Bülows Hjørne: Et julemirakel i gamle dages Grindsted

Af Louis Bülow

I fordums dage var konservative traditioner sat i højsædet i landets pengeinstitutter, og alle ansatte – fra yngste bankelev til bankdirektør – tog det som en selvfølge at værne om borgerlige værdier, dyder og idealer. Også lokale banker i Grindsted var som taget direkte ud af TV-serien Matador, hvor den stilige bankdirektør Hans Christian Varnæs residerede i en tid, fra før verden gik af lave.

Vi møder et klassisk og traditionsbundet pengeunivers med hang til dobbeltradet habit, silkeslips, ægte guldur, ditto manchetknapper og guldbelagt fyldepen med navnetræk indgraveret. Dertil en nærmest hellig respekt for klassiske traditioner med stort kontor med ægte gulvtæppe, palisander-paneler, ægte malerier og mahogniskrivebord med høje papirbunker.

Handelsbanken i Grindsted blev gennem generationer set som faste traditioners holdeplads. Her regerede den bryske Arvid Hansen i mere end to årtier som en højtrespekteret bankdirektør af den gamle skole. Ikke noget her med jeans, blød striktrøje, åbentstående skjorte og trendy hyttesko. Med sin barske og utilnærmelige facade blev han fra tid til anden sammenlignet med despoten Djengis Khan, og hans kontor gik i folkemunde under den sigende betegnelse Løveburet.

Bankdirektør Arvid Hansen ved sin fratrænden i Handelsbanken i Grindsed i april 1980 – Kilde: Privatfoto

Et fjernt erindringsbillede toner frem fra julen i Grindsted engang i 1960’erne. Dangang kunne man på torvet og rundt omkring på byens bænke støde på et broget univers af gutter, godtfolk og skæve eksistenser, der skilte sig ud fra tidens ferske artighed.

I tætte tobakståger sidder de der kun et stenkast fra byens pengeinstitutter med en flok bajere, smøger og fjolletobak og småsnakker fortroligt sammen i deres velkendte slidte mundering. De mindes den glade julehøjtid med familieliv, børn og omsorg intakt og længes tilbage til fortidens Morten Korch-idyl, stokroseromantik og kanelduftende julenostalgi.

Fattigdom, nød og socialt afsavn er en uafvendelig del af deres hverdag, og mange har svært ved at klare dagen og vejen. Som ungersvenden, der sidder og drikker sig mod til for at lægge vejen forbi sin bank i håb om at blive hjulpet på ret køl.

Han og pigen er økonomisk trængt, har svært ved at holde sammen på tilværelsen og har nu i flere uger levet på nas, hutlet sig igennem, tigget sig frem, småsultet og sovet, hvor der er plads. Klædt i stiveste puds og endnu med håb og drømme intakte tropper det unge par op ved bankens udlåns-skranke, besluttet på at lægge alle kortene på bordet og starte på en frisk.

Datidens ulasteligt habitklædte bankmand – skræddersyet til rollen som den pengegriske Ebenezer Scrooge i Charles Dickens juleklassiker Et Juleeventyr – afviser pure at hjælpe det unge par på fode med en tør bemærkning om, at banken så sandelig ikke er noget socialkontor.

Første udgave 1843 af Chrles Dickens et juleeventyr – Kilde: Vikimedia.org

Med bankmandens opfordring til at stille sig op i køen på kommunens bistandskontor og søge fattighjælp, ender parrets drømme med et blankt afslag, en bristet illusion, en knust drøm.

Efter en flok bajere og et par velvoksne gibbernakker gør den unge mand endnu et behjertet forsøg i en anden bank men bliver stille lempet ud af bagdøren. Få måneder senere ramler parrets hele liv og tilværelse, da han bliver taget for røveriforsøg mod det lokale posthus og idømt flere års fængsel.

Endnu engang toner et erindringsbillede frem fra en julehøjtid tilbage i 1960’erne, og igen rinder Dickens julefortælling mig ihú i skikkelse af den godhjertede bankdirektør Arvid Hansen i rollen som Ebenezer Scrooge – men nu forvandlet til en venlig og gavmild filantrop.

Dengang i slutningen af 1960’erne tropper et ungt ægtepar med rod i økonomien – selvforskyldt, javel – op ved bankens udlånsskranke med deres lille barn på armen, selv om der internt er givet strenge pålæg om, at al yderligere långivning er udelukket.

Den unge mor er efter barnets fødsel ramt af dødelig sygdom, og familien er havnet i en tragisk og håbløs situation med dystre fremtidsudsigter. Der er kun ganske få dage til juleaften, og den lille familie er henvist til at tage til takke med luftsteg og vindfrikadeller. De har det nærmest som manden på risten, der mætter sig ved duften fra de riges bord, fasanen i flugten og lammet i asparges med bourgogne og bordeaux.

Det unge ægtepar beder om et personligt møde med en travlt optaget bankdirektør, der kan give dem fem minutter. Først efter en god times tid går døren endeligt op, og en synligt lettet og dybt taknemlig mor og far kan med store smil og strålende øjne forlade Løveburet med deres lille pode og byde kassen op til dans.

Da julens budskab om godhed og kærlighed sént juleaften få dage senere sænker sig over den lille families lune stue, taler trætte men glædestrålende barneøjne, glade forældre, kulørte gavebånd, sløjfer, bjerge af tomme julegaveæsker og iturevet gavepapir deres tavse sprog om en ganske vidunderlig juleaften. Et sandt julemirakel.

Med en benhård og utilnærmelig facade som brysk bankdirektør og finansmand kan det i denne milde julehøjtid nok friste at sammenligne Arvid Hansen  med Dickens mavesure Ebenezer Scrooge, der om nogen hader julen med alt, hvad hører julen til.

Ebenezer Scrooge finder alt andet end glæde og hygge ved julen men foretrækker at sidde og nærlæse de voksende tal på bundlinjen i sin store regnskabsbog. Juleaften sidder han hellere i sit ydmyge hummer og skumler over en sur portion havresuppe end sætter sig til et fristende julebord med bjerge af lifligt duftende kalkunsteg i en fortættet stemning af rén og uforfalsket juleglæde.

Indtil Scrooge en hellig julenat forvandler sig fra at være en bitter, vrissen og menneskefjendsk pengepuger til at blive en barmhjertig godgører og gavmild glædesspreder …

Forfatteren Charles Dickens – Kilde: Commons.wikimedia.org

Også Arvid Hansen er bag facaden et gavmildt og hjertevarmt menneske, der personificerer anstændighed, nærmest før begrebet bliver opfundet. Indbegrebet af en hædersmand med fine menneskelige kvaliteter, der har hjerte, sjæl og socialt sindelag méd hele vejen.

Noget så sjældent som en bankdirektør, der i sine tyve år som Grindsted-filialens chef aldrig skal glemme de små i samfundet, og som bag kulisserne værner om de svageste og sår håb og livsmod omkring sig, ikke mindst dèr, hvor livet gør ondt.

Arvid Hansen ved sin fratrænden i Handelsbanken i Grindsed i april 1980 – Kilde: Privatfoto

Hvert år til jul tropper to af Torvets gamle kendinge op ved bankens udlånsskranke og beder om at komme til at tale med bankdirektør Arvid Hansen. De medbringer en vekselblanket, hvor de med en vis kreativitet har kautioneret for hinanden for et beløb på 100 kroner. Som altid lader den ellers så principfaste bankdirektør godheden løbe af med sig.

En anden af Torvets gamle gutter har i fordums dage med oprejst pande og stolthed arbejdet som selvstændig murermester. Ved krise og tiders ugunst er han gået ned med flag og virksomhed og havnet på livets skyggeside med sine kære og familien spredt for alle vinde.

Han har for sædvane at møde op i bankens lokaler en gang om året lige op til juleaften. År efter år viser bankdirektøren sit store menneskelige format i rollen som en gavmild Ebenezer Scrooge, og den gamle håndværksmester kan rette ryggen og rank og stolt vende tilbage til gutterne på Torvets bænke.

 

Faktaboks:

Tilbage i efteråret 1843 skrev den britiske forfatter Charles Dickens sin berømte Et Juleeventyr, der udkom den 19. december det samme år og skulle gå hen og blive alle tiders juleklassiker.

En fortælling om julen som varme hjerters fest med en grisk pengepuger Ebenezer Scrooge som den centrale figur.

Om nogen hader Ebenezer Scrooge julens højtid med alt, hvad hører julen til. Bah, humbug! som han siger.

Scrooge finder ingen glæde ved julen men foretrækker at sidde og studere de voksende tal på bundlinjen i sin store regnskabsbog.

Selv juleaften sidder han hellere i sit eget ydmyge hummer og skumler over en portion sur havresuppe end sætter sig til sin nevøs fristende julebord med bjerge af kalkunsteg, ild i pejsen og en fortættet stemning af uforfalsket juleglæde.

Lige indtil samme Ebenezer Scrooge en hellig julenat forvandler sig fra at være en menneskefjendsk gnier til en barmhjertig godgører og gavmild glædesspreder …

Vi anvender cookies for at sikre at vi giver dig den bedst mulige oplevelse af vores website.
Hvis du vælger ikke at aktivere cookies, fungerer siden ikke optimalt, angiv dit valg til højre.

Cookie indstillinger

Nedenfor kan du vælge hvilke typer cookies du vil tillade fra hjemmesiden, klik på "Gem cookie indstillinger" for at angive dit valg.

Funktions cookiesSiden benytter funktions cookies, disse er nødvendige for at siden fungerer.

Analytiske cookiesSiden benytter analytiske cookies, således at vi kan analysere besøg, og optimere hjemmesiden.

Social mediaSiden benytter ikke social media cookies.

ReklameSiden benytter ikke reklame relaterede cookies.

AndreSiden benytter 3 part cookies, bla. til funktionalitet af siden, der bliver ikke gemt personlige informationer.