Søstre stærkt ud af coronaen

Lykke og Siv Bertelsen - Privatfoto

Lykke topscorer i 1. div. tennis – Siv løb stærkt i sit første lange baneløb

Sportssøstrene Lykke og Siv Bertelsen fra Grindsted er begge kommet stærkt ud af den lange coronapause skriver Erik Holme Bertelsen i en pressemeddelelse.

Lillesøster Siv, 13, er et stort tennistalent, men coronapausen blev også hendes foreløbige farvel til ketsjersporten. Selv om hun allerede var 1. divisionsspiller og sluttede ubesejret i single i den forkortede indendørs sæson, og selv om hun også var den højest rangerede U14-spiller i Vestdanmark, valgte hun for nyligt at satse fuldt ud på mellem- og langdistanceløb, hvor hun er bedste danske pige i sin årgang.

Hun lagde grundformen ved at vinde alle sine fire starter i seniordameklassen i DGIs Sydvests vintercrossløb suverænt på den lange 7,5 km distance, og i weekenden fulgte sølvmedaljevinderen fra 3.000 m ved de indendørs danmarksmesterskaber for U15-piger op ved at løbe sit livs første 5.000 m løb på bane. Det skete i Esbjerg, og selv om hun med tiden 19.28 min. faktisk løb hurtigere på den samme distance på landevej for mere end et år siden, rykkede hun ind som nr. fire på alle tiders danske rangliste for 13-årige piger i Danmark.

Lykke gav et parti væk – i fire sæt
Dagen før havde storesøster Lykke fået en mere end godkendt start på den nye tennissæson. Den 15-årige 9. klasses elev fra Grindsted har været topscorer for Koldings 1. div. hold, lige siden hun debuterede som 12-årig, dengang som Danmarks yngste divisionsspiller nogensinde. Men efter premiererundens knusende 6-0 hjemmesejr over Aalborg Tennisklub har Lykke for første gang erobret topscorerpladsen for hele divisionen. Ikke så overraskende, da hun uddelte dobbeltæg, 6-0 6-0 i single, og vandt næsten lige så stort i double, 6-1 6-0. Hendes doublemakker vandt sin single med samme cifre, men da Lykke rangerer højere i single, er hun nu topscorer.

Siv debuterer på sjælden distance i historisk løb
Siv debuterer på lørdag på 2.000 m i det sidste officielle løb på Kolding Stadion, som med start i sommerferien bygges om til rent fodboldstadion. Til gengæld er det uafklaret, om Lykke tager en fridag efter sidste skoledag natten før. Hendes træner har givet hende frit valg, da topholdet Kolding ventes at tage endnu en hjemmesejr mod fynske Vester Skerninge på lørdag, selv uden sin topscorer.