Is fra familien Dahl til familien Danmark

PR-Foto: Nygård Ismejeri & Gårdbutik

Goforlocals dommerpanel, der i år består af Claus Meyer, Flemming Birch og Anna Fenger Schefte, har besluttet, at Nygård Ismejeri desværre ikke løber med titlen som Danmarks Bedste Lokalproducent 2020. De er dog alligevel svært begejstrede for det lille familiedrevne ismejeri.

Internetportalen goforlocal har for andet år i streg ledt efter Danmarks Bedste Lokalproducent. Blandt årets nominerede er Nygård Ismejeri & Gårdbutik, som desværre ikke løber med sejren i år. Prisen går i stedet til Sybergkvæg fra Kerteminde på Fyn skriver goforlocal i en pressemeddelelse. 

Sympatisk familieprojekt
Selvom familien Dahl, der står bag Nygård Ismejeri, ikke løber med titlen i år, får de alligevel nogle rigtig pæne ord med på vejen fra dommerne, der er enige om, at konceptet bag det lille ismejeri er rigtig stærkt. Dommerne bider især mærke i den stærke familieforankring, som de rigtig godt kan lide.

  • ”Nygård Ismejeri har et meget sympatisk koncept, der i mine øjne er ’fra vores familie til jeres familie’, og det gør de bare rigtig godt. Det er konceptstærkt, godt og gennemtænkt”, siger Flemming Birch, ekspert i forbrugeradfærd og -trends.

Fokus på det lokale
Dommerne ser desuden en tydelig lokal forankring, når familien f.eks. laver øl-is med lokalt produceret øl fra Varde Bryghus og bruger blåbær fra Halskenbjerg blåbærfarm i Sdr. Omme til deres blåbær-is. Deres produktion af is er samtidigt forholdsvis bæredygtig, fordi de anvender mælk fra deres egne dyr, og der dermed er kort vej fra koen og til det færdige produkt. Og ikke nok med det, så bruger de også bedstemors nedfaldsæbler til æblesorbet og rabarber fra naboernes haver til deres is.

  • ”I forhold til bæredygtighed er det rigtig godt, at de bruger lokale råvarer og sådan noget som nedfaldsæbler. De er gode til at fortælle historien om, at de er lokalt forankrede og har lokale samarbejder. Det er på mange måder en god nytænkning af det klassiske landbrug”, siger Anna Fenger Schefte, klimajournalist og forfatter til bl.a. Klimaguiden.

Bedre held næste år
Selvom Nygård Ismejeri altså ikke løber med titlen som Danmarks Bedste Lokalproducent i år, har det på ingen måde slået dem af hesten. De er klar til at kæmpe om titlen igen næste år og tager bare årets nominering som et velfortjent skulderklap fra deres mange trofaste kunder.

  • ”Nygård Ismejeri har et stærkt koncept og producerer noget hamrende lækkert is – det er slet ikke til diskussion. Vi hos goforlocal glæder os til at følge deres fortsatte udvikling og til at hjælpe dem med at nå deres fulde potentiale”, siger Niels Høegmark, partner i goforlocal.

Sidste år gik titlen som ’Danmarks Bedste Lokalproducent’ til Ømosebær fra Kjellerup i Midtjylland.