Testbil vender tilbage til Billund onsdag

PR-Foto: Region Syddanmark

To primære smittekilder breder sig i øjeblikket i Billund Kommune. Derfor vender Region Syddanmarks testbil tilbage til Billund onsdag.

Onsdag vil der fortsat være mulighed for at blive testet for COVID-19 i Billund. Her vil Region Syddanmarks testbil nemlig igen være til stede i Billund Centret, så man nemt og hurtigt kan blive testet.

Baggrunden er, at smittetrykket i Billund Kommune i den seneste uge har været stigende. Mønstret blandt de borgere, som bliver konstateret smittede, viser to primære kilder:

Dels har et smittetilfælde på Billund Kulturskole spredt sig til også at berøre flere lokale institutioner, herunder BillundSkolen og Billund Internationale Skole. Dels er der p.t. fem smittede minkfarme i Billund Kommune, og flere af de nye smittetilfælde kan spores tilbage til kontakt med minkfarmene.

Flere tiltag
Billund Kommune har på baggrund af stigningen iværksat flere tiltag, der skal stoppe yderligere spredning af smitten: Blandt andet er testbilen rekvireret til at stå i Billund igen onsdag. Kulturskolen har lukket for fysisk undervisning i to uger, og på BillundSkolen er hele 4. årgang sendt hjem i denne uge.

”BillundSkolen valgte i samråd med sundhedsstaben og skolechefen mandag den 16. november at sende hele 4. årgang hjem i denne uge, da vi nu har konstateret et smittetilfælde i alle tre klasser. Forældrene reagerede hurtigt på vores besked, og vi ringede også rundt for at sikre at alle havde læst og forstået beskeden. Der er stor opbakning og forståelse blandt vores forældre, og det vil jeg gerne takke dem for,” siger Lars Aagaard Nielsen, skoleleder på BillundSkolen.

Netop en hurtig indsats og forståelse fra borgerne er afgørende for, hvis det skal lykkes at nedbringe smittetallet. Kommunens indsats kan ikke stå alene.

”Hvis vi skal komme smitten til livs, er der fortsat behov for, at alle borgere husker de vigtige råd om at holde afstand, spritte af og begrænse sin aktivitet i sociale sammenhænge. Det er det, vi ved, som virker bedst i kampen mod COVID-19,” siger Lene Bruun, leder af HR og Sundhedsstaben i Billund Kommune.

Fakta om testbilen
Testbilens personale vil være til stede i Billund Centret, Hans Jensens Vej 6, onsdag den 18. november klokken 9.30-16.30.

Da der godt kan være kø, er det en god ide at tage noget med at sidde på.