Bülows Hjørne: Anekdoter, sjove historier og skæve indfald

Når man er blevet forundt at videreformidle sit livs brændende passion for historie igennem godt fem årtier, tager man fra tid til anden på langfart tilbage til inkarnationen af absolut ondskab med nazisternes folkemord på seks millioner jøder, heraf 1,5 millioner  børn.

Tomhed og hudløs afmagt er sjælens trofaste følgesvende, når man som historisk skribent påtager sig at gelejde sine læsere ind i sande helvedesscener fra dengang i et inferno af morderisk barbari uden sidestykke i verdenshistorien:

Levende døde med øjne, der lyser af håbløshed og lidelse. Hæse SS-bødler, der myrder løs. Jødiske børn, der stuves sammen i gaskamrene i flere lag ovenpå hinanden, Krematorier med flammende ligbål og ovne, der arbejder i døgndrift, bjerge af døde i forrådnelse, der hober sig op, stablet med tysk grundighed i flere meters højde.

Med lyden af børnenes desperate skrig i alle øregange, skrig der aldrig forstummer, kan det føles som en sand lise for sjælen fra tid til anden at krydre lokalhistoriske fortællinger og nostalgiske portrætartikler med en nænsom grad af kådhed ved at lade anekdoter, finurlige historier og skæve indfald finde deres plads i skriveriet.

Blandt disse portrætartikler har Netavisen Grindsted tidligere bragt fortællingen om Pastor Olesen i Sdr. Omme og hans fader biskoppen – to stridsmænd for Vorherre, der begge turde siges at være i besiddelse af en befriende underfundig sans for humor og umanerligt kvikke replikker.

Pastor Poul Olesen, der i gennem fire årtier virkede som en dybt respekteret sognepræst i det lille landbosamfund Sønder Omme, og faderen pastor Oluf Olesen, der i 1920’erne varetog hvervet som en navnkundig og legendarisk biskop over Ribe Stift.

Bag biskoppens barske ydre gemte sig et jovialt og slagfærdigt menneske – en spasmager af Guds nåde. Som dengang i september 1926, hvor Kong Christian X og Dronning Alexandrine deltog i Ansgar-festlighederne i Ribe. Den statelige konge og biskop Olesen talte fortroligt sammen i Domkirken, da Christian X fik øje på nogle soldaterveteraner, der stod opmarcheret i koret:

– Jeg tror, jeg går hen og giver en kur, sagde kongen. Med et glimt i øjet replicerede biskoppen bramfrit: – Ja, så tror jeg, at jeg imens går over og gør kur til dronningen!   

Eller da han blev budt på kaffe hos en af sognets ældre enker, der beæret over det fine besøg fik fremstammet: Nu håber jeg og tror da også, at kaffen er god. Hvortil biskoppen svarede: Kære lille De, her gælder hverken håb eller tro – kun bønner!

Eller dengang biskop Olesen blev ringet op af en mand, der skulle have fat i det lokale bilvaskeri og bad biskoppen komme hen og vaske hans vogn.

Det mente biskop Olesen nok, han kunne påtage sig, dog ikke på stående fod, da han netop skulle over i Domkirken for at vie et brudepar.

En anden gang blev Ribe-bispen ringet op af byens elegante stiftsamtmandsinde, der spurgte, om bispinden var til stede. – Nej, det er hun desværre ikke, svarede Olesen, bispinden er på besøg hos smedinden …

Netavisen Grindsted har også bragt historien Greven af Baggården om Grindsteds folkekære Knud Ditlev Pedersen.  Med et lunt glimt i øjet foreslog han engang, at et omdiskuteret kunstværk på Torvet i Grindsted skulle skiftes ud med en nøgen kvinde med et lifligt glas med gyldne dråber i hånden. Som han sagde: Så længe, man kan kysse Jomfru Aalborg, skal man ikke være ked af det.

Ved et uheld blev Knud Ditlev engang låst inde på Restaurant Lygtens Øl- og Spirituslager sammen med netop sin elskede Jomfru Aalborg. Hvad der videre skete, har han med et smil på læben ladet fortone hen i det uvisse.

Efter et festligt lag hos gode venner i Grindsted og nok lettere selskabeligt overrislet følte han sig overbevist om, at skurken bag dén famøse situation var familiefaderens fristende romfromage og ikke dé små skarpe, der fulgte med kaffen.

Så er der artiklen i Netavisen Grindsted om den navnkundige Rulle Vagn med det borgerlige navn Vagn Rasmussen. En anekdote vil, at Rulle Vagn sidder og hygger sig i et festligt lag på Steen-kælderen, da to pæne damer henvender sig til ham. De har kendt hinanden for år tilbage og får en lille sludder om gamle dage. Da de er gået, udbryder Vagn forbløffet: Det er da helt utroligt, at de kan kende mig efter alle de år!

Engang er Rulle Vagn kommet til at låne en vimpel, en kasse øl og en cykel ved Carlsberg-depotet, og i retten spørger dommeren, om han var alene om forbrydelsen: Hvad tror dommeren selv ? Det er fandme da ikke til at skaffe arbejdskraft nu om stunder!

Dommeren foreslår ham at prøve et almindeligt arbejde og tilføjer, at det er der ikke nogen, der er død af endnu. Vagns svar falder prompte: – Jeg vil da også nødigt være den første …

 Nu vi er i retten, er der også historien om dengang, han stilles for dommeren, anklaget for at have ladet sit vand på Torvet i Grindsted. Modtager du bødeforlægget på kr. 200,- bliver han spurgt. Hvortil Rulle Vagn svarer: Jo, tak, jeg står lige og mangler penge …

Og beretningen om en anden legendarisk skikkelse i Grindsteds gadebillede, der om nogen har skrevet sig ind datidens lokalhistoriske annaler, nemlig Minus med det borgerlige navn Lars Marinus Nielsen.

 Minus huskes for altid at møde op i sit fineste søndagstøj som fast deltager ved begravelser i sognets kirker, om det så foregår i Urup, i Nollund eller i Grindsted, og han bruger altid den samme hilsen: – De´var en guer begravels.

Det fortælles, at Minus engang møder op i kirken i bløde kludesko. Da han forsigtigt bliver spurgt hvorfor ? svarer han: Æ begravels skulle foregå i stilhed.

 En anden sejlivet anekdote vil, at da man bagefter spørger ham, om det var en god begravelse, lyder det: jow, men der var for lidt rødbeder.

Minus – Lars Marinus Nielsen – Kilde: Grindstedarkivet

 Og Grindsteds respekterede ildsjæl og navnkundige fodbolddommer Knud Erik Gaarde, der med mange farver på paletten forstår at diske op med finurlige anekdoter og sjove eventyr fra et langt og spændende liv.

I erindringsbogen Så spil da, knejt! fortæller Helge Engelbrecht om ”én af mine danske helte, Knud Erik Gaarde fra Grindsted.” Dengang boede Knud Erik Gaarde ikke særligt langt fra familien Engelbrechts købmandsbutik på Vejlevej, og med Helges ord var Knud Erik altid god for et godt grin:

 ”Jeg tror, det var i en 2. divisionskamp i Viborg, hvor en hund pludselig løb ind på banen. Hér var Knud Erik Gaarde omgående på pletten med det røde kort og viste hunden ud! Den forstod åbenbart beskeden og luskede ud af banen med det samme til publikums udelte jubel og begejstring. Episoden blev vist på TV samme aften og kom derved hele landet rundt.”

Knud Erik Gaarde – Foto: René Lind Gammelmark

Vi runder af med historien om den legendariske fiskeriejer fra Donslund Henrik Henriksen og hans trofaste hund Jesus, der aldrig veg fra hans side men fulgte ham overalt som en skygge. Man kunne dengang opleve Henriksen køre tur med sin hund på passagersædet, og i folkemunde talte man kærligt om Vor Herre og Jesus.

Engang spurgte Politikens udsendte ham, om han ikke kedede sig så langt ude på landet, helt derude hvor kragerne vender. Henriksen lod, som om han slet ikke forstod spørgsmålet og tilføjede så med et lunt smil: ”Nu skal vi jo snart klemme de kønne ørred-damer om livet…”

 

Vi anvender cookies for at sikre at vi giver dig den bedst mulige oplevelse af vores website.
Hvis du vælger ikke at aktivere cookies, fungerer siden ikke optimalt, angiv dit valg til højre.

Cookie indstillinger

Nedenfor kan du vælge hvilke typer cookies du vil tillade fra hjemmesiden, klik på "Gem cookie indstillinger" for at angive dit valg.

Funktions cookiesSiden benytter funktions cookies, disse er nødvendige for at siden fungerer.

Analytiske cookiesSiden benytter analytiske cookies, således at vi kan analysere besøg, og optimere hjemmesiden.

Social mediaSiden benytter ikke social media cookies.

ReklameSiden benytter ikke reklame relaterede cookies.

AndreSiden benytter 3 part cookies, bla. til funktionalitet af siden, der bliver ikke gemt personlige informationer.