Vejdirektoratet udstikker saglig kurs for anlæg af Ny Midtjysk Motorvej

Foto: Pixabay

Vejdirektoratet har nu afleveret sin indstilling for Ny Midtjysk Motorvej efter flere års forarbejde – baseret på de grundige analyser indstiller Vejdirektoratet linjeføring øst om Billund og vest om Vandel – fagfolkene anbefaler også snarlig beslutning om linjeføring af hensyn til de mange berørte – Hærvejskomitéen støtter det saglige arbejde og ønsket om en hurtig politisk beslutning

 Efter to års analysearbejde og to høringsrunder har Vejdirektoratet nu afleveret sin indstilling til næste fase for Ny Midtjysk Motorvej. I første omgang for den sydlige del Give-Haderslev, hvor der er lavet VVM-undersøgelse af en række alternative forslag til linjeføring i forskellige kombinationer.

På basis af analyser og høringssvar indstiller Vejdirektoratet, at der arbejdes videre med en linjeføring fra Give øst om Billund og vest om Vandel med tilslutning til E45 ved enten Haderslev (linjeføring Øst 1) eller ved Christiansfeld (linjeføring Øst 2). Samtidig anbefaler Vejdirektoratet, at politikerne nu vælger en linjeføring – uanset, om projektet skal gennemføres i den nærmeste fremtid eller senere.

“Vi glæder os over, at der nu er kommet en meget klar indstilling fra Vejdirektoratet, som er baseret på et langt og grundigt forarbejde,” påpeger Poul Andersen, formand for Hærvejskomitéen og medlem af regionsrådet for Region Syddanmark i en pressemeddelelse.

“Hele det saglige grundlag er på plads til en snarlig politisk beslutning for et projekt, hvor samfundsøkonomien er virkelig god, så vi forventer, at det sker i de kommende forhandlinger om en ny infrastrukturplan. Jyllands-korridoren har brug for en fremtidssikret løsning, og de mange berørte langs de alternative linjeføringer har brug for en afklaring,” siger Poul Andersen.

Den samlede samfundsrente er så høj som 5,4 pct. for de bedste linjeføringer, når hele projektet Hobro-Haderslev er gennemført. Hele 31 borgmestre og en lang række store virksomheder står sammen i en fælles appel om Ny Midtjysk Motorvej.

 

Hent Vejdirektoratets indstilling til Ny Midtjysk Motorvej

Mere info om projektet og Hærvejskomitéen på Hærvejsmotorvej.nu