Af Louis Bülow
Tidligt om morgenen den 9. april 1940 blev Danmark invaderet af tyske tropper, der trængte ind over grænsen og besatte byer, havne og kaserner, mens flyvemaskiner i stort tal fløj ind over landet. Også i det syd- og sønderjyske blev folk vækket af brummende motorstøj, der snart gik over i et infernalsk spektakel, da tunge transportfly og hurtige jagereskadriller i endeløse formationer passerede i trætopshøjde på vej mod nord.
Efter et hasteindkaldt møde hos kong Christian 10. på Amalienborg blev den danske regering, kongen og rigsdagen i de hektiske morgentimer enige om, at egentlig væbnet modstand kun ville kaste landet ud i en håbløs kamp. Under indtryk af rapporter om heftige kampe i det sønderjyske blev tyskernes besættelse hurtigt taget til efterretning under protest.
Befolkningen kom straks til at mærke situationens alvor, da der blev påbudt total mørklægning over hele landet gældende fra kl. 19,00 samme aften, ligesom der blev indført forbud mod udskænkning af øl og spiritus på restauranter og et forbud mod privat bilkørsel.
I den lille landsby Hejnsvig i Sydjylland stak den lokale smed August Andreasen, der med konen Misse boede i en taglejlighed midt i byen, hovedet ud af vinduet for at se, hvad der foregik. Hans barnebarn forfatteren Pia Fris Laneth har i bogen Lillys Danmarkshistorie beskrevet sin morfars reaktion: “Så rev han de værste forbandelser af sig, sprang ud i entreen, tog jagtgeværet ned fra væggen, løb ud i køkkenet, stak geværet ud af tagvinduet og sigtede mod de tyske maskiner …”
Misse og August med de to døtre Ketty og Lilly i 1960’erne: Kilde Hejnsvig Sognearkiv
August hadede tyskerne og havde aldrig lagt skjul på sit nationale sindelag. Med blødende hjerte gav han engang sin yngste datter Lilly en flad lussing, fordi ”hun snakkede med de tyske soldater, der tog både hotellet, forsamlingshuset, missionshuset og den nye skole.”
Selv om August ikke officielt meldte sig under fanerne i modstandsbevægelsen, støttede han som mange andre i Hejnsvig under hånden det illegale arbejde, hvor han bistod med smedearbejde i forbindelse med den omfattende jernbanesabotage.
Hejnsvig var en lille sydjysk flække rundet af og præget af sognets bønder, og alt emmede nærvær og tryghed. Også her efterkom man de danske myndigheders indtrængende appel om ro og orden og forholdt sig afventende.
Folk stimlede sammen i små grupper for at høre nyt, og der blev diskuteret på livet løs. Børnene ilede til landsbyens skole, hvor man samledes for at høre læreren fortælle om de dramatiske begivenheder. Til dagligt blev der terpet bibelhistorie, salmevers og kongerække med udenadslære og streng disciplin som bærende undervisningsprincipper, men denne 9. april blev der sunget danske sange og givet tidligt fri …
Senere – de mildeste aprildage i mands minde – stod folk ved lillebyens store gade og betragtede tavst de endeløse kolonner af tyske tropper trække igennem på vej mod nord. Ikke så få besluttede allerede her den 9. april at gå ind i kampen mod den tyske besættelsesmagt, og senere under besættelsen skulle Hejnsvig-folkene blive blandt dem, der gik forrest i kampen mod tyskerne.
Tidligt under besættelsen så langt den største del af den danske befolkning passivt til fra sidelinjen og sluttede op om politikernes formaninger om ro og orden. Forståelsen for modstand og sabotage var ringe, men efterhånden spirede modstanden og viste sig i illegale aktiviteter, der tog til i styrke og viste sig stadigt mere effektiv.
Lokalt i Hejnsvig blev der opbygget en sabotagegruppe af solide og betroede folk fra egnen med sognets dyrlæge Georg Rikhoff i spidsen som by- og gruppeleder. Af andre medlemmer kan nævnes landmand Emil Grove, savskærer Knud Fuur Andersen, uddeler Christian Hansen, tømrer Jens Kristian Kristensen, landmand Peter Kruse, savskærer Magnus Refshøj og purunge Henry Grove, Emils yngre bror.
Dyrlæge Georg Rikhof som modstandsleder i Hejnsvig – Kilde: Frihedsmuseets Modstandsdatabase
Besættelsestidens ukendte helte fra en lille landsby i det vestjyske, der trådte i karakter og trodsede den tyske besættelsesmagt. Med livet som indsats var lokale ildsjæle gennem en række illegale aktiviteter og sabotageaktioner med til at sikre, at Danmark kom ud af krigen på de Allieredes side. Modstandsfolk, der efter befrielsen beskedent nedtonede deres egen rolle og kun sjældens talte om deres indsats i modstandskampen.
Mange danske frihedskæmpere blev taget af Gestapo og henrettet for mindre – og det var tæt på for Hejnsvig-folkene. Selv om hele egnen vrimlede med tyskere, klarede de lokale sabotører sig igennem ved snilde, list – og også held:
Efter en jernbanesprængning måtte lokale sabotører flygte ud over markerne med Gestapo lige i hælene. Tyskerne var ved at få fat på Knud Fuur Andersen, da han på en afsides markvej tumlede ind i en landmandskone på en gammel damecykel. Han sprang resolut op på den rustne jernhest med et rungende ”UNDSKYLD, UNDSKYLD” og kunne spurte fra de udmattede forfølgere.
Georg Rikhoff kunne som dyrlæge færdes overalt hele døgnet i sin bil. Det fik stor betydning for Hejnsvig-gruppen i forbindelse med udlevering og fordeling af våben, ammunition og sprængstof. Hans jyske lune skulle vise sig, da han – efter at gruppen havde sprængt en større jernbanestrækning i luften – satte et stort skilt op ved banen: FARE!
Kun få uger før befrielsen bredte chok, sorg og vemod sig i landsbyen, da et af Hejnsvigs bysbørn – den 22 årige Jens Thue Jensen – blev taget af Gestapo under en razzia på Kolding Banegård og senere henrettet.
Jens Thue var født ved Hejnsvig som søn af tørvefabrikant Peter Jensen, der mange år tidligere havde etableret Tørvefabrikken Fugdal, der spillede en vigtig rolle i det lille landsbysamfund med flere hundrede ansatte. Her havde han haft en ganske vidunderlig barndom som eneste dreng i den store søskendeflok med de otte piger Hanne, Dorthe, Inger, Mie, Lise, Ruth, Bodil og lille Kis.
Jens Thue betalte den højeste pris i kampen for frihed og skrev få timer før sin henrettelse et afskedsbrev til sine kære:
”Kære Far, kære Mor og kære alle Søstre!
Naar I faar dette Brev, er jeg sikkert ikke mere, men sørg ikke over mig, jeg er død med en god Samvittighed … Jeg ved, at I begge to, Far og Mor, har vist mig den rette Vej her i Livet, særlig nu til sidst har jeg kunnet se det … ”
