Det blev uafgjort 2-2: Grindsted GIF fik besøg af Skjern GF

Foto: René Lind Gammelmark

Søndag kl. 11 var Grindsted Serie 2 fodboldherrer klar til dagens kamp mode Skjern GF.

Dagens sponsor for Øl, Vand og kaffe var Garant Grindsted.

Træner Christian Thorne har skrevet nedenstående referat fra kampen:

Igen kunne vi mønstre et stort (og lidt stille) hjemmepublikum en søndag formiddag på Grindsted Stadion, hvor vi spillede endnu en vigtig topkamp i serie 2.

Hver eneste kamp føles som en finale i øjeblikket… der trækkes store veksler på det mentale plan. Der hviles ikke og spillerne gør alt hvad de kan for at levere deres bedste. Og søndag var ingen undtagelse. Der blev fightet godt for sagen, og jeg kan kun være godt tilfreds med indstillingen. Vi kommer særdeles godt “fra land”, og allerede i 2. minut har bevægelige Pirasath Raguleswaran bragt os i front på forarbejde af kaptajn Patrick Lauridsen, der på den centrale midtbane sled og slæbte og var en dominerende faktor for os.

 
Gæsterne fra Skjern GF er et rigtig godt og homogent fodboldhold, og de er dygtige til at spille mellem kæderne, som vi havde skarp fokus på op til kampen. Vores føring blev udlignet godt 10 minutter senere, og begge hold skiftedes til at være i teten i en afvekslende første halvleg. I det 37. minut får unge Jesper Dahl Schmidt endelig taget hul på målscoringen, og den arbejdsomme angriber var en konstant trussel gennem hele kampen. Et klart plus i bogen i dag. Et stort minus kan vi så desværre notere os i forbindelse med skader. Efter en halv time må vi desværre udskifte bomstærke Oliver Jakobsen ligesom Sebastian Øhlenschlæger også måtte udgå godt halvvejs i anden halvleg.
 
Og anden halvleg blev ærligt talt noget af en udfordring. Skjern GF var det bedste mandskab, men vi havde store muligheder for at bringe os i front med to. I stedet faldt udligningen midt i halvlegen, hvor der måske nok burde være fløjtet en offside. Men omvendt havde vi heldet med os i første halvleg, hvor Skjern scorede mens linjedommeren markerede med flaget. Det går så lige op.
 
Uafgjort. Ganske retfærdigt egentligt. Men ærgrelsen er bestemt at mærke. En sejr havde betydet en placering alene i toppen, men nu skal vi jagte og ikke jagtes. De resterende fire kampe skal vindes ligesom andre resultater skal flaske sig. En vanvittig tæt top og intet er afgjort. Men andre hold har bedre kort på hånden end vi.
 
Onsdag kl. 16.00 spiller vi på stadion anden runde af pokalturneringen mod ASA Aarhus (JS), og lørdag står vi atter overfor noget af en opgave, når vi besøger Jerne IF. Vi går en spændende uge i møde. Igen.
 
Holdopstilling:
Sune Nissen
Mathias Landén Jeppesen
Sebastian Øhlenschlæger
Sebastian Nørbygaard
Oliver Jakobsen
Patrick Lauridsen
Christoffer Wutborg
Kevin Rajakumar
Jesper Dahl Schmidt
Pirasath Raguleswaran
Jakob Vikær
Emil Hergott
Rasmus Horsted
Lasse Kamp
 
Klik på billederne i galleriet her under for at se dem i stor størrelse