Fredag den 7. december 2018 åbnede Fru Kristof i Hejnsvig efter at have have været lukket i et kort stykke tid.
Det var Thomas Frøik der åbnede pølsevognen. Thomas er oprindelig uddannet slagter, og var tidligere forpagter og bestyrer af Restaurant Ho Bugt. Thomas bor sammen med Christina Højrup, der er butikshef hos Billund Bageri.
Da Corona satte ind, kunne man godt mærke det i pølsevognen, hvor der ikke blev solgt nær så meget som man plejer. Derfor tog Thomas den beslutning, at han ville tilbyde kunderne dagens ret, der er god gammeldags mad. Maden bliver lavet fra bunden og hver dag kommer den en ny ret på menuen. Thomas har igennem længere tid, også før Corona, tilbudt kunderne at de kunne bestille mad til deres fest hos ham.
Dagens ret er blevet en stor succes, og da Thomas efterhånden havde udfordringer med at have plads nok til at lave mad, nogen gange op til 175 kuverter, slog han til da han og Christina fik tilbudt forpagtningen af Hejnsvig Forsamlingshus.
Man kan leje forsamlingshuset hvis man har en fest, men det forudsætter at man bestiller maden hos forsamlingshuset, idet køkkenet ikke bliver lånt ud. Man kan derfor bestille full-service med servering, mad og drikkevarer, eller blot med maden fra køkkenet, og selv sørger for drikkevarer og servering.
Pølsevognen skal nu bortforpagtes
På grund af den store succes med dagens ret, har Thomas valgt at afhænde pølsevognen, idet han ikke selv har tid til at stå der, når der nu skal laves mad til så mange portioner dagens ret. Derfor har han på facebook søgt efter en ny forpagter til en veldreven pølsevogn.
Kunne du tænke dig at blive selvstændig, har du nu muligheden for at forpagte Fru Kristof i Hejnsvig. Kontakt Kristina Højrup på tlf. 30 61 74 48 for at høre mere.