Af: Louis Bülow
Med Marie og Jeppe Jensen fra Nørregade i København skal vi møde to unge mennesker, vi ikke vidste, vi havde glemt …
Såvel Marie som Jeppe er rundet af stoute jyske bønder og missionsfolk og tager i fordums dage til Hovedstaden for at drive Det Jyske Pensionat i Nørregade – ellers synes deres videre skæbne at fortabe sig i glemslens tusmørke.
Men dykker vi ned i historiske arkiver og annaler, toner konturer frem af deres unikke og autentiske skæbnefortælling. Med et poetisk sind og en lyrisk åre i bagagen skal de skrive sig ind i litteraturen, blive dansk folkeeje og sikre berømmelse for eftertiden.
Ved skæbnens spil krydser deres veje engang i begyndelsen af 1890’erne den navnkundige Rigsdagsmand fra Grindsted Laust Rasmussen, der er født på et husmandssted i Nollund og vokser op i små kår som hyrdedreng på den vestjyske hede
Den opvakte unge mand skal snart slå igennem i det lokalpolitiske arbejde og begiver sig ud på sin politiske klatretur mod magtens tinder. I 1890 bliver han valgt som medlem af Folketinget for Bække-kredsen, fra 1903 Grindsted-kredsen.
Livet igennem er Laust Rasmussen trofast mod sin ungdoms idealer og færdes lige hjemmevant til nytårskur, taffel og gallamiddag på Amalienborg som til hyggesnak med Maren i kæret derhjemme.
For at kunne byde det politiske liv op til dans leder Grindsteds nyvalgte folketingsmand med lys og lygte efter kost og logi i Hovedstaden, og i sin søgen efter et pensionat nærmest falder han over Det Jyske Pensionat i Nørregade. Det lyder trygt og hjemligt og er drevet af Marie og Jeppe Jensen.
De to unge er klemt økonomisk, og det kniber med at få det hele til at løbe rundt. Jeppe Jensen læser for at blive student og har ingen indtægter. Med hans egne ord: ”Vi flyttede tit, altid fra det bedre til det værre. Men Nissen flyttede med. Armodens og Pengeløshedens drilagtige Nisse”.
Jeppe Jensen har senere fortalt om de første trange år i Hovedstaden:
”Vi havde et Par Logerende, der var saa venlige at tage Kosten ved Maries Bord. Den ene var nu afdøde Folketingsmand Laust Rasmussen, valgt i Bække-kredsen. Han boede hos os et Par Rigsdagssæsoner, og var en hyggelig og behagelig jævn Bondemand at have i Hjemmet, gik rundt med sort Krave og grove, hjemmestrikkede Strømper og røg altid en meget sur pibe.”
Det 40-årige folketingsmedlem fra Grindsted stortrives igennem adskillige år hos Marie og Jeppe Jensen i de trygge og hjemlige omgivelser. Han har meget tilfælles med sine unge logiværter, og de lange aftener i pensionatet flyver afsted med hyggelig passiar og en god pibe tobak.
På bølgelængde og solidt forankret i jysk bondemuld har de meget at snakke om, meget at dele, meget at hente.
Den danske bondekultur står Jeppe Jensens hjerte nær, og det skal snart vise sig, at den unge forfatterspire evner at tolke det hårdføre liv på heden med indlevelse og filmisk billedrigdom, så englene synger og Laust Rasmussen nikker med. I dag tør Jeppes digtning siges at høre til blandt de smukkeste beskrivelser af jysk natur og folkeliv med social indignation på paletten.
Foto: Det kongelige biblioteks digitale samlinger.
Også kimen til Jeppe Jensens samhørighed med hjemstavn og naturens sjæl bliver lagt i de unge år på heden. Med Jeppes ord:
”Hyrdelivet havde sine stigende Grader, begyndte blandt de snadrende Gæs og gik over Faarene til Køer og Stude. (….) Under dette evindelige Hyrdeliv, der fortsattes helt op forbi Konfirmationen, indsugede jeg ubevidst dette intime Kendskab til Naturen og alt, hvad dens er.”
Med fynd og klem er Laust Rasmussen i mange år den ledende skikkelse på Rigsdagen i kampen for at forvandle sin hjemegn til et jysk trafik- og jernbaneknudepunkt. Hans livsværk gør Grindsted som et lille hedesogn i det vestjyske til historisk fortid og hyrdedrenge til en saga blot…
Få år efter at Laust Rasmussens og Marie og Jeppe Jensens veje krydsede hinanden i Det Jyske Pensionat, fik Jeppe Jensen sit store gennembrud som digter og forfatter.
Han tog navneforandring til Jeppe Aakjær efter sin fødegård, og snart skulle hans pennestrøg give genlyd over hele landet. Også hustruen Marie slog igennem som forfatterinden Marie Bregendal.
Foto: Wikipedia
Vi lader Jeppe Aakjær runde af. Med digtet Paa Hedens Høje udtrykker han et smukt og poetisk forsvar for den jyske hede – og erkender, at slaget er tabt:
Snart er du slettet ud, mit Barndomsland,
hvor Rylen pylred om sin simple Rede,
hvor Porsen stod i Krans om stille Vand,
mens Maanen svæved over Moser brede.
Vemodigt gaar mit Blik blandt tavse Minder
som før, naar Duggen døbte Barnets Kinder …
Men I, som skrider nu med Maalesnor
henover Jyllands fattig-brune Hede,
som leder Slavekobler i jert Spor
og skræmmer Hjejlen bort fra Æg og Rede,
kan vel taale denne ene Stemme,
der synger om en Fryd, jeg ej kan glemme.
