LEGO Koncernen investerer op til 2,5 milliarder kroner over tre år for at accelerere sin bæredygtighedsindsats

PR-Foto: LEGO /www.billedwerk.dk

LEGO Koncernen offentliggør i dag planer om at investere op til  2,5 milliarder over tre år for at sætte endnu mere skub i initiativer inden for bæredygtighed og social ansvarlighed. Beløbet omfatter både langsigtede investeringer og løbende omkostninger. For LEGO Koncernen, som i løbet af de seneste ti år har igangsat en række initiativer for at skabe en bedre verden for de kommende generationer, er det stadigt vigtigere at prioritere miljømæssige og sociale aktiviteter.

”Det er vigtigt, at vi ikke glemmer de fundamentale udfordringer, som de kommende generationer står overfor. Det er afgørende, at vi handler nu for at beskytte planeten. Børn er vores rollemodeller, og vi er inspireret af de millioner af børn, der efterlyser handling nu i kampen mod klimaforandringer. Vi mener, at alle børn skal have mulighed for at udvikle de færdigheder, der skal til for at skabe en bæredygtig fremtid. Derfor styrker vi nu vores indsats for at bruge vores ressourcer, netværk, viden og platform til at gøre en positiv forskel,” siger Niels B. Christiansen, adm. direktør i LEGO Koncernen.

Som det næste skridt vil LEGO Koncernen begynde at udfase poser af engangsplast, som de løse LEGO klodser er pakket i indeni LEGO æskerne. Udfasningen er en del af virksomhedens ambition om at gøre al emballage bæredygtig ved udgangen af 2025. Fra 2021 vil LEGO Koncernen teste Forest Stewardship Council-certificerede, genanvendelige papirposer i sine æsker.

”Vi har modtaget mange breve om klimaforandringer fra børn, som beder os om at fjerne engangsplast i vores emballage. Vi har igennem en periode undersøgt alternativer til poser af engangsplast, og børnenes ideer og engagement har inspireret os til at begynde forandringen,” siger Niels B. Christiansen.

At udfase den nuværende emballage er ikke nogen let opgave og vil tage tid, da det nye materiale skal være holdbart, let og understøttende for byggeoplevelsen. LEGO Koncernen har testet prototyper af en række forskellige, bæredygtige materialer på hundredvis af forældre og børn. Børnene foretrak prototyperne af papir, som indføres på testbasis i 2021, da de var miljøvenlige og nemme at åbne.

Langsigtede investeringer i at bygge en bæredygtig fremtid
Udover at udvikle og implementere bæredygtige materialer vil investeringen på op til 2,5 milliarder kroner finansiere en række andre miljømæssige og sociale initiativer, som blandt andet skal inspirere børn til at lære gennem leg, gøre LEGO Koncernens forretning mere cirkulær og opnå CO2-neutralitet i driften. Aktiviteterne vil sikre en langsigtet forandring, som understøtter de to FN Verdensmål: #4 Kvalitetsuddannelse og #12 Ansvarligt forbrug og produktion:

Børn
I 2022 vil LEGO Koncernen i samarbejde med LEGO Fonden og øvrige partnere årligt nå ud til otte millioner børn verden over via initiativer, der støtter læring gennem leg. Koncernen vil udbygge sit samarbejde med organisationer som UNICEF, Red Barnet og lokale partnere og derigennem opskalere sine programmer, der giver udsatte børn adgang til leg og muligheder for at udvikle færdigheder inden for problemløsning, samarbejde og kommunikation. I 2019 nåede LEGO Koncernen ud til 1,8 millioner børn gennem denne type programmer.

25 procent af overskuddet i LEGO Koncernen går til at finansiere LEGO Fondens projekter, aktiviteter og partnerskaber.

Cirkularitet
’LEGO System i Leg’ inspirerer til uendelige legemuligheder og understøtter principperne bag cirkulært design – produkter fremstillet af materialer i høj kvalitet, som kan bruges og genbruges. LEGO klodsernes kvalitet, holdbarhed og sikkerhed gør, at de kan gives videre fra generation til generation. Klodser fremstillet i dag passer med dem, der blev lavet for mere end 40 år siden.

LEGO Koncernen vil igangsætte programmer, som opfordrer folk til at donere deres brugte LEGO klodser til udsatte børn. LEGO Replay, som med succes blev testet i USA i 2019, udrulles i to yderligere lande inden udgangen af 2022. Indtil nu er der doneret klodser til flere end 23.000 børn på tværs af USA gennem LEGO Replay(1).

Bæredygtige materialer
Arbejdet med at finde og implementere bæredygtige materialer til fremstilling af LEGO produkter og emballage beskæftiger i dag flere end 150 eksperter. I 2015 satte Koncernen et mål om at producere sine produkter af bæredygtige materialer i 2030. Koncernen vil øge sin brug af bio-baserede klodser som for eksempel elementer baseret på sukkerrør, som i dag udgør næsten 2 procent af alle LEGO elementer.

LEGO Koncernen vil fortsætte med at undersøge mere bæredygtige plasttyper fra fornybare og genanvendte kilder. Man vil desuden etablere partnerskaber med forskningsinstitutter og virksomheder, som udvikler nye teknologier til genanvendelse og fremstilling af biobaserede materialer af lige så høj kvalitet som dem, virksomheden bruger i dag.

Den planlagte investering inkluderer både udgifter forbundet med udviklingen af nye, bæredygtige materialer og investeringer i produktionsudstyr.

”Zero Waste” og CO2-neutral drift
LEGO Koncernens drift vil være CO2-neutral i 2022. For at nå målsætningen vil virksomheden installere yderligere solceller på alle sine fabrikker. Den lokale energiproduktion vil blive suppleret med indkøb af strøm fra vedvarende energikilder. Dertil kommer investeringer i at optimere energiforbruget ved eksempelvis at installere nye systemer, som benytter omgivende luft i kølingsprocesser under produktionen af LEGO klodser.

LEGO Koncernens miljøpåvirkning vil desuden blive reduceret gennem bedre affaldshåndtering og en reduktion i vandforbrug. Målet er, at intet affald sendes til deponi fra 2025, og at vandforbruget reduceres med 10 procent i 2022.

Samarbejde for at skabe en positiv forandring
LEGO Koncernen vil fortsætte med at samarbejde med organisationer som the Ellen MacArthur Foundation, Verdensnaturfonden (WWF), RE100, UNICEF og Red Barnet for at skabe den størst mulige forandring.

”I en tid hvor verden står over for en række udfordringer, må virksomheder gøre en aktiv indsats for at skabe en vedvarende, positiv effekt på miljøet og samfundet. Ingen kan gøre det alene. Jeg opfordrer virksomheder, regeringer, forældre, børn og NGO’er til at forsætte samarbejdet og skabe en mere bæredygtig fremtid for vores børn – dem der skal bygge fremtiden,” siger Niels B. Christiansen i en pressemeddelelse.

 

Vi anvender cookies for at sikre at vi giver dig den bedst mulige oplevelse af vores website.
Hvis du vælger ikke at aktivere cookies, fungerer siden ikke optimalt, angiv dit valg til højre.

Cookie indstillinger

Nedenfor kan du vælge hvilke typer cookies du vil tillade fra hjemmesiden, klik på "Gem cookie indstillinger" for at angive dit valg.

Funktions cookiesSiden benytter funktions cookies, disse er nødvendige for at siden fungerer.

Analytiske cookiesSiden benytter analytiske cookies, således at vi kan analysere besøg, og optimere hjemmesiden.

Social mediaSiden benytter ikke social media cookies.

ReklameSiden benytter ikke reklame relaterede cookies.

AndreSiden benytter 3 part cookies, bla. til funktionalitet af siden, der bliver ikke gemt personlige informationer.