Der bliver høstet på Museumsgården Karensminde

Foto: René Lind Gammelmark

Søndag den 2. august holder vi høstdag på Museumscenter Karensminde. Fra 10-16 kan du opleve hvordan høsten foregik i gamle dage. Farverne i landskabet begynder at skiftet fra grønt til gult og gyldent. Høsten er i gang. Landmændene har travlt, og overalt æder store mejetærskere sig ind på kornet. Høsten har altid været en intensiv og arbejdskrævende tid i landbruget. Men dengang man ikke havde nutidens mejetærskere til rådighed, krævede det ikke kun mange folk, men også mange kræfter at få høsten i hus. På Museumscenter Karensminde genopliver Karensmindes Venner den gammeldags høst søndag den 2. august. Den dag er der mange folk i gang og livlig aktivitet på den gamle gård i Morsbøl.

Dagen begynder kl. 10.30, hvor leen gøres klar, inden arbejdet går i gang.
Kl. 11 drager høstfolkene i marken. Høstkarlene mejer kornet med le, og pigerne går bag karlene og binder kornet op i neg. Det kræver sine folk at høste, og efter en halv times tid skal høstmaskinerne da også i gang. Først trækker aflæggeren sine spor i kornmarken. Aflæggeren skærer kornet og lægger det af i bunker, som høstfolkene skal binde op i neg. Senere skal vi også tærske korn med det gamle tærskeværk.

Høstdagen er altid en meget festlig dag på Karensminde.

Tirsdag den 4. august høster vi færdig mellem 10-16. hvor man også kan opleve hvorledes der brygges øl i det gamle bryggers. Bryggeprocessen starter kl. 11 og tager ca. 2½ til 3 timer. Der brygges efter gamle opskrifter, og der vil være rig mulighed for at smage på vores øl. I forlængelse af dette kan man i Høkeren købe vores nye Karensminde Ale, der er brygget i samarbejde med Ikast Mikrobryg efter traditionel opskrift fra Karensminde og med råvarer fra gården.

Vi glæder os til at se jer til nogle festlige dage på Museumsgården skriver Billund Kommunes Museer i en pressemeddelelse.

Yderligere information: www.billundmuseum.dk
Følg museet på facebook.com/billundkommunesmuseer

Praktiske informationer:

Tilmelding til dette arrangement er ikke nødvendig.

Tid: 2. og 4. august 2020, kl. 10-16

Sted: Museumscenter Karensminde, Morsbølvej 102, 7200 Grindsted

Entré: 40 kr.

Arrangør: Billund Kommunes Museer og Karensmindes Venner