Sanders Historiske Hjørne: Svend Immanuel Moustgaard

Svend Immanuel Moustgaard (1901-1944)

Går man rundt i Filskov Kirke springer en mindre mindeplade ved tårnet med inskriptionen: Svend Immanuel Moustgaard født i Filskov Sogn 22. januar 1901 – Faldt i slaget ved Caen 24. juli 1944 som soldat i den canadiske hær en i øjnene. Knap 1.000 danske statsborgere var i krig for de allierede lande under 2. Verdenskrig, hvoraf størstedelen gjorde tjeneste i den britiske hær. Herudover gjorde danskere tjeneste i henholdsvis de norske, franske, canadiske og amerikanske hære. To tredjedele af de 1.000 var allerede udenlands, da besættelsen fandt sted i 1940, mens resten forlod Danmark under besættelsen for at melde sig ind i en udenlandsk hær. Svend Immanuel Moustgaard var blandt de små 700 udenlandsdanskere, der lod sig indrulle i en fremmed hær.

Svend boede som barn på Moustgården i Filskov, hvor han deltog i dagligt arbejde ligesom han gik i den lokale Filskov skole. Herefter fik han en flot realeksamen på Grindsted Kost- og Realskole i Jernbanegade i 1917. Efter endt skoletid i Grindsted og efter et ophold på Ladelund Landbrugsskole omkring 1919 begyndte Svend 1923 at aftjene sin værnepligt. Efter et kort intermezzo i 1925 på Moustgården flyttede Svend Immanuel Moustgaard til Vestergade i Aarhus, hvor han blev uddannet inden for kontorfaget.

I 1926 tog Svend en drastisk beslutning, der skulle ændre hans tilværelse for altid. Han emigrerede til Canada. Via Esbjerg og Harwich nåede han Liverpool den 7. august. Herefter ankom han til Quebec en uge senere. Hans mål var delstaterne Manitoba og Saskatchewan i det canadiske Midtvesten. Svend havde det svært i Canada og kunne ikke tjene de penge, han havde håbet. Familien hørte sidste gang fra Svend i 1927 i et brev, hvor det fremgik, at arbejdet ikke gik som planlagt på grund af vejret. Militære papirer viser, at Svend i 1943 arbejdede som smed i Montreal, inden han meldte sig som frivillig allieret soldat i juni 1943. Svend måtte lyve sig tre år yngre, da han meldte sig som soldat, da han ellers ikke kunne få lov at deltage i kamp. Han meldte sig til regimentet The Black Watch og efter endt militærtræning, blev han sendt til England den 4. januar 1944. Her lå regimentet i flere måneders træningslejr før indsættelsen i det nok vigtigste slag i den 2. Verdenskrig. Svend ankom til Normandiet en måned efter D-dag, den 6. juli 1944. Under en måned senere, den 25. juli 1944, meldtes han dræbt. Svend blev dræbt i kamp, da han deltog i et slag ved Verriéres Ridge, hvor kun 15 soldater fra The Black Watch overlevede. I annalerne beskrives slaget som et meget kontroversielt angreb fra The Black Watch Regiment of Canada den 25. juli, hvor 315 af 325 soldater blev dræbt, såret eller fanget.

Svend blev begravet nær stedet, hvor han var faldet. Han ligger derfor begravet på Bretteville-sur-Laize Canadian War Cemetery, selvom familien forsøgte at få ham hjem til Danmark. Svend var ved sin død stadig dansk statsborger, men en flytning blev afvist. Derfor ønskede borgere i Filskov og omegn samt soldaterforeningen Forsvarsbrødrene i Sønder Omme og omegn, at en mindeplade for Svend blev opsat i hans fødesogn. Man løftede sløret for pladen i 1947. Det vides ikke, hvorfor der på mindepladen står den 24. juli, da Svend blev meldt dræbt den 25. juli. Den 24. juli 2019, på en varm sommerdag, fejrede 60-70 personer i henholdsvis Filskov Kirke og i Viadukthallen 75-årsdagen for Svend Immanuel Moustgaards uvurderlige indsats for Danmark. Det lille lands ry var lidt flosset efter krigen grundet den nære tilknytning til Det Tredje Rige. Søfolk, danskere i allieret krigstjeneste og modstandsbevægelsen rettede dog op på de allieredes syn på Danmark. Og i 2014 blev Danmark endegyldigt anerkendt som en del af de allierede styrker. Derfor var det også helt fortjent at Svend Immanuel Moustgaard posthumt via forfatteren til bogen ’Den Røde Brænding’ og historikeren Jakob Tøtrup Kjærsgaard fik overrakt såvel et diplom som en medalje fra Utah Beach Landing Museum i St. Marie-du-Monde i Frankrig for at ære Filskovdrengens store indsats for sit fædreland hin mindeværdige juli aften i 2019.

Svend Immanuel Moustgaards gravsten i Normandiet i Frankrig – Privatfoto

Vi anvender cookies for at sikre at vi giver dig den bedst mulige oplevelse af vores website.
Hvis du vælger ikke at aktivere cookies, fungerer siden ikke optimalt, angiv dit valg til højre.

Cookie indstillinger

Nedenfor kan du vælge hvilke typer cookies du vil tillade fra hjemmesiden, klik på "Gem cookie indstillinger" for at angive dit valg.

Funktions cookiesSiden benytter funktions cookies, disse er nødvendige for at siden fungerer.

Analytiske cookiesSiden benytter analytiske cookies, således at vi kan analysere besøg, og optimere hjemmesiden.

Social mediaSiden benytter ikke social media cookies.

ReklameSiden benytter ikke reklame relaterede cookies.

AndreSiden benytter 3 part cookies, bla. til funktionalitet af siden, der bliver ikke gemt personlige informationer.