LEGOLAND er nu åben – 200 stod i kø ved portene for at komme ind

Foto: René Lind Gammelmark

Mandag kl. 13.30  åbnede LEGOLAND portene ind til forlystelsesparken i Billund. Det var en noget anderledes åbning, hvilket skyldes Corona tiltagene.

Udenfor stod omkring 200 personer klar til årets første tur i LEGOLAND, som de i forvejen havde skullet booke via LEGOLANDS hjemmeside.

Normalt åbner forlystelserne med det samme når LEGOLAND er åbent, men til denne åbning var der en time fra portene åbnede til at selve forlystelserne blev åbnet. Her den første åbningsdag var det kun for gæster med sæsonpas, og de skulle som alle andre på forhånd have booket deres besøg. Det gøres for at sikre at der ikke kommer for mange ind i LEGOLAND, hvor der bliver åbnet op for mindre end 10% af parkens normale kapacitet. 1500 havde således fået lov til at komme ind her den første dag, og der vil gradvist blive udvidet hen imod weekenden.

Det var en særdeles glad Christian Woller der tog imod gæsterne ved indgangen, han fortalte at lige nu er LEGOLAND ikke fuldt bemandet, men der vil blive kaldt mere personale ind efterhånden som der bliver brug for det.

De medarbejdere i LEGOLAND der har direkte kontakt med gæsterne bærer blandt andet visir.   

 

Klik på billederne under videoen for at se dem i stor størrelse.