Bülows Hjørne: Et kip med flaget for en redaktør af hjertet

Af Louis Bülow

For to uger siden kunne Netavisen Grindsteds udgiver og redaktør René Lind Gammelmark fejre sin fødselsdag, og over hele egnen blev der lettet på hatten og truttet i trompeten for én af de helt tunge drenge i vor lokale presses univers.

I en digital tidsalder skyllede en virtuel flodbølge af hjertevarme lykønskninger, glade hilsener og emojis ind over Renés facebook-profil. Ikke færre end 470 fødselsdagshilsener blev det til.

Venner fra nær og fjern hævede glasset for en folkekær redaktør med dyb respekt for sin mètier, for hvem høj journalistisk etik og æresbegreber var hellige. En bladmand, som forholdt sig objektivt og fair i sit mangeårige virke i pressens tjeneste og turde gå nye veje.

Med René Lind Gammelmark er vi blevet forundt en redaktør på Netavisen Grindsted, der udstråler stoisk besindighed med højt til loftet og indgyder os en følelse af ro og tryghed. Ikke noget her med en smiskende bladsmører, der lister rundt i lokalområdet og udfritter Gud og hvermand for slibrige detaljer, når han øjner sensation og skandale.

For René er intet for stort, intet for småt. Vi ser ham trofast bakke op om lokale tiltag med respekt for det faktum, at misser Netavisen at omtale et bestemt arrangement, møder færre frem  Beskeden spalteplads, og flere lokkes af huse.

På hat med de store og på bajer med bumsen dukker han op alle vegne: til receptioner på bonede gulve, til pindemadder og boblevand i direktionslokaler som til besigtigelse af et kæmpegræskar hos en bondemand i Bøvl.

For mere end to årtier siden tog René Lind Gammelmark til de flade hedesletter ved Grindsted for at byde livet op til dans i det vestjyske som pressefotograf, og han faldt hurtigt til som en naturlig del af Grindsteds dna og folkesjæl.

Det skulle blive denne artikels forfatter forundt for år tilbage at stifte bekendtskab med René – noget jeg har oplevet som et rigt privilegium. Efter vort nære samarbejde i forbindelse med avisens Bülows Hjørne med historiske artikler om begivenheder og ildsjæle fra barndommens land, tør jeg godt tillade mig at bruge store ord:

Med René Gammelmark har jeg oplevet en altid velforberedt redaktør, lydhør og nænsom, og med ham for bordenden har storsind og flair for journalistik gode kår på Netavisen Grindsted. For mig står han som indbegrebet af en hædersmand, der ser sin gerning i pressens tjeneste som en passion, nærmest et kald.

Og dertil et prunkløst menneske med et fast håndtryk, hjertevarme og sjældent fine menneskelige kvaliteter – altid ordholdende, redelig og uden svig.