Miniudstilling SPOR af Besættelsen

PR-Foto: Billund Kommunes Museer

I forbindelse med åbningen af museets kommende store særudstilling SPOR af Besættelsen den 1. december 2020, kan en miniudstilling ses på tre af kommunens biblioteker i løbet af efteråret. Miniudstillingen starter sin rejse på Magion Biblioteket i Grindsted, hvorefter den vandrer til Billund Bibliotek og til sidst til Vorbasse Bibliotek. Genstandene i miniudstillingen er ikke de samme, der bliver at se i SPOR af Besættelsen, så man kan her opleve endnu flere dele af en af landets tre største samlinger fra besættelsestiden.

Museumsinspektør og kurator på SPOR af Besættelsen, Anna Louise Siggaard fortæller følgende om miniudstillingen og den kommende særudstilling:

”Med miniudstillingen, der kommer til at vandre til tre biblioteker i kommunen, får vi jo mulighed for ikke kun at flere genstande frem, men også mulighed for at fortælle historien bag disse genstande. Genstandene vidner om en betydning, og en indvirkning, og om hvorfor besættelsestiden var speciel også i Billund Kommune. Miniudstillingen er bygget op med klare referencer og linjer fra de formidlingstanker, der ligger bag den store særudstilling SPOR af Besættelsen. Det gælder for eksempel de tematiske inddelinger af historien med modstand, hverdag, værnemagt og flygtninge, men også detaljer som skrifttype, udstillingslogo og farvevalg. Vi håber at kunne skabe en stor forventningsglæde til åbningen af den store særudstilling, der åbner den 1. december”.

Særudstillingen tager afsæt i stationsbyen Grindsted, som den så ud fra 1940-1945. Der gik dengang fire jernbaner til Grindsted, som også løb gennem Billund Kommunes mindre byer. Nogle byer havde en station, mens andre havde et trinbræt. Jernbanerne er nedlagt i dag, men havde en stor betydning for områdets historiske udvikling og havde ligeledes stor betydning under 2. Verdenskrig. Under besættelsen af Danmark var toget et vigtigt transportmiddel både for danskerne og tyskerne, og derfor spillede de fire jernbaner en stor rolle for de lokale indbyggere under krigen.

Museets venneforening, Besættelsessamling Grindsteds Venner, har været inde over projektet hele vejen og er glade for at dele af besættelsessamlingen bliver udstillet igen. Formanden for foreningen, Kurt Nørgaard, fortæller:

”Det er i vores fælles ønske og håb i Besættelsessamling Grindsteds Venner og på museet, at folk opdager, at der sker noget og at der er gang i noget nyt. Vi håber at de tiltag i Grindsted, Billund og Vorbasse kan fungere som appetitvækker og skabe interesse for den store udstilling SPOR af Besættelsen, hvor dele af besættelsessamlingen kommer frem. Det er håbet, at mange kommer og kigger på miniudstillingen og får lyst til at besøge den store udstilling til december”.

Det gode samarbejde mellem Billund Kommunes Museer og Besættelsessamling Grindsteds Venner bunder i en fælles interesse for lokalhistorien, mens samarbejdet mellem Billund Bibliotekerne og museet forhåbentligt kan højne den kulturelle interesse i kommunen:

”Den vandrende miniudstilling er også et udtryk for det gode samarbejde, der blevet skabt og opbygget mellem Billund Bibliotekerne og Billund Kommunes Museer. Vi har flere gange tidligere skabt udstillinger sammen til mening for vores brugere, og denne miniudstilling viser og cementerer samarbejdet yderligere. Det er vi rigtig glade for!” siger Anna Louise Siggaard i en pressemeddelelse.

Du kan følge med i opdateringer om udstillingen på museets Facebookside, hvor ugentlige videoer giver et indblik i den kommende udstillings indhold og opbygning. Miniudstillingen på Magion, Billund og Vorbasse Bibliotek åbner endnu et vindue ind i livet under besættelsen og bibliotekerne stiller en bogudstilling op, så du kan lære mere om 2. Verdenskrig og besættelsen af Danmark. Det er også muligt at downloade museets krigsmindeguide i appen Useeum, hvor billeder, video og tekst fortæller historien bag kommunens krigsmindesmærker fra 2. Verdenskrig.

Miniudstillingen kan ses på følgende tidspunkter:

Magion Biblioteket fra 7/9 – 4/10

Billund Bibliotek fra 5/10 – 25/10

Vorbasse Bibliotek fra 26/10 – 15/11