Bülows Hjørne: Niels Hjorth – slagteridirektør og industrimatador med hjertevarme

Af Louis Bülow

Ved besættelsen om morgenen den 9. april 1940 blev man også på Grindsted-egnen vækket af et infernalsk spektakel, da tunge tyske transportfly og hurtige jagereskadriller i endeløse formationer passerede byens tage i trætopshøjde.

På denne milde aprilmorgen stod den 31-årige slagteridirektør Niels Hjorth ved stuevinduet på første sal i lejligheden i Grindsted ovenpå Andels-Svineslagteriets kontorlokaler og betragtede tavst de mange fly på vej mod nord.

Med usvigelig sikker hånd skulle direktør Niels Hjorth føre en af egnens helt store virksomheder og de mange medarbejdere helskindet gennem besættelsens fem forbandede år …

Som dengang tyske militærkøretøjer rullede op foran Andels-Svineslagteriets kontorbygning og direktør Hjorth brøsigt blev beordret til at åbne slagteriet og udlevere en større mængde kød.

Familien med små børn blev kommanderet til at stå opmarcheret foran den store indgangstrappe, men Hjorth lod sig ikke kujonere. Med snilde udnyttede han tyskernes hang til tysk grundighed og akkuratesse og insisterede på, at intet kød kunne udleveres, uden at dyrlæge, slagtermester, pølsemester og maskinmester behørigt var tilstede. Hele aktionen fusede ud som en noget langsommelig affære …

 Det var ikke had til tyskerne, der på noget tidspunkt under besættelsen drev direktør Hjorth. I krigens sidste måneder var en purung tysker, næsten kun en dreng, som en af de sidste tyske soldater indkvarteret i et værelse i kontorbygningens stueetage. I kølvandet på krigen fulgte social nød og elendighed, og Hjorth tog kontakt til den unge soldat og hans familie, og nødhjælpspakker blev sendt afsted med jævne mellemrum.

Kilde:Privatfoto

En lille finsk pige blev i forbindelse med krigen nærmest adopteret af Gerda og Niels Hjorth, og breve med gaver og penge blev regelmæssigt sendt afsted. Også på egnen omkring Grindsted nød mange godt af direktør Hjorths menneskelige indstilling og modtog nødhjælpspakker eller hjælp på anden vis.

Selv om direktør Hjorth som leder af egnens store slagterivirksomhed måtte balancere på et knivsæg i forholdet til den tyske besættelsesmagt, var der aldrig tvivl om hans nationale indstilling. Under hånden støttede han det illegale modstandsarbejde, og helt tilbage fra besættelsesårene havde han et stykke jernbaneskinne stående fremme på sit skrivebord. Et symbolsk levn fra de mange sabotageaktioner, der dengang satte egnen på besættelsestidens landkort.

Kilde: Privatfoto

 Tirsdag den 12. oktober 1971 ramte budskabet om den 62-årige Niels Hjorths pludselige død hele landsdelen nærmest som som en tsunami og fejede alt andet tilside for en stund. Meget havde man mistet, og sorg, vemod og triste tanker knugede alle.

En dag fyldt med taknemlighed over alt det, Niels Hjorth havde givet.

Tilbage stod mindet om en legendarisk og fremsynet foregangsmand i landsdelens erhvervsliv, der gennem en menneskealder stod i spidsen for Andels-Svineslagteriet Midtjylland. En topchef, der ved benhårdt arbejde og godt købmandsskab nåede op blandt de førende i det jyske erhvervslivs kongerække.

Uden de store armbevægelser fik direktør Hjorth skabt et erhvervseventyr på den golde hede og opbyggede gennem modige investeringer og kloge dispositioner et mindre lokalt slagteri til at være et af Danmarks største slagterivirksomheder med 500 ansatte, der slagtede 400.000 svin og 70.000 kreaturer pr. år med landets bedste efterbetaling til leverandørerne.

Og vel at mærke noget så sjældent som en topchef – Hjorth blev direktør som 26-årig helt tilbage i 1936 – igennem 36 år, der på sin vej mod Big Business havde hjertet med hele vejen og uden at lefle fik forenet sit virke med integritet og anstændighed. Han blev tidligt valgt til formand for de danske andelsslagteriers direktørforening, blev valgt til sognerådet med store stemmetal, blev udnævnt til Ridder af Dannebrog – en hædersmand på hat med de store og på bajer med bumsen …

Direktør Hjorth kunne være ret så barsk og utilnærmelig og jage en skræk i livet på både høj og lav med sin bryske og direkte facon. Men samtidigt var han et varmt menneske med et stort socialt sindelag og ægte følelser for de svage i samfundet. Man hørte hjertet banke, når han mødte fattigdom, nød og elendighed.

Med et glimt i øjet har Leila Vestergaard, der arbejdede på slagteriet fra 1962 til 1970, fortalt om dengang, hun og kollegerne på aftenholdet gemte nogle røde pølser til senere:”Hvem tror I pludseligt står i døren – Hjorth … Vi fik travlt med at gemme dem, men han gik lidt rundt og talte med os. Da han så gik, sagde han god appetit med et stort smil.”

Niels Hjorth var i årtier en central og dynamisk skikkelse i Grindsted, bl.a. som mangeårig formand for GGIF. Som inkarneret venstremand var han også med i front i det politiske arbejde i Grindsted Sogneråd. Han var formand for Skolekommissionen, og i begyndelsen af tresserne satte han sig for at få sat Grindsted på landkortet som uddannelsesby. Ivrigt engagerede han sig i det store arbejde med etablering af uddannelsesinstitutioner som Midtjyllands Landbo- og Husholdningsskole, Grindsted Gymnasium og Vestre Skole.

Datteren Lise Hjorth har fortalt om sin fars enorme arbejdsbyrde, de mange gøremål og hans høje krav ikke mindst til sig selv. Han kørte sig selv utroligt hårdt, og flere gange oplevede familien, at hans helbred ikke kunne tåle arbejdspresset, og de troede, at nu mistede de ham.

 I oktober 1971 havde Gerda og Niels Hjorth været på besøg i København, og tilbage i Grindsted blev Hjorth dagen efter ramt af en hjerneblødning. Med Lise Hjorths ord:”Mandag tilbragte far som altid i Samlestalden. Kom hjem til aftensmad. Sagde til mor, han følte sig træt og kold, så han ville lægge sig tidligt. Det gjorde han, lagde sig. Fik en hjerneblødning, Blev kørt til Grindsted Amtssygehus, hvor man ønskede ham overført øjeblikkeligt til Odense. Han døde på båren, inden den var inde i ambulancen …”

Niels Hjorth – egnens højt respekterede matador gennem en menneskealder – døde den 12. oktober 1971, 62 år gammel.

Vi anvender cookies for at sikre at vi giver dig den bedst mulige oplevelse af vores website.
Hvis du vælger ikke at aktivere cookies, fungerer siden ikke optimalt, angiv dit valg til højre.

Cookie indstillinger

Nedenfor kan du vælge hvilke typer cookies du vil tillade fra hjemmesiden, klik på "Gem cookie indstillinger" for at angive dit valg.

Funktions cookiesSiden benytter funktions cookies, disse er nødvendige for at siden fungerer.

Analytiske cookiesSiden benytter analytiske cookies, således at vi kan analysere besøg, og optimere hjemmesiden.

Social mediaSiden benytter ikke social media cookies.

ReklameSiden benytter ikke reklame relaterede cookies.

AndreSiden benytter 3 part cookies, bla. til funktionalitet af siden, der bliver ikke gemt personlige informationer.