Fiskeekspressen besøger Grindsted søndag den 13. september

Foto: Grindsted Sportsfiskerforening

Fiskeekspressen – Lystfiskeri for alle

Danmarks åer, søer, kyster og moler byder på fantastiske fiskeoplevelser for store og små. Med Fiskeekspressen, som er en lukket trailer fyldt med fiskegrej, kan du komme godt i gang med at fiske, uanset om du vil fiske makreller på molen, ørreder i åen eller på kysten eller aborrer og skaller i søen.

Fiskeekspressen er et landsdækkende tilbud om udlån af grej til familier, foreninger, skoler, dagtilbud og andre, der gerne vil ud at fiske.

Her i det sydvestjyske område driver Grindsted Sportsfiskerforening, Sydvestjysk Sportsfiskerforening og Varde Sportsfiskerforening i fællesskab den ene af i alt 10 Fiskeekspresser, der er fordelt ud over hele landet.

Du kan besøge Fiskeekspressen på ”Lystfiskeriets Dag”, søndag den 13. september, hvor vi følgende steder står klar med grej og vejledning:

  • Kl. 09.30 – 13.00 ved Varde Å (sandfanget før broen over åen på Karlsgårdevej ved Sig)
  • Kl. 14.00 – 17.00 ved Grindsted Å/Engsøen, Morsbøl Skolevej

Begge stederne er det muligt at låne fiskegrej og der står erfarne lystfiskere klar til at hjælpe dig i gang og svare på dine spørgsmål.

Du kan også booke Fiskeekspressen til et arrangement, du selv står for, her i det sydvestjyske – du kan læse mere om, hvordan det foregår her: https://www.sportsfiskeren.dk/fiskeekspressen

Fakta
Som led i Regeringens sommerferiepakke ”Sommer i naturen 2020” gennemføres initiativet ”Bedre muligheder for lystfiskeri”, hvor der bl.a. på forsøgsbasis etableres grejbanker med muligheder for gratis at låne fiskeudstyr.

Formålet med projektet er at undersøge, om en mulighed for gratis at kunne låne udstyr, og i forbindelse hermed få kyndige råd og vejledning, vil kunne få flere ud i naturen for at fiske og efterfølgende selv investere i udstyr og melde sig ind i en lyst- eller sportsfiskerforening.

Ideen med initiativet er, at der på forsøgsbasis etableres ti mobile grejbanker med fiskeudstyr udvalgte steder i Danmark. Grejbankerne skal kunne bruges af alle. Der skal afholdes et passende antal lystfiskeraktiviteter pr. grejbank i perioden juli-september 2020 i forbindelse med regeringens ønske om, at endnu flere skal have mulighed for at afprøve lystfiskeri i sommermånederne.

Den mobile grejbank stilles til rådighed for alle lyst- og sportsfiskerforeninger i Danmark, skoler og institutioner samt andre med interesse for lystfiskeri.

Danmarks Sportsfiskerforbund er projektleder på projektet. Det er vigtigt at understrege, at projektet henvender sig til alle lyst- og sportsfiskerforeninger i Danmark samt skoler og institutioner med videre skriver Grindsted Sportsfiskerforening i en pressemeddelelse.