Bülows Hjørne: Hansens Hotel i 1970ernes Grindsted

Af Louis Bülow

Vi har netop i en tidligere artikel fortalt om Hansens Hotel i Grindsted, der blev grundlagt omkring århundredeskiftet som Grindsted Landbohjem af den driftige slagter Niels Andreas Hansen og igennem fire årtier var ejet og drevet af det samme solide familiedynasti.

Nu sætter vi fokus på det dynamiske hotelejer-par Irene og Søren Ude Sørensen, der for små fem årtier siden midt i 1970’erne slog dørene op til et stilfuldt nyrenoveret Hansens Hotel. Med sikker sans for tidens tendenser og med dygtige folk på sidelinjen skabte de et nyskabende hotel, der fra alle sider blev set som et ganske forrygende og overmåde forfriskende pust i branchen.

Irene og Søren Ude Sørensen havde flere års værdifuld erfaring med sig i bagagen fra forpagtning af Restaurant Lygten i Vestergade, som de med idérigdom og engagement gjorde til en forrygende succes i et nært parløb med ejeren, ejendomshandler A. P. Terkelsen. Mens de to unge havde flair for at trække et væld af glade gæster til huse, tog A. P. sig primært af de økonomiske aspekter.

De unge restauratører brændte for at få foden under eget bord og da chancen bød sig, slog de til og erhvervede Hansens Hotel af den erfarne Knud Lind Sørensen, der havde overtaget hotellet i 1962 fra sin svigerfar Jens Storgaard. Denne havde selv købt hotellet af Familien Hansen i januar 1944.

Med sved på panden og benhårdt arbejde lykkedes det de to unge at få skabt en oase for sjælen med deres nyrenoverede hotel. Hér kunne byens borgere, travle forretningsfolk og erhvervsdrivende koble fra hverdagens trædemølle og lægge stress og jag til side.

Hansens Hotel erhvervede et solidt ry som et eftertragtet spisested, hvor gæsterne blev overdådigt trakteret efter alle madkunstens regler. I køkkenet huserede den suveræne Irene Ude Sørensen, dygtigt bistået af Lind Sørensens mangeårige køkkenchef Hassing.

I stort tal strømmede gæster til fra nær og fjern, og Hansens Hotel dannede i de efterfølgende år rammen om et utal af livets skønne familiefester, gilder, sammenkomster, jubilæer, receptioner, konfirmationer, barnedåb og bryllupper af enhver karat.

Til fredags- og lørdags-arrangementer med fuldt blus på lampen valfartede hundredevis af unge og ældre fra hele egnen, ølhunde, natteravne og andet godtfolk op gennem 1970’erne til en forrygende tredje halvleg på Hansens Hotel, der bød på gæster fra alle samfundslag.

Hotellets Cafeteria var indrettet i tidens bedste bodega-stil og var et eftertragtet samlingssted, hvor der blev taget godt for sig både af mad og våde varer. Her regerede den vellidte slagtermester Kaj Jensen fra Fynsgade, der dygtigt forstod at skabe atmosfære og tage vare på de mange stamgæster.

Kaj – i folkemunde kærligt Kaj Slagter – var på fornavn med alle, på hat med de store og på bajer med bumsen. Han så aldrig skævt til nogen men gav alle en behandling i Cafeteriet, der turde siges at være selv vip-gæster på D’angleterre værdig …

Mange lokale fandt i dé år et fristed i Hansens Hotels skænkestue, hvor Søren Ude regerede med et hjerte af guld og skabte, hvad mange så som et forjættet land omkring sig. En sjældent set hotelejer, der forenede sit virke med både hjertevarme og social forståelse som trofaste følgesvende.

Vi lader os bære tilbage til et tidsbillede fra dengang og træder ind i 1970’ernes navnkundige skænkestue på Hansens Hotel en sén fredag eftermiddag. Rén nostalgi og stokroseromantik indsovset i tætte tobakståger.

I den fjerne ende af skænkestuen stikker et par Sparekasse-folk hovederne sammen til en svag summen af fortrolig småsnak, ved bordet tæt véd holder et par bankmænd hof, dér sidder en flok butiksansatte og hist henne får vi øje på nogle fodboldspillere, der ivrigt diskuterer morgendagens kamp og ellers kridter banen af til en forrygende tredje halvleg.

Ved nabobordet er en ældre herre med til at holde fanen højt med kaffe og den uundværlige Kahlua, mens han pulser løs af sin elskede cigar. Kun afbrudt af lidt klirren og søde sagers sprøde knasen.

Lunt og godt forankret ved det dugklædte stambord sidder stedets velkendte oldtimere og gamle kendinge og frister livet med hyggesnak, en lunken bajer og måske en lille skarp til kaffen.

Alle kobler de fra i den kåde stemning og tager méd på langfart tilbage til fortidens glade dage. En tur ned ad Memory Lane, der om noget kan sætte fut i fejemøjet.

Så er tiden inde til sjove anekdoter og skrøner fra en dejlig men svunden tid. Søren Ude er ikke til at skyde igennem, når han med pavelig stolthed fortæller om sin barndom og opvækst i Skjern, hvor manufakturhandlerens to drenge Jens og Peter spiller en ikke ringe rolle. Dengang dannede de to Skjern-knægte alle tiders mest sejlivede rockband Gnags – eller Those Gnags, som de kaldte sig i starten.

Man er ikke i tvivl om, at mange stamgæster og Søren Ude indgår i et sjældent set socialt fællesskab med hinanden, mens de sidder dér og nyder øjeblikket og varmen. Man er dus og på fornavn, man føler ansvar for hinanden og lader ikke bare stå til, når livet byder op til dans.

Hér taler vi ikke floskler og lommepsykologiske banaliteter, men noget så sjældent i værtshus-sammenhæng som ægte sammenhold og fællesskab med en folkekær hotelejer i front, der har forstået at bygge de smukkeste broer mellem mennesker.

Omgærdet af dybtfølt sympati og respekt skaber den ranke Søren Ude Sørensen med sit vestjyske lune og sin godhjertede udstråling både varme og atmosfære omkring sig og tager nænsom hånd om sine stamgæster.

Med Søren i nærheden er der højt til loftet og plads til alle. Også dem på sjasens laveste sats med social fattigdom som trofast rejsekammerat, dèm på samfundets skyggeside. Ingen lades i stikken.

Altid er der trøstende ord og moralsk opbakning at hente, en øl hér, en sodavand dér, en smøg, et lille smil, lidt latter, et solidt måltid mad og med et bjørnekram inden for rækkevidde, når en af de gamle kendinge hænger med næbbet.

Er der lavvande i kassen, dukker Søren Ude op ved stambordet med et fortroligt klem – og altid en lille forstrækning. Er det umuligt at skaffe en taxa, står han klar til at tage sin tørn. Uden beregning.

Skønne erindringsglimt om en hotelejer i Grindsted, der blev set som en sand hædersmand og med storsind og generøsitet lærte sine gæster at mærke livet.

Alting har en ende – også det forunderlige eventyr om de gyldne år i 1970’ernes Grindsted med Irene og Søren Ude Sørensen og Hansens Hotel.

Efter en sej kamp med knuste drømme og bristede illusioner må det unge hotelejerpar give op i begyndelsen af 1980érne. De bukker under for tidernes ugunst efter den 2. oliekrise, der medfører en regulær økonomisk krise herhjemme i årene 1980-82 og lægger op til det mest gennemgribende finanspolitiske indgreb i nyere tid – kartoffelkuren. Fattigfirserne banker på …

Tilbage står mindet om to godhjertede, visionære og kreative mennesker, der i dé år skabte et legendarisk in-sted i Grindsted. Selv i dag ynder glade gæster fra dengang – nu seje bedsteforældre på pension – at tage på langfart tilbage i tiden til et væld af gyldne stunder sammen med Irene og Søren Ude Sørensen på Hansens Hotel.

En livslang flirt …

Vi lader musikeren Kurt Mejborn Nielsen runde af. Han husker Irene og Søren Ude fra sine unge år som seriøse, indlevende og dejlige mennesker, der altid havde et stort varmt smil til overs til alle – uanset status og uanset hvem man var:” Man følte, at alle var lige, og at alle var lige velkomne.”

Epilog:

Efter nogle år flyttede Irene og Søren Ude Sørensen til Esbjerg, hvor Søren døde i 1996, kun 51 år gammel. Irene Ude Sørensen døde i 2008, 63 år

Vi anvender cookies for at sikre at vi giver dig den bedst mulige oplevelse af vores website.
Hvis du vælger ikke at aktivere cookies, fungerer siden ikke optimalt, angiv dit valg til højre.

Cookie indstillinger

Nedenfor kan du vælge hvilke typer cookies du vil tillade fra hjemmesiden, klik på "Gem cookie indstillinger" for at angive dit valg.

Funktions cookiesSiden benytter funktions cookies, disse er nødvendige for at siden fungerer.

Analytiske cookiesSiden benytter analytiske cookies, således at vi kan analysere besøg, og optimere hjemmesiden.

Social mediaSiden benytter ikke social media cookies.

ReklameSiden benytter ikke reklame relaterede cookies.

AndreSiden benytter 3 part cookies, bla. til funktionalitet af siden, der bliver ikke gemt personlige informationer.