MAGION forbereder en tryg julekoncert

En stor del af planlægningen forud for julekoncerten med Anders Blichfeldt i MAGION er rettet mod Covid-19.

 Hvordan bliver julen i år? I MAGION arbejdes der ihærdigt på, at julen i hvert fald ikke bliver uden en swingende julekoncert med Anders Blichfeldt. Myndighedernes covid-19 retningslinjer og erfaringer fra andre spillesteder indgår i planlægningen forud for årets julekoncert i MAGION den 28. november.

Erfaringer fra stand-up showet med Rune Klan den 10. oktober er også en del af planlægningen.

”Vi har evalueret både egne observationer og gæsters feedback, så vi tilretter blandt andet vores salsplan, så der er mere afstand mellem stolerækkerne. Vi har hele tiden overholdt myndighedernes afstandskrav, men vi vil gerne sikre os, at folk føler sig 100 % trygge”, uddyber eventmanager Mads Søbye Helbo.

Før koncerten vil alle billetkøbere modtage en udførlig beskrivelse af de retningslinjer, der er gældende til koncerten. ”Ved koncerter og shows udsender MAGION altid en velkomst med praktisk information til billetkøberne, men behovet for information er skærpet i den nuværende situation.

MAGIONS oplevelse er, at gæsterne generelt har stor forståelse for de mange nye forholdsregler med fx mundbind og afstand. Til julekoncerten vil MAGION dog gerne understrege nødvendigheden af at komme i god tid samt myndighedernes krav om, at man i al væsentlighed bliver siddende på sin plads både før, under og efter.  

I MAGION ser man frem til at kunne byde på en festlig julekoncert med swingende gospel-versioner af klassiske julesange.

”Lige nu har vi også brug for festen og glæden ved musikken til at kickstarte julestemningen”.  

Billetter til koncerten kan købes på ticketmaster.dk og i MAGION. Der vil kun være et begrænset antal billetter i salg til koncerten. Det er også muligt at tilkøbe en koncertmenu i MAGION Café før koncerten. Der tillades dog ikke selskaber større end 10 personer skriver MAGION i en pressemeddelelse.

 

Læs mere på magion.dk.