Sanders Historiske Hjørne: Danmark, dagvognen Vejle-Varde og en julidag i 1880

Af Carsten Sander Christensen

I den kommende tid vil man her på Netavisen Grindsted kunne finde forskellige små artikler med historiske temaer om det nuværende Billund Kommune. Under fanerne Grindsted, Billund, Hejnsvig, Vesterhede, Sdr. Omme, Filskov, Vorbasse, Donslund og Stenderup-Krogager vil historiske emner inden for de sidste 5.000 år om netop det område af kommunen være at finde.

 Carsten Sander Christensen, Billund Kommunes Museer

Grindsted (1800-tallet)

Danmark, dagvognen Vejle-Varde og en julidag i 1880

Omkring 1880 undergik Danmark en voldsom samfundsmæssig forandring. Det moderne Danmark, som vi kender det i dag, var ved at tage form for 140 år siden.

Andelsbevægelsesideen om fælles mejerier og virksomheder var så småt ved at blive undfanget. Hjedding Mejeri ved Ølgod åbnede i 1882 og Andelsmejeriet Kildevæld i Grindsted i 1890. Grindsted havde tre årtier før fået en distriktslæge og sundhedsvæsenet var at blive indført i Grindsted og Grene sogne.

Efter det smertelige nederlag i 1864 skiftede også det politiske liv karakter efter 1864. Først og fremmest mistede De Nationalliberale deres førerstilling, og som afløsning for den dansk-slesvigske fællesforfatning vedtoges den 28. juli 1866 en ny grundlov, som gav Landstinget en sammensætning, der styrkede de store jordbesidderes indflydelse. I. C. Christensen (Venstre), statsminister 1905-1908 boede som barn lidt vest for Sdr. Omme og Danmarks første folkevalgte statsminister efter 2. verdenskrig, Knud Christensen (Venstre), og hans familie stammede fra en gård mellem Grindsted og Billund.

Hvis man en varm og solrig julidag i 1880 havde stået, hvor Grindsted Apotek ligger i dag, og skuet ud over det jyske hedelandskab, så havde man pludseligt set en støvsky i den fjerne horisont. Lidt ligesom i de amerikanske westernfilm, der blev produceret i stor stil i 1950erne og 1960erne. Stod man længe nok, for man kunne se mange kilometer væk, så kom der heste og en vogn til syne. Det jyske svar på Wells Fargo var på vej. Her var det dagvognen, der kørte på strækningen mellem Vejle på østkysten og Varde på vestkysten, man fik øje på. Dagvogne eller diligencer var private køretøjer, der kørte med breve og pakker, rejsende og rejsegods. Det kunne være en åben eller lukket hestevogn. En tur på godt syv timer på meget ujævne veje og stop i såvel Billund som Grindsted her i kommunen.

I juni 1832 skrev H.C. Andersen om sine oplevelser i sin dagbog i en dagvogn et sted i Danmark: “Der var to Madammer der fortalte hinanden de frygteligste Historier om Dagvognen, den var væltet Dagen forud. Den havde engang kjørt et Barn over osv. vi kunde vente alting, herved kom de til at tale om Elendighederne i andre Lande, og hvor lykkelig vi i Grunden vare i Danmark”.

Når vognen kom til Grindsted, der vel havde omkring 70-80 indbyggere i 1880, var stoppestedet Grindsted Kro, der lå hvor den gamle Grand Hotel bygning ligger i dag. Så hoppede den rutinerede kusk af vognen og hjalp passagererne, der skulle stå af i Grindsted med deres bagage og med at komme ud af vognen. Der kunne jo være større bagage på toppen af dagvognen, f.eks. en barnevogn. Derefter gik han ind i det lille posthus, der var blevet bygget nogle år før, overfor kroen på det nuværende Grindsted Torv (ved siden af Louis Nielsen). Sidst nåede han lige at snakke med kroejeren, Thomas Poulsen, og få sig en lille en til halsen. Men snart måtte han videre mod Varde. Diligencerne og postvognene her på egnen kørte indtil starten af 1900-tallet, hvor moderne transportmidler som toget afløste vognene.

 

 

 

 

Vi anvender cookies for at sikre at vi giver dig den bedst mulige oplevelse af vores website.
Hvis du vælger ikke at aktivere cookies, fungerer siden ikke optimalt, angiv dit valg til højre.

Cookie indstillinger

Nedenfor kan du vælge hvilke typer cookies du vil tillade fra hjemmesiden, klik på "Gem cookie indstillinger" for at angive dit valg.

Funktions cookiesSiden benytter funktions cookies, disse er nødvendige for at siden fungerer.

Analytiske cookiesSiden benytter analytiske cookies, således at vi kan analysere besøg, og optimere hjemmesiden.

Social mediaSiden benytter ikke social media cookies.

ReklameSiden benytter ikke reklame relaterede cookies.

AndreSiden benytter 3 part cookies, bla. til funktionalitet af siden, der bliver ikke gemt personlige informationer.