Topmøde om børnerettigheder for børn i udfordrende situationer

Foto: CoC Playful Minds

Børn i udfordrende situationer deltager i World Child Forum i Billund i uge 42.

I uge 42 bliver Billund centrum for World Child Forum for børn i Danmark. Et forum for børn. Af børn. Topmødet er det første af sin slags for børn i alderen 10-14 år, i udfordrende situationer. På topmødet debatterer og udforsker børnene FNs Børnekonvention. Den omhandler bl.a. retten til at blive hørt. Retten til at blive værdsat, respekteret og fair behandlet. Retten til at være tryg og sikker. Børnerettigheder er i fokus og alt det, der er vigtigt for børn at fortælle. Det er et skift fra fokus på børnene til børnenes fokus.

Børnerettigheder er for alle børn. Deltagerne i World Child Forum er børn i udfordrende situationer.

Der er et stort potentiale i at eksperimentere, udvikle og afprøve metoder, fora og platforme, hvor alle børns perspektiver fremkommer, der sætter fokus på, hvilke udfordringer børnene selv identificerer, hvor børnenes kompetencer til demokratisk deltagelse fremmes, og hvor børnene reelt er med til at skabe løsningerne. Disse er ingredienserne, der skal til, for at børnene kan blive medskabere af egne liv, fortæller Anne Mejdahl Daugbjerg, Project Assistant, CoC Playful Minds i en pressemeddelelse.

 Hvordan forbereder børnene sig?
Børnene deltager i tre indledende workshops i ugerne op til topmødet i uge 42, hvor de:

  • Udvikler kommunikation- og formidlingsformater af og for børn – hvordan kan man få sit budskab ud?
  • Lærer og debatterer om medbestemmelse og demokrati – hvordan argumenterer og diskuterer man politiske emner, og hvordan fungerer politiske processer?
  • Udvikler indholdet til World Child Forum. Hvilke tre- fire emner synes børn er vigtigst lige nu? Og hvilke emner vil børn gerne sætte fokus på overfor politikere og andre voksne?

World Child Forum
Den 15. og 16. oktober 2020 arbejder børnene med deres udvalgte emner og udvikler deres budskab. CoC Playful Minds faciliterer og støtter børnene med at formidle deres konklusioner til til beslutningstagere.

Læs mere her: https://www.cocplayfulminds.org/vores-verden/programmer/playful-skills/world-child-forum/