Mindeord om Per Melsen

MindeordFoto: Pixabay

Om morgenen den 10. juli fik vi i LIONS den triste og ubegribelige meddelelse om, at vort afholdte klubmedlem, Per Melsen pludselig var død.

Det var ubegribeligt, fordi Per var midt i et aktivt liv med familie, golf, rejser og en stor vennekreds.

Per Melsen blev optaget i LIONS BILLUND-GRINDSTED den 11. september 2013. Med sit venlige, stilfærdige væsen faldt han hurtigt til i klubben, og udviste stor interesse for og medleven i klubbens aktiviteter.

I klubåret 2018-19 var han klubbens præsident, en opgave han udførte med energi og interesse. Per sad gennem årene i både bestyrelse og flere forskellige udvalg.

Man gik aldrig forgæves til Per efter hjælp. For ham var der ingen problemer, men mange spændende opgaver. Per var altid klar til at smøge ærmerne op for fællesskabet.

Bag det stille ydre havde Per humor og lune, og man følte sig altid godt tilpas i hans selskab.

Vi har mistet en afholdt, god klubkammerat og ven, som vil blive husket. Per blev 73 år.

Vore tanker går til Aase og familien, som har mistet en kærlig og omsorgsfuld livsledsager, far og bedstefar.

Æret være Per Melsens minde.

På vegne af LIONS BILLUND-GRINDSTED

Jørn Neergaard-Olsen, præsident