15 nye sponsorer kickstarter GGIF Fodbold Erhvervsklub

Af Christian Thorne
 
I vinterpausen er der forholdsvis stille på fodboldbanerne ved Søndre Boulevard i Grindsted, hvor piger og drenge i alle aldre glædes ved fodboldspillet. Trods stilhed på græsbanerne arbejdes der aktivt hos en gruppe, der ganske uhøjtideligt kalder sig “GGIF Fodbold Friends”. En lille gruppe af frivillige, der engagerer sig i GGIF Fodbold, fordi de gennem foreningsarbejdet i GGIF Fodbold har et fornøjeligt fælleskab, hvor samarbejdet kaster masser af gode oplevelser af sig.
 
Der arbejdes med to betydelige tiltag denne vinter. Oprettelsen af “GGIF Fodbold Erhvervsklub” og etableringen af en “Meet`N Greet Zone” ved klubhuset på Grindsted Stadion. Sidstnævnte bliver en klar opgradering, der bliver mærkbar for både klubbens sponsorer og tilhængere, ligesom klubbens egne medlemmer også vil få stor glæde ved de kommende faciliteter. Gruppen vil endnu ikke løfte sløret for planerne, men lover at det hele står klar, når fodboldklubbens herresenior 1. hold til foråret spiller deres første hjemmekamp i serie 1.
 
Og det i øvrigt på et Grindsted Stadion der i øjeblikket gennemgår en særdeles flot renovering foretaget af Park & Vej, og GGIF Fodbold glæder sig umådeligt meget til at vise publikum de “nye” omgivelser. Og der er mange sæt øjne, der kommer til at danne sig et indtryk, for i seneste sæson oplevede klubben ikke blot, at førsteholdet sikrede sig oprykning til serie 1, men der kom også langt flere mennesker til fodbold end tidligere sæsoner. Det er slet ikke usædvanligt, at stadion besøges af et par hundrede og helt op til over 400 mennesker, når klubbens førstehold spiller kamp. Nærmest et uhørt antal, når man taler om seriefodbold.
 
Den kommende sæson ligger dog nogle måneder ude i fremtiden, og fodbold-vennerne vil nu og her langt hellere sætte fokus på “GGIF Fodbold Erhvervsklub”, der blev skabt for blot en uge siden. En idé om at erhvervsklubben kunne etableres ud fra et netværk af lokale virksomheder, butikker og håndværkere, som alle har interesse i at støtte de mange positive oplevelser en fodboldklub giver til alle klubbens medlemmer, små som store, da sponsoratet i erhvervsklubben tilgår alle afdelinger, børn, ungdom og senior. Som noget ekstra positivt er det endda også lykkes at tiltrække interesse fra tidligere fodboldspillere, som godt nok ikke længere er bosiddende lokalt, men som velvilligt ønsker at støtte deres tidligere klub.
 
På ganske få dage er det lykkes at kick-starte erhvervsklubben med hele 15 nye sponsorer, og det giver endnu et energiboost til fodboldklubben, der gennem fælleskabet og glæden ved samarbejde tager et stort skridt i den rigtige retning, hvor klubbens værdier skinner igennem. Sammen er man stærkest. Ligesom på fodboldbanen.
 
“GGIF Fodbold Friends” tæller foreløbig Henrik Møller Kristensen (seniorformand), Lars Vølcker Jørgensen (sponsor-koordinator), Jesper Øhlenschlæger (holdleder 1. hold og sponsor), Kris Jensen Skriver (ungdomsudvalg) og Christian Thorne (cheftræner), og fodbold-vennerne håber på, at flere frivillige har lyst til at være med!