Den dynamiske landsby i Vorbasse har fået 53.000 kr. af Nordea Fonden

Arkivfoto: René Lind Gammelmark

32 syddanske foreninger modtager 729.878 kr. fra Nordea-fondens lokalpulje. Blandt de syddanske modtagere er Den dynamiske landsby.

Nordea-fonden har netop givet gode nyheder til 32 foreninger i Region Syddanmark.

Foreningerne, der tæller alt fra bylaug over kajakklubber til forsamlingshuse har nemlig fået støtte til præcis den aktivitet, der vil gøre en forskel i deres hverdag og for deres medlemmer, når vi atter kan samles igen.

Blandt foreningerne er Den dynamiske landsby, der får 53.000 kr. til aktivitetsudstyr i forbindelse med projektet ’Træd ud i naturen’ i Vorbasse.  

”Vi ønsker at få flere ud i det fri for at udforske Vorbasses mere end 2.000 år gammel lokalhistorie. Det gør vi ved at etablere ruter omkring udgravningerne af områdets 8 jernalderlandsbyer. Gennem visuelle informationer fra en app, talende standere og meget andet formidles Vorbasses særegne historiske udvikling fra en hedensk vikingelandsby til et kristent samfund”.

Støtten kommer også til at betyde noget for lokalmiljøet.

”Ud fra en kombination af aktiviteter i det fri og informationer om lokalhistorien, håber vi på at kunne forstærke den lokale identitet og samle det lokale fællesskab”.

Flere kan få støtte

Nordea-fonden støtter foreninger til fællesskabsorienterede projekter og aktiviteter, som skaber gode liv inden for sundhed, motion, natur og kultur. I 2020 har fonden særligt fokus på at støtte projekter, der har fokus på at få flere ud i det fri og få flere børn til at blomstre.

”Nordea-fonden har et almennyttigt formål, og derfor er vigtigt for os at bakke op om initiativer, som styrker det lokale fællesskab. Vi håber, flere foreninger og andre non-profit organisationer har lyst til at søge vores lokalpulje,” siger Henrik Lehmann Andersen, adm. direktør i Nordea-fonden. 

Lokalpuljen er på 30 mio. kr. og kan søges hele året rundt. Foreninger kan søge op til 100.000 kr. i støtte, og i alt forventes det, at mere end 1.000 lokale projekter får støtte fra Lokalpuljen i 2020 skriver Nordea Fonden i en pressemeddelelse.

Foto: Privatfoto