Når livet tager fat på godt og ondt – En snak med Louis Bülow

Louis Bülow - Kilde: Privatfoto

Af Louis Bülow

Hvordan og hvornår  startede det  ?
Her må jeg lette på hatten, kippe med flaget og trutte i trompeten for Hejnsvig – min barndoms landsby – og for tid og evighed erklære det lille landbosamfund min dybtfølte kærlighed og taknemlighed.

Louis Bülow som dreng i Hejnsvig – Kilde: Privatfoto

En vidunderlig barndom og opvækst i de sorgløse 1950’eres Hejnsvig har forundt mig en hellig respekt, stolthed og veneration for min vestjyske hjemstavn, der med godhed og omsorg tog sig af sine sognebørn. Også dém fra vanskelige kår, dem, der mistrivedes og havde det svært.

Hejnsvig forundte sine børn og unge at byde deres håb og drømme op til dans og forvandlede selv deres tungeste dansetrin til en flot og fejende vals. En landsby nok karrig med store ord og armbevægelser, javel, men aldrig fedtet med nærvær og og hjertevarme

I Hejnsvig slog jeg rod, her fik jeg hjemme – og hér skrev jeg som 12-årig skoledreng mine første børnefortællinger, der blev bragt på de lokale avisers børne- og ungesider i 1961. Fem år senere fik jeg offentliggjort min første historiske aviskronik i Vestkysten om Moskva-processerne – og derefter gik det hele slag i slag.

Kort tid efter fulgte flere helsides artikler i Berlingske Aftenavis, og senere er det blevet til et væld af artikler, kronikker, essays og features i dagblade, i historiske tidsskrifter og magasiner som Illustreret Videnskab, Alt Om Historie, Jødisk Orientering og Bladet Israel.

Min interesse og passion for det historiske fik for alvor et boost, da jeg i 1960’erne læste Historie på Aarhus Universitet og senere blev ansat på Jydske Tidendes Hovedredaktion i Kolding.

Sideløbende har jeg med fokus på Anden Verdenskrig, Besættelsen og nazisternes forbrydelser etableret et større kompleks af Holocaust websites mod fremmedhad og racisme.

Hvor har du hjemme i dag ?
Her på mine gamle dage er jeg med Aarhus – mine unge års elskede universitetsby fra 1960érne – blevet forundt en trædesten til det gode liv i den tredje alder. I en fortravlet storby vederkvæges jeg et rigt og privilegeret otium med gyldne år i et senior – bofællesskab, hvor livet er til for at leves – og ikke et spørgsmål om hvordan, hvornår og i hvilken rækkefølge.

I Smilets By er det en sand lise for sjælen at være sammen om at blive gammel, at føle ansvar for hinanden, at holde et vågent øje med hinanden og hjælpe tíl, så godt man kan.

Det med díg og skriveriet rækker langt tilbage ?
Med godt syv årtier bag mig er jeg efterhånden blevet forundt at videreformidle mit livs brændende passion for Historie – faget i gennem 55 år, og fra tid til anden sker det, at jeg tager på langfart tilbage i tiden til nazisternes folkemord på 6 millioner jøder.

Jeg føler smerte, tomhed og hudløs afmagt som sjælens trofaste følgesvende, når jeg som historiker og skribent gelejder læsere ind i sande helvedesscener fra dengang i et inferno af morderisk barbari uden sidestykke i verdenshistorien:

Levende døde med øjne, der lyser af håbløshed og lidelse. Hæse SS-bødler, der myrder løs. Jødiske børn, der stuves sammen i gaskamrene i flere lag ovenpå hinanden, Krematorier med flammende ligbål og ovne, der arbejder i døgndrift, bjerge af døde i forrådnelse, der hober sig op, stablet med tysk grundighed i flere meters højde.

Med lyden af ofrenes desperate skrig i alle øregange, føler jeg det som en befrielse, også at blive forundt at skrive skæbnefortællinger, om mennesker fra min barndoms land, der gjorde en forskel, og lade anekdoter, finurlige historier og skæve indfald finde deres plads i skriveriet.

Om det så gælder den folkekære redaktør Mortensens meritter i godhedens tjeneste som julemand i Grindsted, eller Knud Ditlev Pedersen som en nobel Greve af Baggården. Eller den godhjertede bankdirektør Arvid Hansen, der med hjerte, sjæl og socialt sindelag med hele vejen personificerede borgerlig anstændig, længe før begrebet blev opfundet. 

Du skriver især historiske artikler ?
Engang i 1960’erne sendte jeg som 14-årig skoledreng i Hejnsvig mit livs første artikelforsøg til en vis Anker Jørgensen – dengang redaktør for Arbejdsmændenes og Specialarbejdernes Fagbladet.

Med Anker for bordenden havde storsind og generøsitet gode kår på redaktionsgangen, og få dage senere dumpede en kuvert fra Hovedstaden ind ad brevsprækken med den velkendte dumpe lyd. Et personligt brev med velmente råd og hjertevarme ord, der fik stor betydning for en landsbyknægt fra små kår med drømme og håb i skoletasken.

En lun sommeraften for åbne vinduer i det indre Aarhus 50 år senere rinder mig ihu. Storbyens larm og trafikstøj anes som en svag summen i det fjerne, da stilheden pludseligt flænses af telefonens ubarmhjertige ringen. Displayet viser Ukendt nummer, og forsigtigt tager jeg røret: Det er Anker Jørgensen, lyder det i den anden ende …

Jeg står bag to hjemmesider om ham  www.ankerjørgensen.dk  og www.ankerjorgensen.dk , og den aften skal jeg opleve min barndoms folkekære Anker Jørgensen, mærket af alderdommens skrøbelighed, javel, men stadigt med en ukuelig livskraft og viljestyrke.

Den gamle statsminister ringer for at snakke om min medvirken til en bog, han har i tankerne, men det når desværre ikke at blive til virkelighed.

Her i dit livs efterår skriver du også artikler fra din hjemstavn – hvorfor ?
For endegyldigt at få ro i sjælen, sluttet fred med fortidens dæmoner og se min barndoms mareridt i øjnene. Det rækker ikke længere bare at affærdige de traumatiske oplevelser dengang med skål i skuret og skråt op med det hele.    

Min tidligste barndom i en lejlighed på 3. sal i Esbjerg var et sandt Helvede af mishandlinger og fortrædeligheder. Med vold, druk og svir som trofaste følgesvende ravede min far i årevis rundt i den raserede lejlighed, der for tid og evighed har mejslet sig ind i min erindring som en krigszone, indsovset i en hæslig dunst af tobakståger, bræk, øl og billig sprut …

Du fremhæver gerne to kvinder i dit liv ?
En mors kald og ædle gerninger er ikke forbeholdt ikoner som Moder Teresa men melder sig også i skikkelse af to ejegode kvinder: min mor Astrid og hendes veninde, min plejemor Ane Lise.

Min mor Astrid brød som sit livs ultimative bidrag i godhedens tjeneste dén tunge arv, jeg var et produkt af, og frelste mig fra et inferno af vanrøgt og omsorgssvigt. Hun sendte mig i pleje hos min elskede plejemor i Hejnsvig og sikrede, at jeg ikke blev stuvet væk som socialt bundfald på 1950’ernes berygtede opdragelsesanstalter.

Min plejemor Ane Lise sprængte med en betingelsesløs moderkærlighed som urkraft alle rammer for at værne sin bette knejt mod svigt og fortrædeligheder. Ganske som i H. C. Andersens hjerteskærende eventyr om moderen, der kæmpede for at fravriste døden sit barn. Hun ofrede sig for barnet, og da Døden undrede sig, lød hendes svar: – Jeg er en moder …

 Også to ældre herrer fra barndommens land nævner du ofte ?
 Ved gavmildt at dele ud af deres livsvisdom forlenede min barndoms prægtige mentorer mig med kærlighed, samhørighed og nærmest hellig respekt for naturens sjæl, for Hejnsvigs bondekultur og for min vestjyske hjemstavn.

Som en fast tradition igennem mange år troppede de to statelige ældre herrer hvert år op på min fødselsdag, skuttede kulde og snefnug af sig og trådte forsigtigt ind i vor lune stue i Bredgade i Hejnsvig for at ønske knejten tillykke.

Brændekvaset knitrede lystigt i den glohede jernkakkelovn, og de to kære fødselsdagsgæster satte sig mageligt tilrette i hver sin dybe lænestol. Som altid tændte Morten Sparvath sin uundværlige cigar, mens Gamle Andersen gik ombord i skålen med bolcher fra Nørregade med særligt kig på gyldne althea bolcher.

Alt var, som det plejede at være – ved det gamle. Gavmildt bød mor på dampende varm chokolade med bjerge af flødeskum, hjemmebagte boller med tandsmør, Oluf Bagers bedste konditorkage med creme og glasur og endeligt hjemmelavet kiksekage med chokolade og smeltet palmin. Sød, sprød og dejligt klistret. Resten af aftenen var helliget ren og pur råhygge ved fødselsdagslampens skær med Sorte Per, Hjerterfri og andre sjove kortspil.

Endeligt er der hverdagens intolerance ?
Med intet helligt og uden forståelse for andres lidelser har vi igennem årtier skabt grobund for et kynisk menneskesyn, der forflygtiger al anstændighed og socialt ansvar. Vi har ladet de laveste instinkter tilsat en god portion intolerance og en sjat giftige fordomme fyge over ligusterhæk, altaner og stokroser.

Uden at levne plads til dem, der er anderledes, dém der skiller sig ud: akoholikere, stofmisbrugere, homoseksuelle, jøder, muslimer, flygtninge, psykisk syge – dém, der ikke passer ind i den pæne og ferske artighed.

I stedet er hele grupper blevet lagt for had og forfølgelse som roden til alle livets fortrædeligheder og al ondskaben …

Vi anvender cookies for at sikre at vi giver dig den bedst mulige oplevelse af vores website.
Hvis du vælger ikke at aktivere cookies, fungerer siden ikke optimalt, angiv dit valg til højre.

Cookie indstillinger

Nedenfor kan du vælge hvilke typer cookies du vil tillade fra hjemmesiden, klik på "Gem cookie indstillinger" for at angive dit valg.

Funktions cookiesSiden benytter funktions cookies, disse er nødvendige for at siden fungerer.

Analytiske cookiesSiden benytter analytiske cookies, således at vi kan analysere besøg, og optimere hjemmesiden.

Social mediaSiden benytter ikke social media cookies.

ReklameSiden benytter ikke reklame relaterede cookies.

AndreSiden benytter 3 part cookies, bla. til funktionalitet af siden, der bliver ikke gemt personlige informationer.