Billund Kommune generobrer førstepladsen som Danmarks mest ejendomsvenlige kommune

Foto: René Lind Gammelmark

Legoland, Lalandia og lufthavnen er blot noget af det, Billund er mest kendt for. Men den sydjyske kommune burde efterhånden også være kendt for at ligge på førstepladsen, når det gælder om at skabe de bedste rammer for at tiltrække ejendomsinvesteringer og vækst. Billund indtager for tredje gang siden 2015 vinderpodiet.

Billund Kommune har før haft vinderpokalen – både i 2016 og 2017. I år slår kommunen sidste års vinder, Thisted, på målstregen. Det er ikke meget, der skiller de to kommuner ad, men bl.a. en lavere grundskyldspromille betyder, at Billund trækker det længste strå. Det fremgår af EjendomDanmarks undersøgelse af ejendomsvenlighed, hvor kommunerne bliver målt på en række parametre, de selv har indflydelse på skriver EjendomDanmark i en pressemeddelelse.

Målrettet indsats

Billund klarer sig godt i alle henseender. Kommunen har ingen timepris på byggesager eller dækningsafgift, grundskylden er med sine 18,48 promille den fjerde laveste i landet og for sagsbehandlingstiden på byggesager og ejendomsforbrydelser, ligger de i den bedste fjerdedel.

Billund Kommunes borgmester, Ib Kristensen (V), er stolt over, at Billund Kommune atter indtager vinderpodiet.

”Jeg er meget tilfreds med, at vi nu igen kan indtage en førsteplads i ejendomsvenlighed. I Billund Kommune har vi altid arbejdet målrettet på at være så erhvervs- og ejendomsvenlige som muligt. Det ses blandt andet i, at vi aldrig har og – efter min bedste overbevisning – aldrig vil komme til at opkræve dækningsafgift”, siger borgmesteren, der også peger på, at en lav grundskyld og en kort sagsbehandlingstid vægter højt.

”De seneste år har vi nedbragt sagsbehandlingstiden på byggesager markant. For mig betyder det utroligt meget at have et godt forhold og skabe gode rammer for vores ejendomsejere.”

EjendomDanmarks adm. direktør Jannick Nytoft roser Billund for sit kontinuerlige arbejde med sikre de bedste betingelser for ejendomsejerne.

“Billund fortjener stor ros og anerkendelse for endnu engang at have lagt sig i selen for at skabe gode vilkår til erhvervsliv og ejendomsejere. Det er særligt vigtigt i en tid, hvor dansk økonomi i forvejen er presset i knæ pga. coronakrisen. Færre skatter og afgifter er en hjælpende hånd til et endog meget presset erhvervsliv,” siger Jannick Nytoft.

Jylland stærkt repræsenteret i top-10

Det er niende år i træk, EjendomDanmark måler på ejendommenes vilkår i landets 98 kommuner. Igen i år ligger de jyske kommuner generelt lunt i svinget. I Region Syddanmark indtager Billund førstepladsen, mens Sønderborg tager en 7. plads.

På landsplan går det overordnet set bedre på to ud af de seks parametre, som indgår i undersøgelsen set i forhold til sidste år. På den positive side er ejendomsforbrydelser faldet med 8,2 procent, og ligger nu på et historisk lavt niveau. Derudover har en række kommuner sænket dækningsafgiften.

Kommunerne har dog også bevæget sig i en mere negativ retning. Sagsbehandlingstiden på byggesager er steget svagt det sidste år, og timeprisen for sagsbehandlingen af byggesager er i gennemsnit steget med næsten 60 kr. per time. To kommuner har sat grundskylden op, mens resten har holdt den i ro. Der er ikke sket ændringer i antallet af lejeregulerede kommuner.

Fakta: Det bliver kommunerne målt på

I EjendomDanmarks årlige undersøgelse måles kommunerne på forhold, som de selv har indflydelse på, og som har betydning for ejendommene. Ud over grundskyld tæller dækningsafgift, om kommunens private lejeboliger er reguleret eller ej, sagsbehandling for byggesager, byggesagsgebyrer og antallet af ejendomsforbrydelser (brandstiftelse, hærværk og indbrud).

 

Vi anvender cookies for at sikre at vi giver dig den bedst mulige oplevelse af vores website.
Hvis du vælger ikke at aktivere cookies, fungerer siden ikke optimalt, angiv dit valg til højre.

Cookie indstillinger

Nedenfor kan du vælge hvilke typer cookies du vil tillade fra hjemmesiden, klik på "Gem cookie indstillinger" for at angive dit valg.

Funktions cookiesSiden benytter funktions cookies, disse er nødvendige for at siden fungerer.

Analytiske cookiesSiden benytter analytiske cookies, således at vi kan analysere besøg, og optimere hjemmesiden.

Social mediaSiden benytter ikke social media cookies.

ReklameSiden benytter ikke reklame relaterede cookies.

AndreSiden benytter 3 part cookies, bla. til funktionalitet af siden, der bliver ikke gemt personlige informationer.