Bülows Hjørne: brev til Fars Dag den 5. juni

  • Kære Far …”

For 100 år siden kom to tvillingebrødre til verden i små kår som de yngste i en stor søskendeflok i Esbjerg i det vestjyske. Under stor virak og festivitas stod den beskedne lejlighed på den anden ende, og naboer, familie og venner strømmede til fra nær og fjern for at lykønske de glade forældre med deres små nyankomne.

Den éne af tvillingerne – det var dig, far …
Konturerne af et fjernt erindringsgsbillede fra en råkold forårsdag engang i 1960’erne toner frem. Vi er tilbage på en smuk kirkegård i det sydfynske, hvor vi brødre netop har stedt vor mor til hvile i et væld af grønne farver, blomster og dufte til vindens blide hvisken.

Det er en dag fyldt med sorg og triste tanker – men også en dag fyldt med taknemlighed over alt det, vor mor har givet. Vi står nu tilbage og skutter os i forårskulden, mens vi vemodigt reflekterer over hendes tragiske skæbnehistorie. Uvægerligt søger tankerne tilbage til det menneske, der har fået hende til at give op.

Det var også dig, far …
For vor lille familie i den almennyttige lejlighed på tredje sal i Ingemanns Allé i Esbjerg skal et par skæbnesvangre efterårsdage i november 1953 blive dage, der for altid griber ind i dét liv, vi kendte.

En af politiets gamle kendinge, en hærdet kriminel, fremstilles den torsdag i november 1953 i et åbent grundlovsforhør for Retten i Esbjerg, sigtet blandt meget andet for et groft røverisk overfald på en lokal blystøber natten til tirsdag to dage tidligere.

Brødbetynget og klatøjet med daggamle skægstubbe efter flere ugers drukturné på snuskede slyngelstuer og beverdinger erklærer voldsmanden sig med rusten stemme skyldig i alle anklageskriftets punkter, mens han uroligt lader blikket flakke fra dommer til anklager.

Den forhutlede voldsmand – det var også dig, far …
Du er inkarneret sømand, og med alle farver på paletten kan du sætte fut i fejemøjet på det lokale stamværtshus og som ingen andre fortælle historier, skrøner og eventyr om havets magi og livet på de syv verdenshave.

Men i retslokalet må du lavmælt forklare, at du og din vante svirebroder som så ofte før er taget på druk og vulkaner i selskab med blystøberen, der den famøse tirsdag optræder som glad giver.

Umiddelbart før nattelivet i Esbjergs minefelt fuser ud, og værtshusene lukker og slukker, begiver I Jer videre ned til Fiskerihavnen og ombord på fiskekutteren Rigmor Hjortlund for her at fortsætte drikkeriet. Kun få timer senere beslutter du og din kumpan og med dig som den toneangivende at rulle den ulyksalige blystøber.

Uden videre dikkedarer bliver den festlige soldeturnés godgører brutalt slået ned og frarøvet både pung og tegnebog med sine sidste penge – sølle hundrede og femten kroner.

Senere ud på natten kan du stangdrukken vende tilbage til dine kære og familiens lejlighed i Ingemanns Allé …

Med et infernalsk spektakel raver du rundt mellem væltede møbler, knuste glas og tomme ølflasker i vor raserede stue, der er indsovset i en hæslig dunst af tobakståger, bræk, øl og billig sprut.

– Nu finder du fandme de penge frem, eller også ryger han ud over altanen …”

Dine ord falder som grødet fuldemandsævl men er ment som ramme alvor. Som så mange gange før tilbage i 1950’erne er du gået helt i sort efter flere dages druk-turné.

Som du ynder at gøre, løfter du din lille dreng op i kravetøjet nærmest som et slattent trofæ og vælter ud på lejlighedens altan på 3. sal. Du hiver den grædende purk ud over gelænderet, holder ham op mod den sorte nattehimmel og truer med at give slip for at få mor til at hoste op med de allersidste husholdningspenge.

Mens den bette knejt – og míg er det – fortvivlet klamrer sig til sin mor, har hun kun tilbage at finde pung og penge frem fra gemmerne. Med triumf og hærværksfryd i de slørede øjne falder du omkuld på sengen for at sove din solide brandert ud.

Du har fået ro i sjælen og penge på lommen til allerede tidligt næste morgen at dampe af mod kvarterets nærmeste knejpe og endnu engang drikke dig fra sans og samling. Og det tragiske menageri kan begynde forfra.

Men denne gang skal det gå helt anderledes. Senere hen på natten lyder tunge støvletramp, larm og høje råb i den tre-etagers opgang i Ingemanns Allé, da politiet stormer lejligheden. En flok betjente slår døren ind til entréen, lægger dig i håndjern og slæber dig ned ad tre etagers trapper.

Samtidigt stavrer en bette purk i nattøj med en sort bamse på slæb bagefter i den mørke opgang og kalder grædende på sin far …

Små tre måneder senere afsiger et sydjysk nævningeting i Kolding dom i røverisagen mod dig. Efter 12 timers votering kendes du i januar 1954 skyldig i røveri og idømmes en ubetinget fængselsstraf på to år og tre måneder. Senere i livet skal du komme til at tilbringe flere årtier bag lås og slå.

Ødelagt på liv og sjæl beslutter mor den nat i lejligheden i Ingemanns Allé at sige endegyldigt stop, at føre mig ud af din skygge og bryde den tunge arv, jeg var et produkt af. Hun yder sit livs sidste og ultimative bidrag og afværger familiens tragiske deroute i frit fald mod samfundets bund.

Det havde kostet mor usigeligt mange kræfter at holde sammen på det hele, men for sine drenges skyld stod hun distancen og holdt ud i årevis. Hun havde nu kun tilbage at flygte fra sit mareridt af et ægteskab med dig, der aldrig fik sluttet fred med indre dæmoner, aldrig fik ro i sjælen og styr på sprutten.

Allerede tidligt om morgenen haster hun med mig ved hånden til togstationen i Esbjerg, får fat i en togfører og giver ham en række instrukser.

På den regnvåde perron er det tid til afsked, og jeg slipper mors hånd med et sidste farvel. Med kærlige knus, kram og tårer trillende ned ad de forgrædte kinder trykker hun på knappen til den sociale elevator, der skal bringe mig væk fra dig og i sikkerhed hos min nye plejemor i det lille landbosamfund i Hejnsvig.

En fremtid uden håb var den barske virkelighed for mor, og kun få år senere fik angsten for dig, bristede drømme og knuste illusioner hende til at give op. Hun bukkede under i begyndelsen af 1960’erne, kun 40 år gammel.

Tilbage på perronen den morgen  løfter en togassistent hånden med det runde afgangssignal, en togfører skridter perronen af og fløjter til afgang. Langsomt sætter lokomotivet sig i bevægelse.

Denne særlige togrejse med en oldsag af et bumletog skal blive den vigtigste togrejse i mit liv. En togrejse, der gør, at jeg undgår at blive kasseret og stuvet væk som socialt bundfald på 1950’ernes berygtede børnehjem og opdragelsesanstalter.

Næsten samtidigt mange kilometer derfra står den lokale malermesters ældste datter og skutter sig på den søvnige station i landsbyens udkant. Hensunket i tanker og tætte tobakståger spejder hun ivrigt efter toget, der i et adstadigt tempo duver sig frem gennem landskabet.

Min elskede plejemor i Hejnsvig – Kilde: Privatfoto

Den morgen byder min nye plejemor mig velkommen til et forjættet land i Hejnsvig, hvor der flyder om ikke med mælk og honning så dog med kærlighed, godhed og hjertevarme. Med en altopofrende og betingelsesløs moderkærlighed som urkraft sprænger hun alle rammer for at værne sin lille pode mod livets skyggeside med svigt og fortrædeligheder.

Hele livet lader hun mig byde drømme og forhåbninger op til dans og forvandler selv de tungeste dansetrin til en flot og fejende vals. I barndommens land i Hejnsvig forundes jeg et væld af godhedsøjeblikke og glade erindringsglimt, som jeg senere kan genkalde mig i alle detaljer og gavmildt favner og øser af. I Hejnsvig slår jeg rod, her får jeg hjemme, her hører jeg til …

Louis som dreng i Hejnsvig – Kilde: Privatfoto

Epilog.
Kære far. Du døde for fire årtier siden. For andre var du bare en sølle kriminel og drukmås, for mig var du min far, som jeg stadigt elsker med barnets kærlighed fra dengang. Fuld eller ædru, skæv eller clean. Min tilbedelse kendte ingen grænser.

Men far – dette brev vil blive det sidste, jeg skriver til og om dig. Det er med min tidligste barndom i Ingemanns Allé som med en hundelort: jo mere man pirker i den, jo mere stinker den …

Men jeg skriver brevet for endegyldigt at få ro i sjælen, få sluttet fred med fortidens dæmoner og se min barndoms mareridt i øjnene.

Tilgivelse må Vorherre tage sig af …

Vi anvender cookies for at sikre at vi giver dig den bedst mulige oplevelse af vores website.
Hvis du vælger ikke at aktivere cookies, fungerer siden ikke optimalt, angiv dit valg til højre.

Cookie indstillinger

Nedenfor kan du vælge hvilke typer cookies du vil tillade fra hjemmesiden, klik på "Gem cookie indstillinger" for at angive dit valg.

Funktions cookiesSiden benytter funktions cookies, disse er nødvendige for at siden fungerer.

Analytiske cookiesSiden benytter analytiske cookies, således at vi kan analysere besøg, og optimere hjemmesiden.

Social mediaSiden benytter ikke social media cookies.

ReklameSiden benytter ikke reklame relaterede cookies.

AndreSiden benytter 3 part cookies, bla. til funktionalitet af siden, der bliver ikke gemt personlige informationer.