Forbud mod udendørs besøg på plejecentre ophæves

Rådhuset, Billund Kommune Foto: René Lind Gammelmark

Styrelsen for Patientsikkerhed ophæver besøgsforbuddet på plejecentre i Billund Kommune. Styrelsen fastholder dog besøgsrestriktioner på plejecentrene.

Beboere på plejecentre i Billund Kommune kan nu igen modtage besøg udendørs.

Det sker, efter at Styrelsen for Patientsikkerhed har ophævet det besøgsforbud, som blev indført 13. november på både kommunale og private plejecentre. Anledningen er det faldende smittetal af COVID-19 i kommunen, samt at der ikke længere er smitte fra minkfarme.

Styrelsen fastholder dog besøgsrestriktioner på plejecentrene. 

I praksis betyder det derfor, at pårørende nu igen frit kan besøge beboere på udendørs arealer, men at der ikke er fri adgang på de indendørs arealer. 

Besøgsrestriktionerne giver dog fortsat mulighed for besøg i kritiske situationer (det vil sige besøg hos en kritisk syg eller døende person) og mulighed for, at beboerne kan modtage besøg indendørs fra den nærmeste pårørende.

En kritisk situation kan også være pårørendes besøg hos en voksen person med så stærk demens eller anden kognitiv funktionsnedsættelse, hvor besøg er så vigtig en del af hverdagen, at besøget ikke kan undværes. Dette afgøres i hvert tilfælde af ledelsen på det enkelte plejecenter.

Reglerne gælder både kommunale og private plejehjem, plejeboliger, friplejeboliger og aflastningspladser. Restriktionerne er gældende, indtil Styrelsen for Patientsikkerhed ophæver dem skriver Billund Kommune i en pressemeddelelse.