Bülows Hjørne: – også de dødes aften

Af: Louis Bülow

En lun forårsdag i marts 1945 skal blive en dag, som en familie fra Hejnsvig aldrig glemmer. En dag, hvor tiden går i stå, frosset fast i erindringen. En skæbnesvanger dag, der for altid forandrer den verden, de kender.

Den dag modtager familien et gribende afskedsbrev fra deres 22-årige søn Jens Thue Jensen, der fra dødscellen i Vestre Fængsel i København er blevet forundt at skrive et sidste farvel til sine kære, efter at en tysk krigsret har dømt ham til døden den 10, marts:

”Kære Far, kære Mor og kære alle Søstre!

Naar I faar dette Brev, er jeg sikkert ikke mere, men sørg ikke over mig, jeg er død med en god Samvittighed …

 Jeg ved, at I begge to, Far og Mor, har vist mig den rette Vej her i Livet, særlig nu til sidst har jeg kunnet se det, og jeg har inderlig fortrudt, at jeg ikke altid har fulgt den; men jeg har bedt og beder stadig Gud om Tilgivelse …

 Sørg ikke over mig, for jeg synes kun jeg har gjort, som min Samvittighed bød mig …”

Jens Thue Jensen – Kilde: Frihedsmuseets Modstandsdatabase

Kun få timer senere lyder der tunge støvletramp, raslen med nøgler og hidsige kommandoråb Raus! Schnell! i gangene bag Vestre Fængsels tykke mure. De dødsdømte barndomsvenner Jens Thue og Helge Broch Iversen hentes ud fra deres celler, og klokken fire om morgenen føres de to purunge modstandsfolk til deres henrettelse i Ryvangen.

Mens græsset græder dug, lyder pelotonens skudsalver ud i sommernatten …

Jens Thue Jensen kom til verden den 25. juni 1922 i Fugdal Mose ved Hejnsvig som eneste dreng i en stor søskendeflok med otte piger – Hanne, Dorthe, Inger, Mie, Lise, Ruth, Bodil og lille Kis.

Virak og glæde satte de små stuer på den anden ende, og naboer, familie og venner strømmede til fra nær og fjern for at lykønske Ellen Marie og Peter Frederik Jensen med den lille efternøler.

Allerede i 1917 havde Jens Thues far Peter Frederik Jensen erhvervet et større areal agerland og mose i Fugdal og etableret I/S Tørvefabrikken Fugdal i samarbejde med kammerråd H. Nielsen. Tørvefabrikken i Fugdal kom snart til at spille en vigtig rolle for hele lokalområdet med flere hundrede ansatte.

Dengang i 1920’erne skulle Jens Thue få en ganske vidunderlig barndom og opvækst i det lille landbosamfund, der helt ind i sjælen var rundet af stoute bønder og missionsfolk. Sorgløse år i et barndomshjem i Fugdal Mose, hvor alt emmede nærvær og tryghed.

Den unge pige fra Hejnsvig Klara Lange, der senere blev gift med Karl Mikkelsen og bosat i Filskov og Sønder Omme, tjente dengang som ung pige i huset hos husmand Jakob Jakobsen i Fugdal Mose, nabo til Jens Thue Jensens familie.

Klara har mange år senere fortalt om sine oplevelser med Jens Thue som en glad dreng, der mest af alt elskede sin mors sirupskage med smørcreme. Den lille purk legede altid skjul eller tagfat på de små stier og markveje med sine søstre – og blev måske nok også lidt vel forkælet.

Med brændende engagement tog Jens Thue del i KFUM Spejdernes mange alsidige aktiviteter, og spejdertiden med kammeratskab og sammenhold kom til at betyde rigtigt meget for ham. Som hans storesøster Dorthe Petersen senere skrev i mindebogen om ham: ”Den idealisme, han senere lagde for dagen i kampen mod den tyske besættelsesmagt, kan godt have sin rod i spejderidealet.”

Senere flyttede Jens Thue og familien fra Hejnsvig til Bramming, og efter besættelsen fik en spirende politisk bevidsthed ham til at gå ind i frihedskampen. Med et fast håndtryk, jord under neglene og solidt forankret i vestjysk bondemuld lod han sig ikke kujonere af Gestapo, SS eller Wehrmacht men sluttede sig med mod og ildhu til modstandsbevægelsen.

Med livet som indsats var Jens Thue Jensen og barndomsvennen Helge Broch Iversen blandt dem, der gik forrest i kampen mod tyskerne. De startede sabotagegrupper op mange steder og stod bag en lang række spektakulære jernbanesprængninger og sabotageaktioner.

Helge Broch Iversen – Kilde: Frihedsmuseets Modstandsdatabase

Da tyskerne endeligt kom på sporet af sabotørerne, måtte Jens Thue gå under jorden som én af de mest eftersøgte modstandsfolk i det syd- og vestjyske. Gestapo trawlede i månedsvis landsdelen igennem i jagten på den tidligere Hejnsvig-dreng, og i februar 1945 blev han taget under en razzia på Kolding Banegård. En stikker udpegede ham, da han steg af togvognen.

Han blev kastet i fængsel og under barske afhøringer udsat for grove mishandlinger og tortur. Men Gestapo kunne ikke knække ham, og han blev overført til Vestre Fængsel. Den 10. marts 1945 blev Jens Thue og Helge Broch Iversen dømt til døden og henrettet.

De to unge frihedskæmpere havde været uadskillelige musketerer i et trofast venskab for livet, og de kom begge til at betale den højeste pris i kampen mod tyranni og undertrykkelse. To unge idealister af samme støbning, der var med til at sikre, at Danmark ved befrielsen kom ud af krigen på de Allieredes side.

Efter befrielsen blev gravene i Ryvangen åbnet, og Helge og Jens Thue blev identificeret på Retsmedicinsk Institut af deres nærmeste. Jens Thues søster Lise genkendte sin lillebror på en trøje i stribet mønsterstrikning med brune og rustrøde farver, som søster Dorthe havde strikket til ham.

Deres jordiske rester blev ført til Bramming, hvor et stort følge ventede for at følge rustvognen til fods. Onsdag den 20. juni 1945 blev de to barndomsvenner begravet fra Sct. Ansgar Kirke, der var fyldt til sidste plads.

Netop den dag kunne Helge være fyldt 21 år …

Som sit sidste ønske bad Jens Thue Jensen om, at hans forsikringspenge skulle gå til at stifte et studielegat i hans og Helge Brock Iversens navn på Ribe Katedralskole.

Den dag i dag har deres gamle skole i Ribe – 75 år efter de unge modstandsfolks henrettelse i Ryvangen – et kært og eftertragtet legat Helge Brock Iversen og Jens Thue Jensens Legat, der hver sommer bliver uddelt til en student.

Da frihedsbudskabet om aftenen den 4. maj 1945 nåede til Danmark gennem BBCs udsendelse, eksploderede hele landet i euforisk glæde og begejstring. Alt var en sydende heksekeddel, forhadte mørklægningsgardiner blev flået ned og tændte stearinlys sat i alle vinduer. Man festede og sang danske nationalsange til langt ud på natten.

Men glæden var iblandet sorg over dem, der havde mistet livet i modstandskampen. Man tænkte på dem, man savnede– dem, der ikke klarede den.

Det var også de dødes aften …

Vi anvender cookies for at sikre at vi giver dig den bedst mulige oplevelse af vores website.
Hvis du vælger ikke at aktivere cookies, fungerer siden ikke optimalt, angiv dit valg til højre.

Cookie indstillinger

Nedenfor kan du vælge hvilke typer cookies du vil tillade fra hjemmesiden, klik på "Gem cookie indstillinger" for at angive dit valg.

Funktions cookiesSiden benytter funktions cookies, disse er nødvendige for at siden fungerer.

Analytiske cookiesSiden benytter analytiske cookies, således at vi kan analysere besøg, og optimere hjemmesiden.

Social mediaSiden benytter ikke social media cookies.

ReklameSiden benytter ikke reklame relaterede cookies.

AndreSiden benytter 3 part cookies, bla. til funktionalitet af siden, der bliver ikke gemt personlige informationer.