havde sin helt egen mening om den sag, da kandidaten var kendt som en impulsiv herre, der engagerede sig i alt, stort som småt.

Da Hejnsvig-folkene stædigt stod fast, udbrød biskoppen:”Hvis I absolut vil have en ”fussi-fare-rundt-i-fejeskidt”, så skal I også få ham!”

Engang afbrød en beruset tilhører ved et stort Blaa Kors-friluftsmøde Oluf Olesens prædiken, da han i opløftet stemning brølede: Længe leve pastor Olesen! Olesen reagerede prompte med at strække begge arme højt i vejret og med et stort smil råbe: Hurra, hurra, hurra …

En anden gang blev biskoppen budt på kaffe og kage hos en af sognets ældre damer. Beæret over det fine besøg fik hun fremstammet: Nu håber jeg og tror da også, at kaffen er god. Hvortil biskoppen svarede: Kære lille De, her gælder hverken håb eller tro – kun bønner!      

Eller dengang biskop Olesen blev ringet op af en mand, der skulle have fat i det lokale bilvaskeri og bad biskoppen komme hen og vaske hans vogn. Dèt mente biskop Olesen nok, han kunne påtage sig, dog ikke på stående fod, da han netop skulle over i Domkirken for at vie et brudepar.

Endeligt historien om dengang, biskop Olesen blev ringet op af Ribes elegante stiftsamtmandsinde, der spurgte, om bispinden var til stede. – Nej, det er hun desværre ikke, svarede Olesen, bispinden er på besøg hos smedinden …  

Ved en gudstjeneste i en stuvende fyldt kirke i Skjern engang i 1930 afsluttede biskop Olesen – mærket af sygdom – sit livs sidste prædiken med ordene:”Jeg hader døden — men jeg skal aldrig dø. For lige i det øjeblik, jeg drager mit sidste suk, gaar forhænget til side. Og saa er jeg hjemme. Hjemme hos Gud. Amen”.

Oluf Olesen døde i april 1930, 69 år gammel, men hans underfundige sans for humor og kvikke replikker gik i arv til sønnen Poul. Det fortælles således, at Poul umiddelbart før sit bryllup med Kirsten Marie blev kaldt ind til sin fader: ”Nå, Poul, hvilke salmer har du så tænkt dig, at vi skal synge ved dit bryllup?”

Poul lagde ansigtet i alvorlige folder og svarede:”Jo, far – før vielsen skal vi synge Det koster mer, end man fra først betænker. Efter vielsen vil jeg gerne have Tålmodighed behøves. Og til sidst Herre, jeg har handlet ilde. – Nå, sagde den biskoppelige fader, Så tror jeg, at jeg vil tale over ordet Herre, tilgiv dem, thi de ved ikke, hvad de gør.”

Som en markant stemme indenfor Tidehvervs-bevægelsen blev pastor Olesen set som en sand stridsmand for Vorherre, om hvèm der stod megen blæst. Helt tilbage i 1920’erne rejste han land og rige rundt til kirkelige arrangementer og debatmøder, hvor han samlede mange tilhørere til sine foredrag og prædikener.

Allerede dengang blev han beæret med karrikaturtegninger i samtidens aviser som en streng og ideologisk kriger. Altid immun overfor sværmerisk missionshustale og billig portvin – aldrig til salg for det lunkne, det valne.

Under den tyske besættelse så langt de fleste passivt til fra sidelinjen – kun ganske få havde modet til at trodse Gestapo. Blandt dem pastor Olesen, der lokalt var med i det illegale arbejde og således med til at sikre, at Danmark kom ud af krigen på de Allieredes side. Efter befrielsen nedtonede han beskedent sin egen rolle og talte kun sjældent om sin indsats i modstandskampen.

Igennem fire årtier år øvede pastor Olesen sin præstegerning som et kald, en passion i godhedens tjeneste, hvor han gik forrest og banede nye veje for lys og forandring i det lille lokalsamfund, flyttede hegnspæle og nedbrød skel og skranker.

Han kendte sit sogn ud og ind, havde været i hvert eneste hjem i Sønder Omme i glæde og sorg, havde døbt og konfirmeret langt de fleste, viet mange af dem og begravet forældre og slægtninge.

Som et fyrtårn skulle pastor Olesen fra 1922 til 1963 rage op som en højt respekteret præst, vejleder og mentor for generationer af sognebørn. Han sov stille ind i juli 1982, 89 år gammel – en dag, der fyldte Sønder Omme med sorg, vemod og triste tanker men også med taknemlighed over alt det, den gamle præst havde givet …

Vi anvender cookies for at sikre at vi giver dig den bedst mulige oplevelse af vores website.
Hvis du vælger ikke at aktivere cookies, fungerer siden ikke optimalt, angiv dit valg til højre.

Cookie indstillinger

Nedenfor kan du vælge hvilke typer cookies du vil tillade fra hjemmesiden, klik på "Gem cookie indstillinger" for at angive dit valg.

Funktions cookiesSiden benytter funktions cookies, disse er nødvendige for at siden fungerer.

Analytiske cookiesSiden benytter analytiske cookies, således at vi kan analysere besøg, og optimere hjemmesiden.

Social mediaSiden benytter ikke social media cookies.

ReklameSiden benytter ikke reklame relaterede cookies.

AndreSiden benytter 3 part cookies, bla. til funktionalitet af siden, der bliver ikke gemt personlige informationer.