Bülows Hjørne: Med den bette hyrdedreng fra Fugdal på Vorbasse Marked

Af Louis Bülow

Når vor gamle lærer Jensen i 1950’ernes Hejnsvig spurgte os ud om årets tre store højtider, kunne det nok hænde, at en og anden forivrede sig og med et henført udtryk i øjnene fik fremstammet: jul, påske og Vorbasse Marked …

Sognets elskede lærer havde svært ved at holde masken og lod som altid nåde gå for ret. Som han sad der stout og bred bag sit kateder, lignede han det, han var – en ægte landsbydegn helt ind i sjælen forankret i dansk bondemuld. Igennem fire årtier en forgudet lærer, vejleder og mentor for generationer af skolebørn i Hejnsvig.

Vi skruer tid og sted tilbage til en lummer sommerdag engang i fordums dage til Vorbasse i det vestjyske. Det landskendte Vorbasse Marked står for døren, og i det nærliggende Hejnsvig har børn og barnlige sjæle ikke tanke for ret meget andet end skydetelte, karruseller og radiobiler.

Kilde: Det Kgl. Biblioteks billedsamling

Man drømmer om et forjættet land med fest og farver, hvor der flyder om ikke med mælk og honning så dog med honningkager, is, pølser og sodavand.

Fra alle afkroge af landet valfarter godtfolk til, hvor godtfolk er – gøglere, vagabonder og skæve eksistenser, der hutler sig igennem, småsulter og sover, hvor der nu er plads.

Ikke at forglemme hesteprangere, skærslippere og lirekassemænd, der med høj silkehat og pjaltet fintøj får den skønneste valsemusik til at strømme ud af lirekassen. En lille abe sidder øverst på kassen med bedende øjne og en blikskål i hånden.

Også småkårsfolk skal have tag over hovedet, tøj på kroppen og mad på bordet. Alle munde skal mættes, og en purung hyrdedreng – Pejer hedder han – tager i flere år sin tørn på et husmandssted i Fugdal tæt ved Hejnsvig.  Allerede før en vis herre får sko på, bliver den bette knejt sendt ud på heden, barbenet med kasketten på sned, slidte træsko og bukser med store lapper både for og bag. Han er ude med sin flok både tidligt og silde og i al slags vejr.

En sjælden gang brydes ensomheden af en tungt lastet kærre med knirkende vognhjul og stude, der møjsommeligt slæber sig afsted over heden. Et tiltrængt afbræk i hyrdelivets pligter.

Således forlener det hårdføre liv på den vestjyske hede hyrdedrengen fra Fugdal med en dyb kærlighed og samhørighed med dyr og naturens sjæl. En livslang fortrolighed med bondekultur og hjemstavn.

Med passion og indlevelse har husbond indviet Pejer i hedens hemmeligheder. Han har lært de steder at kende, hvor harekillingen har sit leje, lærken sit kuld og viben sin rede. Han ved, hvor ræven lusker omkring, hvor småfuglene støvbader og kender de lyngtoppe, hvor hugorme dovent lader sig bage igennem

Kilde: Nationalmuseets samlinger online

Med husbond ved hånden bliver han fortrolig med det usynlige kor af lærker, der bryder den fredfyldte stilhed med deres kåde trillen, med solen, der med gyldne stråler klæder marker, enge og skovbryn i skønne farver, han oplever den liflige duft af nyslået hø med grøn kløver, smagen af nye kartofter og suset af den stride vestenvind.

Husbond fører hyrdedrengen ind i digteren Jeppe Aakjærs forunderlige univers med spurven, der sidder stum bag kvist, havren, der har bjælder på, og Ole, der sidder på en knold og synger. Han sidder med ved mors rok, han føler med hyrden, der med smil bærer sin byrde, og han græder for Jens Vejmand, der bliver båret over heden en kold vinternat.

I  Hejnsvig har man i århundreder set frem til Vorbasse Marked som årets store begivenhed, og tilslutningen er altid ganske overvældende. Hele sognet skal bogstaveligt talt af huse – dem fra større gårde, dem fra ydmyge husmandssteder, dem fra gode kår, småkårsfolk, de missionske, de vantro, dem fra højre, dem fra venstre – alle skal de til Vorbasse Marked.

Den store dag skinner solen fra morgen til aften over det vestjyske, og iført sit bedste søndagstøj med vandkæmmet hår, rene negle og blankpudsede træsko følges Pejer fra Fugdal ud af gårdspladsen af en flok snadrende gæs og ænder.

Mens han vinker farvel til sin husbond og madmor, kan han ikke lade være med at glæde sig ved tanken om de solide rundtenommer, hun gavmildt har givet ham med på turen – fedtebrød, spegepølsemadder og melmader med sirup og et tykt lag puddersukker.

Med røde kinder og øjne, der tindrer af spændt forventning, begiver knejten sig til fods mod Vorbasse, og ved Gilbjerg støder flere bondeknøse til. Nu skal livet bydes op til dans og selv de tungeste dansetrin i en ellers barsk hverdag forvandles til en flot og fejende vals.

Nogle af drengene er blevet forundt at få en 25 øre med hjemmefra, og har man tilmed selv sparet lidt sammen, tør man nok siges at være velhavende med råd til lidt af hvert.

Stoute kagekoner fra Christiansfeld sælger snildt deres legendariske honningkager for nogle få ører, jødekager så store som tallerkener koster omtrent det samme, og lidt derfra sælges hjertebrød med en lap papir med skæmteviser påtrykt.

Den unge hyrdedreng fra Fugdal vælger at spendere 10 øre på et af de mange gøglertelte, og her er det den navnkundige markedsgøgler Professor Labri, der trækker. Med knirkende stemme, et mundrapt snakketøj og den uundværlige cigarstump dinglende i mundvigen forsøger Professor Labri denne sommerdag at lokke både små og store ind til sin forestilling i det lasede sejldugstelt.

Et henrykt publikum stimler sammen om Rekommandøren over dem alle, som han står der med lorgnetter, rødt slips, skævt knappet og slidt diplomatfrakke og høj silkehat og gør reklame for sin store jubilæumsforestilling, hvor barnevogne kan medtages, rene bleer haves i reserve og tømte flasker fyldes.

 Stående på en ølkasse foran teltet præsenterer Professor Labri sit rablende skøre ordfyrværkeri af veltalenhed og vrøvlemonologer: en høne med tre ben, som stepper på et forniklet hakkebræt, 25 benløse kanariefugle, der danser tango på kanten af en vaskebalje, og endeligt frikadellens flugt over plankeværket med en gaffel i ryggen, skarpt forfulgt af to røgede sild:

– Værsgo, værsgo! Tag kæresten under armen, svigermor i nakken … adgang for alle, tykke og tynde, store og små, grever og baroner, baronesser og køkkenskrivere … Ammer og husarer går gratis ind, når de tager hovedet under armen …

Den helt store attraktion i Professor Labris forestilling denne sommerdag i Vorbasse er en ægte menneskeædende negerhøvding Ngombli, fanget i Transvaal. Mens Labri skrider ind i teltet, råber han til de mange tilskuere, der flokkes ved indgangen: ”Nu skal menneskeæderen fodres, og jeg trækker mig tilbage … Skynd Dem, skynd Dem, negerhøvdingen er sulten og utålmodig! Hør, hvor han slider i lænkerne.”

Få minutter senere er teltet stuvende fyldt, og Professor Labri træder op på scenen og letter høfligt på silkehatten med et buk for publikum. Med tryllestaven i hånden og ansigtet vendt mod tilskuerne trækker han et forhæng til side: Her ser De den berømte …

Længere når Professor Labri ikke, for det utålmodige publikum kan kun få øje på et par mugne støvler på forhøjningen og giver højlydt udtryk for deres overraskelse. Professoren hiver støvlerne i vejret, stirrer ganske målløs frem for sig og udbryder så med rædsel i stemmen: Aah Herregud! Den stakkels mand har ikke kunnet vente, og nu har han ædt sig selv …

Da forestillingen i Vorbasse lakker mod enden, træder Professor Labri frem på scenen og beder så mindeligt publikum klappe, så det kan høres af de mange, der står i kø udenfor teltet. Han slutter forestillingen af med ordene:”Og så mine damer og herrer, landmænd, brandmænd, skraldemænd, bussemænd og jordemodermænd, skal De, som jeg har lovet Dem, se Vorbasse ved nat”.

 Så løfter han teltets bagside op, og publikum kan forlade teltet og se Vorbasse og himlens stjerneskær ligge lige foran dem i aftenskumringen.

Lokalhistorikeren Egon Larsen har i øvrigt fortalt, at Professor Labri engang optrådte med en levende menneskeæder med blodig fråde om munden og et stykke råt kød i hånden. En husmand fra sognet syntes dog, at den uhyggelige menneskeæder mindede meget om hans nabo. Det fik ham til at spørge: – Men er´ et da it Ras-Peter? Med et glimt i øjer hviskede menneskeæderen: -Jow, men do ska et vær ræd. A æder it dem a kender!

Således oplever hyrdedrengen Pejer fra Fugdal et Vorbasse Marked, som det har formet sig i hundreder af år. Han tænker ikke på, om det nogensinde har været anderledes, og nærer ikke noget ønske om, at det skal forandres.

Han får som så mange før ham en oplevelse for livet, og om aftenen ligger han i karlekammeret ved stalden og fantaserer om bissekræmmere, landevejsriddere – og menneskeædere …

Vi anvender cookies for at sikre at vi giver dig den bedst mulige oplevelse af vores website.
Hvis du vælger ikke at aktivere cookies, fungerer siden ikke optimalt, angiv dit valg til højre.

Cookie indstillinger

Nedenfor kan du vælge hvilke typer cookies du vil tillade fra hjemmesiden, klik på "Gem cookie indstillinger" for at angive dit valg.

Funktions cookiesSiden benytter funktions cookies, disse er nødvendige for at siden fungerer.

Analytiske cookiesSiden benytter analytiske cookies, således at vi kan analysere besøg, og optimere hjemmesiden.

Social mediaSiden benytter ikke social media cookies.

ReklameSiden benytter ikke reklame relaterede cookies.

AndreSiden benytter 3 part cookies, bla. til funktionalitet af siden, der bliver ikke gemt personlige informationer.