Af Louis Bülow
En råkold oktoberdag i fjor kunne min bedste ven og barndomskammerat Freddy Gregersen fra 1950’ernes fattige landbosamfund i Hejnsvig have fejret sin 70 års fødselsdag, men skæbnen ville det anderledes.
Freddy i Hejnsvig i 1950’erne – Kilde: Privatfoto
Mens en stille regn falder som blide tårer, rinder glade erindringsglimt mig ihú om Freddy, en kæk og opvakt knægt med drømme, håb og mod på livets mange facetter. Tappert omfavnede han sin skæbne som bløderpatient og ragede op som et fyrtårn blandt landsbyens børn og unge for sit mod og sine fine menneskelige kvaliteter.
I dag er hans skæbnefortælling indhyllet i glemslens tusmørke, men i 1980’erne gjorde han en forskel, der fortjener at blive draget frem og husket.
Allerede tilbage i 1983 skrev Freddy Gregersen som den måske første danske bløderpatient direkte til Sundhedstyrelsen og gjorde opmærksom på dén risiko, der kunne være ved, at blødernes faktor-præparater ikke var varmebehandlede.
Han kaldte senere myndighedernes holdning i dé år beskidt og betændt: ”Jeg kan endnu blive godt gal i skralden på Britta Schall Holberg som indenrigsminister … altid var der også en kontorchef, der som en anden papegøje’ sad ved siden af hende og gentog sit evindelige ”Der skal jo spares!”
Udstødt som en paria og dødsmærket af AIDS trådte Freddy frem og råbte vagt i gevær som et offer for dén forfærdelige blødertragedie, der for 35 år siden gav genlyd over hele landet og ryddede alle medieflader og avisoverskrifter.
91 danske bløderpatienter blev dengang smittet med den dødelige hiv-virus gennem inficeret donorblod. Vi taler ikke anonyme tal i en tør og kedelig statistik – vi taler 91 unikke skæbner, der i de år kun havde barske lidelser og død at se frem til.
For tid og evighed en skamplet i dansk samfundshistorie med en Sundhedsstyrelse, der sov, medicinalproducenter, der ville tjene penge og en indenrigsminister, der ville spare …
Da det stod klart, at bløder-patienternes faktormedicin og donorblod kunne være smittebærende, slog Danmarks Bløderforening katastrofealarm. Man pressede på for at få sundhedsmyndighederne til at stille krav om screenet og varmebehandlet blod, der var garanteret fri for hiv-virus, men der blev truffet dén beslutning, at dét skulle der ikke ofres penge på.
- De kan rende og hoppe …”
Den rappe bemærkning skrev den ansvarlige minister Britta Schall Holberg dengang med kuglepen i margenen på Bløderforeningens ansøgning om bevilling af penge til at sikre rene blodpræparater. Hun havde tidligere i Politiken givet udtryk for, at hun ikke fandt aids i Danmark alarmerende og fandt det ikke nødvendigt, at regeringen brugte flere ressourcer på en forebyggende indsats.
Et erindringsbillede fra 1980’erne trænger sig på:
Freddy Gregersen har forstået at leve med sin blødersygdom, men midt i 1980’erne taber han sin årelange kamp, da hans donorblod bliver inficeret med den dødelige hiv-virus.
Nu ligger han afkræftet hen på sit sygeleje som et uskyldigt offer for bløderskandalen. Dødsmærket af ondartet sygdom med vægttab, svære feberanfald og svækket immunforsvar er fremtidsudsigter uden håb hans barske virkelighed med kun lidelse og død at se frem til.
Han er gået i sultestrejke som et sidste desperat forsøg på at råbe de ansvarlige myndigheder op og udkæmper nu sit livs sidste kamp. Med spinkel stemme hvisker han:
– Kommunen er ligeglad med, om jeg dør …”
Med sin sultestrejke sprænger Freddy alle rammer i håb om en mere menneskelig sagsbehandling, forbedrede behandlingsvilkår og bedre økonomiske forhold for de aids-ramte bløderpatienter.
Alt for sent reagerede danske myndigheder med at indføre krav om sikring af bløderpatienternes donorblod. Først med lig på bordet blev de nødvendige midler bevilget, og pr. 1. januar 1986 fik bløderne adgang til varmebehandlet faktorblod, ligesom blodet skulle screenes for hiv – dermed skulle faktorpræparaterne være dobbeltsikrede.
Det skulle senere blive afsløret, at Sundhedsstyrelsen, Statens Seruminstitut og medicinalfirmaet Nordisk Gentofte havde indgået en hemmelig aftale om at opbruge et gammelt restlager af ikke-screenet faktorblod, uden at læger og patienter var vidende om det. Heller ikke ministeren eller Folketinget var vidende om det.
En aftale, der skulle få dén tragiske konsekvens, at endnu en bløder – den sidste – blev smittet med hiv via sin faktormedicin i 1986/87 – selv om blodpræparaterne på det tidspunkt blev set som helt sikre.
Tre årtier senere talte Britta Schall Holberg ved et grundlovsmøde i Odense. Kun den ydmyge nonnedragt manglede, da den tidligere indenrigsminister som vor tids Moder Teresa med patos og varmt engagement forkyndte sit budskab om medmenneskelighed og om dèt at være menneske:
– I dag handler det alt for meget om økonomi og penge, og for lidt om mennesker …”
BT-journalisten Søren Mortensen har givet den tidligere indenrigsminister disse ord med på vejen: ”Folkets dom over hende var lige så ubarmhjertig, som hun selv blev anklaget for at have været overfor bløderne … øretæveindbydende og bedrevidende. Hun var rap i replikken, kontant overfor sine embedsmænd og dårlig til at lytte til de udsatte grupper, der henvendte sig til hende med et problem …”
EPILOG:
Et sidste erindringsbillede fra november 1986 trænger sig på.
Tæppet kan gå for sidste akt. Knuste drømme og bristede illusioner får Freddy til at anmelde sin udtræden af folkekirken til den lokale sognepræst, han afbryder enhver kontakt med alle andre mennesker for at kunne dø i det stille, og hans sidste ønske er, at hans aske må blive strøet ud over vandet.
Få måneder senere sover Freddy Gregersen stille ind …
