Torsdag aften var Grindsted GIF’s Serie 2 fodboldherrer i Horne hvor de på stadion skulle spille kamp mod HTS.
Kampen endte med en sejr til holdet fra Grindsted, der scorede kampens eneste mål, udført af Pirasath Raguleswaran efter 30 minutters spilletid.
Grindsted ligger efter torsdagens kamp på 1. pladsen i puljen, med 7 kampe, på 15 point, efterfulgt af Skjern GF der har spillet 6 kampe og 14 point. På 3. pladsen er Vejen SF der har spillet 7 kampe og har 12 point.
Træner Christian Thorne har skrevet nedenstående referat fra kampen
Det er samme sang om og om igen, når vi besøger HTS.
Ærmerne skal være rullede helt op, for der skal virkelig arbejdes hårdt for at få noget med hjem fra denne for os svære udebane. Så det var en rigtig arbejdssejr. Working class hero… som sangen af John Lennon… fra du bliver født (starter kampen), så venter der et livs arbejde foran dig…eller 90 hårde minutter, hvilket gør det svært at mærke sig selv. For der skulle ind i mellem graves dybt mentalt, da man hos HTS ikke blot fik lov til at spille frit og friskt.
Der skulle arbejdes stenhårdt for at få lov til noget som helst. Det var egentligt ikke kønt at se på, men sådanne fodboldkampe findes også på programmet i løbet af en sæson. Og hatten af for mine spillere, at de møgtrætte forlod banen som vindere. Og ved igen at have holdt nullet. Det er blot indkasseret 4 mål mod os her halvvejs i sæsonen. Dét er sgu en kvalitet. Og vores forsvarskæde gør det fremragende i øjeblikket, støttet af en arbejdsvillig midtbane. Ros for den defensive indsats. Det blev ikke til ovenud mange skabte chancer, men efter ca. en halv time af kampen fighter Pirasath Raguleswaran bolden fra en forsvarsspiller, og der var no mercy i afslutningen.
Offensivt leder vi efter flere løsninger i øjeblikket. Vi har en stor værktøjskasse at rode i, og jeg er sikker på, at vi får fundet det helt rigtige værktøj frem til søndagens kamp, hvor vi kl. 11 på hjemmebane byder Oksbøl BV “velkommen”
30.: 0-1, Pirasath Raguleswaran
Kampens spiller: Sebastian Øhlenschlæger
Holdopstilling
Kenneth Faber
Mathias Landén Jeppesen
Sebastian Øhlenschlæger
Sebastian Nørbygaard
Oliver Jakobsen
Patrick Lauridsen (cap.)
Christoffer Wutborg
Kevin Rajakumar
Kenni Jensen
Jesper Dahl Schmidt
Pirasath Raguleswaran
Jakob Vikær
Emil Hergott Hansen
Christian Andreas Hansen